Tak

Vi havde den fineste bisættelse man kan ønske sig. I går. Fredag d. 17. februar 2012 bisatte vi vores mor. Dagen startede gråt, men solen kom frem, fuglene sang, menneskene dukkede op. Min mors mennesker. Min brors mennesker og mine mennesker.
Jeg græd under åbningsmusikken fordi den var smuk og den lille kirke var fyldt med mennesker og blomster og jeg græd da jeg bar min mor ud af kirken sammen med Broderdrengen og 4 af dem der var min mors.
Men ellers var dagen et langt kram, et langt fint farvel med præstens fine tale om "Vores A.", hænder der holder, hænder der bærer og om at være alene men ikke ensom. En dag hvor jeg var familiens repræsentant, holdt hovedet højt og var stolt.

De obligatoriske 2 halve boller og lagkage, som et Sønderjysk begravelseskaffebord består af, fik jeg næppe smagt, men jeg fik hilst, talt og krammet med de gæve gamle sønderjyder, mine venner og L.
L. stod stærkt for mig hele dagen, vi var et hold og jeg kunne hvile i at hun var der, talte med alle mors venner, med mormor på 90 (der stadig mener rygning bliver moderne igen), med moster, der er den sidste nu af 5 søskende og med min bedste veninde, der som mange andre har et blødt punkt for L.

Min mor satte sit sidste stædige punktum, ved mod skik at forlange ("Du må love mig ikke at lægge mig i fars grav"), at blive bisat i de ukendtes, og dermed få faster og moster til at undres, og sikkert lade snakken gå i den lille by. Min mor var sin egen. Og nej, så lægger man ikke min mors mange blomster hos min far, så skal de ligge der hvor min mor kommer hen, uanset hvad "folk tænker". Sådan må det være.

Tak for alle jeres kommentarer på mit forrige indlæg. De er alle læst, holdt til mit hjerte og gemt.
Kh
P.

Kolde fødder

"Når jeg skal sove, skal jeg lige have sokker på. Jeg kan ikke sove med kolde fødder". "Det kan jeg heller ikke mor, L. er ved at blive sindssyg over alle mine sokker i sengen. Jeg spørger lige sygeplejersken om et par". "Mor, dine fødder er helt tørre, skal jeg ikke give dem lidt creme inden du får sokkerne på?". "Jo, fod massage er bare luksus". "Er det for hårdt mor?". "Fod massage kan aldrig blive for hårdt P".


Moderdyret ligger og hviler, med et blødt drag om munden, der for mig ligner et smil. Jeg er alene med hende. Vinduet er åbent og der er tændt fyrfadslys på natbordet, hvor sygeplejersken har lagt en lille dug. kl. er efter midnat og hun er fin. Alt er stille. Det er nat. Kun min mor og mig.

Det er underligt, at hun ikke trækker vejret,. Hun er helt varm at røre ved, og for 2 timer siden hev hun efter vejret og bad om hjælp. 10 minutters dødskamp med dødsangst efter 8 timer med hende og mig, samtale, berøringer, smil og tårer. 10 forfærdelige minutter, hvor jeg er totalt hjælpeløs, mens min mor kæmper sit livs sidste kamp. I minutter hvor hun mellem  "hjælp mig" og "giv mig nok til jeg går væk" får hevet masken af og sagt "I skal være gode ved hinanden".

Mine tårer. Som også flød da jeg kørte gennem landet for at nå min mor, med Whitney i radioen. Nå at være hos hende, for jeg vidste det. Jeg vidste søndag at jeg måtte afsted. At jeg skulle være der. Nu. Ingen havde sagt noget. Jeg vidste det. Hun vidste det. Hun var ikke overrasket over at jeg kom. Hun var taknemmelig for at jeg blev. "Jeg er tryg når du er her". "Jeg er glad for at du får mad og en seng", sagde hun da sygeplejersken sendte mig ud med en madbakke og tilbød at køre en seng ind for natten. Jeg fik ikke brug for den. Jeg sad og slumrede sammen med hende. I stolen ved hendes seng. Lagde hovedet på madrassen, holdt hendes hånd. Græd. Ringede og updatede L. og Broderdrengen, men vidste at jeg ville være alene med det her. Med hende. Hende og jeg. Hun hjalp mig ind i livet og jeg skulle hjælpe hende ud. Det vidste vi begge. "Du er tapper min pige og smart med dit nye korte hår". "Jeg ved du elsker når jeg har kort hår mor".

Nu sidder jeg her. Rører ved hendes ansigt, hvor linjerne er udviskede. Hendes træk afslappede. Rører ved hendes hånd, jeg næsten ikke har sluppet i 8 timer. Den er varm og fin. Mors hånd. Husk den P. Husk følelsen.
Hendes krop er viklet fint ind i et  hvidt rent lagen. Men fødderne? Hvad med fødderne? Jeg rejser mig. Pakker forsigtigt hendes fødder ud af lagenet, er bange for at vække hende, selv om hun ikke trækker vejret. På storetåen er en seddel med hendes navn. Det ser spøjst ud. Fødderne er bare og kolde, men ikke tørre. Jeg finder de lilla stribede fleece sokker som både hun og jeg ynder at sove i. Hendes sokker. Jeg giver hende dem på. Pakker hende ind igen, i lagenet. Kysser hende på panden, inden jeg går ud for at vente på Broderdrengen og L.

Vi kan ikke sove med kolde fødder.

Grimhed og smukhed

En smuk sensommerdag, med regn, sol og regnbuer. 

Den smukke have, der trods manglende opmærksomhed viser mig naturens vidunder. 

På denne dag, fik vi at vide at kræften har bredt sig. 

De vil hjælpe med stråler og kemo og hjælp derhjemme, men hun vil dø. Hun vil dø som min far, da han døde på samme årstid af samme sygdom for 5 år siden. Ikke nu, ikke på samme måde, men formentlig ikke kønt. Min mor vil dø.

Min erfaring er det ikke er kønt at dø af kræft. 

Vi ved, at det bliver grimt, ondt og umenneskeligt. Igen.

Men haven blomstrer, og vil gøre det igen og igen. Og når jeg er ude på den anden side, vil jeg igen kunne opleve den skønhed, der i dag mødte mig da jeg kom hjem fra hospitalet. 

Spøgelserne

Midt i sommertiden, midt i nedtællingen til L.s hjemkomst, midt i havens frodigste tid, midt i ugen hvor det er 5 år siden min far døde af kræft, kører jeg i dag til Sønderborg.
Jeg skal til møde i morgen. Med min mor på 62 år, og en overlæge på sygehuset. Om min mor. Der er taget prøver. Der er fundet "noget" på lungerne. Måske får vi opklaret, hvorfor hun har haft feber i en måned.

Jeg bruger al min kraft, på at holde dødsspøgelserne, kræftspøgelserne, forældredødsfaldsspøgelserne fra døren.

Det der hører kirken til

Var til den der tvillingebarnedåb i weekenden. Og kirkelig velsignelse af et registreret partnerskab mellem de to smukke mødre. Det var en glædens dag.
Glæden og sorgen ligger tæt i disse dage. Jeg mærker naboens sorg over sønnens død. Jeg mærker glæden over mine venners kærlighed og deres 3 børn.
Midt i alt det står kirken. Præsten. Gud. Om man tror eller ej. Der er ritualer. Ritualer for fødsel og ritualer for død. Jeg tror de hjælper os med at finde vej. Ritualerne. Om man tror eller ej.

God søndag, where ever you are <3