Høns ude og inde og 6 feet under

Dagen i dag har været viet hønsene, deres velbefindende, naboers morgensøvn og vintermenuen.

Jeg startede kl. 08.00 med at slagte de to hønse-drenge. Det var tid. De var begyndt at gale begge 2 og har den sidste uge boet i bachelorlejlighed med adgang til majs og fedefoder. Det er sin sag at starte dagen fastende, med at være SÅ friluftsagtig og slå sin egen mad ihjel. Men det er vilkårene. Det er ok. De har haft det godt i 12 uger, hygget sig og spist det de nu kan.
2 timer senere var de forvandlet til fryse-færdig-vintermad, 2 stk. 600 gram dværghane

Med følelsen af tilfredshed og selvforsyning, fortsatte jeg med projekt "automatisk åbne/lukke dør til hønsehuset. Rygtet vil vide, at naboerne i sommers var en smule anstrengte på min 10 dages Grækenlandstur, da de hver morgen blev vækket 04.30. Indtil de heldigvis var så fornuftige at spørge hønse-passerne, om de selv måtte åbne og lukke for kræene. 

De er så søde, mine naboer og har siden tilbudt, at jeg til enhver tid kan bede dem gøre det, når jeg skal ud. Nu skulle den så være grejet. Med installation af denne åbne/lukke mekanisme. 

Den var relativt nem at installere, at programmere OG det ser ud til at virke. Den kan stilles til et fast åbne/lukke tidspunkt, eller man kan programmere den indbyggede sensor til at åbne/lukke ved en hvis LUX mængde. Jeg har valgt timeren (07:00 og 21:00), da maskineriet er placeret i skygge og ikke nødvendigvis vil reagere så godt på LUX.

Hele arrangementet kan købes til omkring kr. 1.200, hvis man tilkøber den anbefalede aluminiumsdør, hos engelske Flyte So Fancy Ltd. 

At vægte

Nå, den der fortsættelse med hønsedøren der skal gøres automatisk, må vi vente på. Der er ikke sket en skid, siden jeg postede det lidet interessante indlæg.

Det der fylder, det der bruges tid på og det der gør at jeg sover ret godt er min nye passion. Vægttræning. Yes, som i hun løfter vægte sammen med de store gutter i fitnesscenteret. Ikke zumbatimer, mave, balder, lår eller små stænger med 2 og 5 kg. Ikke at jeg ikke nyder den slags timer, men der er ikke længere tid til det.
Jeg træner 2 dage og har en dags pause og så 2 dages og en dags pause osv. Hver session ender på ca. 1 1/2 til 2 timer, så haven sker der heller ikke så meget i for tiden.

What I didnt know, er at det ikke er let (!). Vægten man spasser på er selvfølgelig selvvalgt, men at en øvelse kræver så meget fokus, koncentration og motorik, det havde jeg ikke regnet med.
Men det følelse af kropsbevidsthed det giver mig, at jeg kan mærke hvilke dele af kroppen der arbejder og at kroppen gerne vil det, er fantastisk.

Jeg har ikke nogen mål endnu, som i jeg vil kunne løfte så meget, have sådan en tyrenakke eller lignende. For nu nyder jeg blot at min krop nyder det. At den trives og former sig stille og roligt. At de 10 kg, der har sneget sig på siden rygestop og tarmsygdom er forsvundet og at de kg der ryger på nu er muskler.

Løb? Jeg løber stadigt, men ikke så meget - jeg har et halvmaraton mere i år (det 3. og sidste), som skal gennemføres og hvor jeg håber på en bedre tid. Løb forsvinder aldrig, men hold nu kæft det her nye er godt.

Træner du noget?

Hønsesnak

Kyllingerne er ved at blive store. De tog et kraftspring mens jeg svømmede rundt på Lesbos og naboerne ringede da jeg var på ølejr, for at bede om lov til at lukke hoben ind og ud, da de blev vækket kl. lort af Chucks territoriale kykkeliky. De 3 kyllinger, hvoraf de to nok desværre er haner uden meget kød på, render stadig gennem de store masker i nettet, og er til stor irritation for undertegnede begyndt at udforske køkkenhaven, der ikke er indhegnet.

Der skal grej til. Så der er indkøbt automatisk motor til åbning og lukning af hønselemmen. På sæt vis skal hverken naboer lide unødigt eller jeg have dårlig samvittighed, når jeg daffer på weeekendture eller ferier.

Nu skal jeg blot varme op til den hjerneblødning jeg plejer at få, ved installation af noget teknisk. Så er hønsehuset selvkørende. 

Wish me luck også-taler-vi-ikke-om-den-kommende-slagtning-af-2-haner

Hønsetosset

Som de fleste der følger mig på FB har set, er der kommet kyllinger i Banehuset. 3 af slagsen blev det til i et formodeligt mix af hane (krøllet Purhane) og høner (nok de islandske, da de er mega små).

Mødre og børn er nu flyttet over i børnehaven, hvor der er god plads og luft, mens de resterende 3 høner og hanen må finde sig i den rengjorte barselsstue de næste mange uger.

Aimen hvor fjollet kan man være med sine dyr, jeg kan sidde og stirre på de små kræ i minutter uden at tænke en skid, men bare glo og forundres over at hønsene "selv har lavet dem". Naturen er forunderlig.

Vabelplaster anyone?

Bedste veninden og jeg gik sidste weekend en tur på Gendarmstien. Planen var at gå alle 74 km over 4 dage med fuld oppakning (dvs. med sove- og kogegrej). Piece og cake, ud fra regnestykket. Man kan gå 5 km på en time, så 20 km dagligt er ingenting.

Vi nåede 25 km. På den første dag. Så brød vores fødder sammen og sagde:" Nix weiter". Der var ganske enkelt ikke mere at hente hos de fødder. Måske var det varmen (26 grader), måske det naive i at to omend øvede vandrere/løbere ikke havde kalkuleret at de 13 kg på hver vores ryg, ville ændre noget og måske var det bare hvad det var.
Virkeligheden var at den rute nok er en af de smukkeste jeg har set. 20 af vores 25 km var kyststrækning. Når jeg siger kyststrækning, mener jeg at vandet er mindre end 3 meter fra dig hele vejen.
Det er min hjemegn, født og opvokset, så næsten alle 25 km havde minder og billeder. Det var en fantastisk tur, også da vi blev reddet af kusinen, der kørte os og vores døde fødder til hendes sommerhus, hvor vi lå brak i to dage og nød solen, vandet og stilheden, kun afbrudt af familiegrill og besøg af min sønderjyske familie.
Vores plan er at fortsætte hvor vi slap (læs: blev hentet), i sensommeren engang. Uden sove- og kogegrej, og med overnatninger hvor de har senge og vabelplaster.

Voksent jubilæum

Jeg er så den type, der har nået en alder, hvor man tager til 25 års jubilæum på sin efterskole. Wtf?

Skolen har gammel elevdag, og jeg tror vi bliver en 20-30 stykker fra min årgang. Jeg forventer ikke de store overraskelser, da vi mødtes som 10 års jubilarer og fejrede igennem og fik oplevelserne "Gud, har du fået 5 (!) børn", "Er du blevet skilt" osv. Som 10 års jubilarer var vi vist alle lidt i chok at det var lykkedes os at blive voksne, have jobs og få børn.

Nu forventer jeg skilsmisser, livskriser og dødsfald, men vi har alle været voksne så længe nu, at det ikke længere overrasker. Vi skal have kaffe på skolen, fotograferes, se de nye (børn) elever lave gymnastik og have middag. Vi (dem med 25 års), stikker dog af efter fotograferingen. Vi samles et privat sted med drinks og pizza, og det tror jeg bliver skidehyggeligt. For selv om vi er voksne, så har vi alle brug for at drikke os en lille smule i hegnet og snakke om dengang vi var 15.

Sådan

I did it.

Om det er fordi mange fine mennesker har sendt mig energi eller mine super ben står i det uvisse, men jeg gennemførte og bedre end det, jeg slog min hidtidige rekord på 02:20:00 og spurtede (!) ind på 02:16.00. Yai Baby, det var fedt.

Lillebælt Halvmarathon var som altid supergodt organiseret. Det klapper bare, selv om 11.000 mennesker har besluttet at løbe 21,1 km. Hvis du skal gøre dit første forsøg med denne distance, kan jeg anbefale Lillebælt.
Next stop: Odinsbro Halvmarathon d. 10. juni. Nu med nye fine godt-gået-løbesko.

Nummero Uno

I et anfald af, løb-fixer-alt har jeg meldt mig til 3 halvmarathon denne sæson. Mindre kunne åbenbart ikke gøre det da jeg sad halvfed og halvtrist i vinters og spekulerede over hvad 2014 skulle bruges til.

Så i dag tager vi det første, Lillebælt Halvmarathon. Rundt omkring den gamle lillebæltsbro. Solen er stået op, løbetøjet er lagt frem og jeg har lavet en aftale med mig selv. Hvis jeg gennemfører er det ret fint, for kroppen er stadig påvirket af tarm-halløjsi og svage ankler (noget med at blive 40+).

Officielt har jeg ingen intentioner eller forhåbninger om at slå min rekord. Det er her vigtigt at understrege at man kun skal sammenligne med sig selv, så rekord er udelukkende relateret til mig. Mig på 162 cm, korte ben og stadig med lidt for mange kilo. Uofficielt vil løber jeg i tankerne selvfølgelig under de magiske 2 timer (jeg aldrig kommer under), så er scenen ligesom sat.

Da jeg løb Lillebælt for allerførste gang d. 3. maj i 2008, var det mit allerførste løb på den distance. Jeg løb det for min far der var død 2 år tidligere. Det er hans fødselsdag, den 3. maj og han var med mig hele vejen. Da jeg løb det sammen med Broderdrengen i 2013, var det som første gang som ikke-ryger. Jeg slog min rekord og løb det for min mor, der var død året før.

I år løber jeg det for allerførste gang alene (med de andre 10.999). Jeg løber for børnecancerfonden, de danske hospitalsklovne og julemærkehjemmene. Og jeg løber det for Lene.

Hep på mig?

Snakker du om timing?

3 dages restferie lakker ukærligt mod enden. Hold nu fest det var godt ikke-planlagt, for vejrgudinderne har da virkelig spillet med. Og.Jeg.Har.Nydt.Det.

Jeg har som i ved pjækket fra iForm løbet, men fik alligevel jogget mig igennem 7 fine km dagen efter, efterfulgt af en dejlig dukkert ved Hasmark - og jo, man kan mærke forskel på vandet nu og i december. Jeg har fået malet verdens flotteste plankeværkhegn (Lene, hvornår hedder det det ene og hvornår det andet?), og har nu en helt andet glæde ved at trisse rundt i baghaven.

Mine tanker og mit kolokæmpe forkølelsessår er gået amok, men siden jeg ikke har skulle bekymre mig om deadlines, afleveringer og afprøvninger på jobbet, har det været hvad det være må. Jeg har indlagt passende morfædre, når jeg blev for træt i hovedet.

I aftes kom gode venner forbi, til snobrød og pølser over bål, serveret med en Prince Du Danemark Caix vin (hvorfor bundfald Henri? Hvorfor?), og verden viste sig fra min ynglingsside; udeliv, trygt selskab og bare tæer.

Nogen kan jeg bare det der timings-pis.

Løb eller ikke løb

Om mindre end to timer er der iForms løb inde i Odense og jeg er tilmeldt.

 Det er 5 små kilometer, så strækningen skræmmer ikke (modsat de 21,2 på lørdag til Lillebælt). Men solen skinner, fuglene synger, hønsene "snakker" i haven og mit nye superhegn vil gerne males.

Mine ankler og min hofte er begyndt at drille, og jeg har på de sidste mange løbeture været øm på en mærkelig måde. Det kan skyldtes, at der er noget sygdom der sidder og roder. Det dobbelte herpes udbrud ved munden er ligeledes en indikation på at kroppen er lidt for presset.

Men jeg har det godt. Jeg havde en helt speciel oplevelse med en veninde i fredags, hvor hun healede mig, midt på cafeen hvor vi havde aftalt at drikke kaffe. Energien hun sendte til mig, kunne føles fysisk og vores samtale har sat tanker i gang. Bl.a. kan jeg ikke løbe mig til et bedre liv. Motion er en god faktor i mental helse, også for mig, men jeg kan ikke klare det hele ved at grave huller og løbe halvmaratoner (damnit!). Så dagen i dag, med al dens forår og al den solskin bliver en pjækkedag fra løb. En dag med min have og mig.

Må din dag blive fyldt med sol. 

Sov sødt Lene

Lene døde i går. Både Blogsbjerg og Helle har mistet en ven og siger deres farvel. En lille dreng og en mand, deres mor og livspartner.

Jeg kendte Lene gennem mailudvekslinger de sidste år. Hun var en af dem, der med sit skrevne ord kunne trøste mig og vi kunne måske, fordi vi ikke havde mødt hinanden, blotte os helt. Hun var ikke en IRL ven, familie eller noget. Alligevel føler jeg at jeg har mistet noget i dag.

Hvil i fred kære Lene.

Påsken

Jeg faldt i selvmedlidenhedens sø i aftes. Som i nu-tager-jeg-svømme-vingerne-af-og-støber-benene-i-beton-udkast-fra-10-meteren. Hold nu k... hvor kan man generere en pæn mængde selvmedlidenhed en fredelig mandag aften hvor man har haft lidt for meget tid, til at lade tankerne gå baglæns.
Baglæns til min mors ord "Kommer du ikke hjem i påsken" (efterfulgt af et lille snøft og meget lille stemme).

Jeg orkede ofte ikke tage hjem i for lange stræk af gangen. Sandheden var at vi ikke var gode for hinanden, i mere end lad-os-drikke-kaffe eller jeg-kommer-forbi-og-spiser-måske-sover-og-kører-imorgen-igen. Alligevel savnede vi ofte hinanden. Vi formåede dog sjældent at komme ind til det når vi så mødtes.

Nu er det så påske, og jeg har ferie hele ugen. En uge der bliver fyldt med gode aktiviteter, venner, udeliv, og endda en lille date. Men da jeg i aftes sad med næsen lige akkurat over vandhøjde i selvmedlidenhedens sø, var min eneste tanke, at jeg gerne ville hjem til min mor...

God igen?

Ja, jeg er god igen. Det kræver sin kvinde at håndtere sig selv og jeg er for tiden ikke min egen største fan. Alligevel er jeg imponeret over at jeg stadig står på begge ben, nyder mit job og plejer de venskaber der er i behold efter de sidste 2 års turbulens.

Mine tanker går stadig dagligt til min "tabte" familie, både de døde og de levende. Sorgen har ikke på noget tidspunkt formået at tvinge mig helt i knæ. Indrømmet, der er dage - som i sidste uge, hvor der igen var aktivitet i tarmsygdommen, hvor det er svært at gennemskue "whats the point", men jeg rejser mig igen.

 Der er ingen tvivl om, at jeg hele mit liv vil skulle modarbejde de tanker og følelser der trækker mig bagud. Følelser der går så langt tilbage at jeg ikke er i tvivl om, at de hverken har noget med virkeligheden eller min indsats at gøre. Men jeg har igennem tid erhvervet en viden der siger, at med kost, motion og søvn, kan jeg optimere mit udgangspunkt. Jeg kan give min krop et bedre fundament at rase igennem borderlinejunglen på. Englen og djævelen. Lev eller Dø. Det er de to kræfter der slås, og jeg ser min nye autoimmun sygdom som en manifestation af denne kamp.
"Autoimmun sygdom reagerer på stress," siges der. Så hold op med stress. Dette er super svært, fordi min psyke er stress-programmeret. Der er ikke mange mellemstationer fra laid back til frit følelsesmæssigt fald. Jeg har tænkt tanken, at jeg ved ikke at have børn eller parforhold ydermere minimerer den følelsesmæssige stress. Ikke at valget er bevidst, men det er hvad det er. For nu er det godt nok.

Man har en rygrad til man beslutter man ikke har

Som i måske opdagede, kom jeg ikke til det der voksen-yoga. Jeg orkede bare ikke. Jeg har de seneste måneder levet (klap-på-skulderen), asketisk hvad angår ernæring og givet den gas med fitness, så da dagen for yoga kom, valgte jeg at lade den gå og melde afbud. I protest.
Jeg.er.træt.af.at.gøre.det.rigtige.

Det funny ting er, at jeg har vænnet mig til at forsage slik, chips og dagligt alkoholindtag - det frister ikke. Når jeg er lækkersulten, så bliver det maksimalt en portion havregryn der fylder hullet i maven, - trøstespisehullet.
Hvad jeg derimod er tis-hamrende-træt af, er at vægten ikke styrtdykker ned af  i takt med kostændringen. I virkeligheden, er jeg træt af at min indsats (ja, det har været en indsats), ikke har båret den ønskede frugt,  at min nylig erhvervede tarmsygdom ikke er skredet af helvede til. Det eneste der er skredet er mit røvhul. Som i, det er i stykker. Som i, det er ikke lykkedes at bilde min krop ind at jeg intet fejler.  Efter endnu en langvarig affære med prednisolon, er jeg endelig kemifri på 4. døgn, og the ass takker straks med at overtage der hvor menstruationen sluttede. Tak for lort.

Så det blev yoga der betalte prisen.

Voksen nok?

I mit hoved er der ingen tvivl om, at jeg kommer til at rocke det der yoga jeg skal til. Gode venner "slæber" mig med i eftermiddag. I tankerne er jeg all for yoga men virkeligheden er, at de par gange jeg har prøvet det, er det endt med rastløshed og uro  tilsat en lille smule aggressivitet. Hvis jeg da ikke er gået før tid.

Min teori er at man skal være voksen nok. Voksen i denne betydning værende grounded og balanceret. Jo, jo, jeg er klar over at yoga kan medvirke til den slags sindstilstande, men der skal altså være en smule af det tilstede inden man smækker sig på måtten.
Derfor er der gået mellem 7-10 år mellem hvert forsøg på at starte på yoga. Jeg var ikke klar nogen af gangene, indtil jeg for et par uger siden prøvede med en veninde. Jeg fandt ud af flere ting:
1) Det er svært at trække vejret ordenligt
2) Jeg kan holde rastløsheden stangen en hel time
3) Man bliver mere øm all over, end til hvilken som helst power-jeg-skal-komme-efter-dig-puls-styrke-time

Så nu går jeg all in, for en eftermiddag og tager 1 1/2 time rigtig yoga (modsat forkert yoga, som foregår i fitnesscenteret).

Jeg tror det kommer til at se nogenlunde sådan ud, min måtte er også lilla.

Der er selvfølgelig rimelige chancer for at det kommer til at ende sådan her

Uanset hvad, så er det cool at føle sig voksen. Er du?

Vi er ude

Der blev hygget igennem i haven igår. Efter veninde-py-party, med dertilhørende chilled hvidvin og sund mad fra Uhmaro (kender du ham?) fredag, stod lørdagen i drivhusets tegn.

Det skal gøres klart og heldigvis har jeg flittig hjæp fra hønsedamerne. Mens jeg stod for rengøring af ruderne, tilbød de villigt at gennemgå jorden og gulvet i drivhuset for mider, larveæg og andet godtfolk der kan genere en kommende sæson i et forstadsdrivhus.

Det er en fornøjelse at sidde med en kop kaffe og se damerne hygge sig. Og så skider de heldigvis indenfor = instant gødning. 

Vi er ude. 

Jeg vil ikke ha det.

Mens Fru Z har fået sin fine bog udgivet om kræft og dødsfald, har en anden af blogverdens fine mennesker kæmpet sin kræftkamp.
Skyggesiden har ligesom Fru Z, ordenene i sin magt og vi har udvekslet frem og tilbage. Det er ikke i orden det der sker nu. Jeg kan ikke engang skrive det, fordi jeg forsøger at holde tårerne tilbage. Du må selv gå ind og læse. Jeg forstår det ikke, jeg forstår ikke hvordan man skal kapere dødsfald og sygdom og død eller rumme de følelser frygt, tab, panik og ked-af-det hedder hører med.
Det er ikke noget jeg kan kontrollere, og ved at indgå i relationer er risikoen der. Det er humlen af det hele.

Jeg gider det ikke.

Læs og forstå?

Jeg er fra den generation, der i folkeskolens mindre klasser løste opgaver i de bøger der hed "læs og forstå". Jeg husker at de fandtes fra 1-10, og vist også noget a,b, c und so weiter.
Jeg elskede dem. Det var dem man fik lov til at arbejde med, når man var færdig med det man nu skulle i timerne, så på sin vist en slags stræberbøger? Når man arbejdede med dem fik man selv lov,  til at hente en ny ovre ved musiklokalet, når man var færdig med den man sad med. Man fik udleveret lærerens store nøglebundt og kunne gå ud på de musestille gange. Det var en lille smule følelsen af at være forbudt, fordi alle andre sad inde i klasseerne og lyttede (sov?).
Jeg husker oplevelsen, følelsen og lydende af de tomme gange. Hvad jeg også husker, er at jeg ikke lærte en prut af "læs og forstå". Det var rent tidsfordriv, så for mig var det alt det omkring, der gjorde de hæfter til noget specielt. Hæfterne symboliserede at jeg ikke var dum, at jeg kunne noget bedre end andre.

Stik modsat har jeg det med en nyudkommet bog. Den er ikke tyk, den er ikke et hæfte, men da jeg læste den - læste beretningen, forstod jeg noget. Jeg forstod, at vi alle føler os alene når familien får sygdom og død ind i sine rækker. At vi ikke behøver være så berøringsangste. At vi kan mere end vi drømmer om og sidst men ikke mindst, at vi har godt af at dele vores historier. Da jeg læste Fru Z's historie første gang, havde jeg mit eget dødsfald i familien - og ved at læse om en anden familie, blev jeg bekræftet i, at jeg havde gjort det godt nok, og det betød alverden.

Fru Z's fine bog handler om den rejse det er, at følge sin svigerfar til graven. På den fineste måde.

Du kan læse om bogen ovre hos Fru Z, og når du nu er derovre, så kig dig lidt omkring, jeg er sikker på hun gerne vil have du bliver lidt længere.

Godmorgen Lørdag

Sådan ser man ud, når man er pænt tidligt oppe en fri lørdag, lige har fået den første kop kaffe og inden man starter bilen på sin weekendtur til Storestaden.

Nisse? Morgengrim? 40+? 

Det skal nok blive bedre og pænere op af dagen, og med den trofaste mac og photobooth, behøver man jo ikke et fancy-dancy kamera?

Weekenden får lov at indeholde frokostdate med en af ynglingsmenneskerne og aftenmøde med en flok damer jeg måske skal holde noget dameferie med, når vi ikke lige er på ølejr. 

I spil er Bulgarien (billige drinks), Grækenland (Lesbos, for man er ikke helt lesbisk før man har været der?) og et lille hotel i Spanien, drevet af to engelske damer.

Alle steder med mulighed for vandreture, løbeture og god lokal mad, så det bliver win-win uanset hvad vi beslutter.

Må din weekend blive ligeså god som min tegner.

Kh Nissen

Menageriet

Det der kamerabusiness er ikke blevet til noget endnu.
Der ligger to kameraer på matriklen, det en er et lidt oldschool digital fra min mor, der faktisk virker men har opløsning minus 4 tusind?
Det andet er det ganske udmærkede jobkamera, hvor linsen ikke vil køre ind og ud. Planen er, at få jobkameraet på kamerahospitalet, for jeg hader virkelig at smide ud. Så det er med lånte fjer, jeg viser dig disse her:

De er ikke mine, men de ligner min - dem der pibler rundt omkring Banehuset. Jeg var i haven i søndags og legede samme med hønsene at det var forår. Vi fik gravet lidt, flyttet lidt blade, anlagt to nye højbede og spist lidt orm fra komposten. 

Det var megahyggeligt. Jeg indtog en kop kaffe i det støvede drivhus, hvor der er vinteropbevaring af havemøbler. Her mente Hønserne der skulle sonderes for kryb, så de indtog - til fortrydelse for katten, drivhuset samme med os. Resultatet en forvokset 15 års killing, der ikke turde gå forbi hønsene. 

Achh...jeg kan mærke foråret helt ind i knoglerne. Hurra for glæden til de små ting. 

Kamera og krop

Har læst (skimmet) utallige tests (3) af digitalkameraer (eller var det kompakt? Komplet?) og er ikke klogere. De er jo alle fantastiske, på priser mellem 2-6.000 kr.-skalaen. Er der ikke nogen der bare kan sige hvad for et jeg skal købe? Så lover jeg ikke at læse manualen, men blot oplade det og starte med at tage billeder.

Devisen "småt er godt" vil være at værdsætte og kan det tåle at det tabes fra et træ eller trædes på (lidt), så er der pluspoint.

Og er du ligeså lidt gearinteresseret, når det gælder kameraer som jeg er, kan jeg på den personlige front fortælle at der trænes igennem - 5 gange om ugen, jeg begynder at like den der sunde stærke fornemmelse man får. Hvor fokus ikke længere (helt så meget), er vægten - men  den der fornemmelse at at min krop vil mig det godt, hvis jeg passer godt på den. Den trives med styrketræning og løb - og mit ønske er, at jeg kan styre tarmsygdom og tanker selv, uden alt det medicin der hovedløst udskrives.

If its not photographed, it did not happen.

Det plejer jeg at sige:"har du ikke billeder, skete det ikke", selv om den danske oversættelse ikke har den samme slagfærdighed over sig som den engelske original. You get the picture.

Det er ikke mange fotos jeg har taget de sidste år og siden mit trofaste lomme-kan-ikke-fucke-selv-det-værste-motiv-up-digital-uden-spejlrefleks døde, er det mest blevet til selfies af diverse fester og arrangementer, der føltes gode nok til at indikere at jeg har et liv...på instagram.

Så derfor er topbilledet fjernet. For nu. Alle de fotos jeg har, af nogenlunde digital kvalitet er simpelthen enten for brugte, for gamle eller uinteressante, så hellere en tekst - indtil mit billedliv igen føles opdateret, relevant og interessant. Og ja, Lebbeliv i provinsen er forsvundet. Ikke at noget er ændret der, men det er bare ikke så skide interessant længere vel?

Inspirationen til at "tage et kig" på hvad der sker, eller mest ikke sker med layoutet herinde, kommer fra Fru Z. en af mine all time favoritbloggere. Hun har ryddet op ovre hos sig, muligvis i anledningen af at hun lige om lidt får (endnu) en bog udgivet. Så sej er hun nemlig. Så da hun idag flashede sin nye forside, fik jeg set hvor pænt der kan blive når man opdaterer og styler sin blog bare lidt 2014.

Tag ikke fejl, min fjernelse af topfoto og indsættelse af lidt tekst, er på ingen måde et forsøg på at kopiere eller sammenligne mit ydmyge jeg med Forfatterdamen derovre, men blot en reminder til mig selv til at shake ting op lidt.
Komme ind i kampen.
Med det der liv.
Købe et kamera.
Tage nogle billeder.
Få et liv der er værd at gå online for (har jeg nævnt jeg holder Facebook pause? Som i total ikke tilstede online der), og fortælle om. For jeg sidder ikke kun i et hjørne og tuder.
Der sker mange ting, og det er på tide at jeg får skrevet lidt ned igen. Til jer. Herinde. Og til mig. For som min bonusmormor sagde til mig, da jeg besøgte hende inden jul, i en os af cigaretrøg (Mormors):"Du skal tænke på dig selv. Det er vigtigt at sørge, men ikke 3 og 4 år".

Nå. Ok så Mormor.