Jul under solen og sol mellem ballerne

Som de fleste af jer ved nu, så drager jeg igen afsted til Lanzarote for at holde fitness-uger mens i andre eller nogle af jer, holder jul.
I år er vi 5 der tager afsted den første uge og vi er to i "jule"-ugen. Vi har bestilt morgenmad, dobbelt-lejlighed, Campari og solskin.

Hvad jeg ikke havde bestilt, men får med alligevel, er min egen julekalender.
Den søde læge på det fynske sygehus, konstaterede igår at tarmsygdommen er i udbrud igen, og gav mig i recept på 24 flasker a 125 ml (det er på størrelse med en halv flaske vand), som jeg dagligt  til natten får fornøjelsen (og min roomie får fornøjelsen af at overvære!), af at sprøjte, ja jeg sagde sprøjte op i den røv der er i stykker. Super.

Da flaskerne skal blive i originalpakning, og det samme skal det tilhørende prednisolon til endnu en prednisolonkur og hestepillerne (6 stk dagligt, hver på størrelse af et stk. hubba bubba), har jeg brugt noget af i dag på at ansøge om at tage en ekstra kuffert (!) med som håndbagage, udelukkende til medicin. Så det.



Al i wished for was

Det der kommen videre noget...

Det lykkedes ikke skide godt, når jeg selv skal sige det. Jeg svinger mellem at være ok og så nedefter. Statusrapporten her sidst i november er således, at jeg føler mig skrøbelig. Min krop bliver træt af motion på den "gamle-og-øm-i-skroget", måden og ikke på "total-i-orden-form" måden.
Mit hoved og mine tanker vil gerne dreje negativt, med katastrofetanker og alt hvad det indebærer af (u)hyggelige ting.
Jeg føler mig usikker på jobbet, og bruger det meste af min energi på at foregive at være ok det sted, der udbetaler til huslejen. Men det er også her jeg finder mine bedste fristunder. Mantraet én dag af gangen, er vigtigere end nogensinde, for hvis jeg skuer for meget udover mit liv og mine muligheder, går jeg i sort.

Jeg savner. Jeg savner mine forældre helt åndsvagt og jeg er langsomt startet op i endnu en runde terapi, fordi jeg ikke føler jeg kommer længere selv i bearbejdelsen af sorg. Der er nu gået halvandet år siden jeg bisatte min mor og over 1 år siden jeg gjorde det samme med mit forhold.  Bearbejdelse kræver samtale, og dem jeg ville tale med, som kendte min mor, har trukket sig fra mig. Fra min kærlighed, og min vrede og alt hvad der er indimellem.
Jeg savner mit parforhold, og selv om det er skidesvært at indrømme og ikke mindst at skrive, så savner jeg min kæreste. Som at hun ikke er mere. Som i at vi er nået dertil, hvor vi efterlyser ting der blev efterladt. Nogen gør.

Så det.

Fra os til jer - Glædelig jul

Samler i med igen i år?

Fra os til jer - Glædelig jul

Hvad sker der lige med bloggeriet?

HAIEEEEEEEEEJ

Ja, jeg er her stadig. Eller i virkeligheden er jeg jo ikke specielt meget her. Den der "sommerpause" trak ud. Bloggeriet var en stor del af mit tidligere parforhold (!) og jeg har forsøgt at regne ud hvordan og med hvilken motivation jeg skulle fortsætte.
Når det så er sagt, ville jeg lyve hvis jeg sagde at jeg var ligeglad med om nogen læste med/kommenterede. Det er en kæmpe del - og med selvmordet af den der bloglæsningsoversigt (kan ved min død ikke huske navnet, wtf?) - er det nu nærmest umuligt at følge med i andres blog (med mindre de spilder på facebook og jeg er venner med dem), eller jeg ved en nærmest-fejl bruger bloglovin....Er ikke vild med bloglovin. GOOGLE-READER, det var det den hed - den var smart og dynamisk. Bloglovin er...den sucks.

Hvad gør andre? For det er ikke særligt fysisk muligt at zappe rundt direkte til alle de blogs man hhv. skimmer, overser, læser eller ignorerer. Eller er det? Det magter jeg simpelthen ikke.

Og uden publikum, intet offentligt Banehus - så der, da fik du en forklaring hvorfor jeg blogmæssigt hænger i bremsen.
Bum bum - konklusion? Ingen endnu - giv mig et godt blog-læse-redskab (Univers?), og vi får se.
Møs møs

Sommerpause

Heldige mig - der har sommerferie fra i morgen kl. 15.00 - og vejret er p.e.r.f.e.k.t. til årets ølejr. Det går godt her. Tankerne er faldet lidt til ro og fra at være nervøs over min kommende fødselsdagsfest, har det udviklet sig til at kunne blive Årets sommerhavefest, med telte bagerst i haven til de overnattende gæster fra Sjælland og Jylland, ølejr kok og blafrende teltdug og shots - præcis som jeg altid har forestillet mig at fejre min 40 års.

Det eneste der ikke bliver råd til, er Karen-Marie Lillelund, i ved, hende bakkesangerinden. Jeg har altid ønsket mig hende som underholdning, men det bliver vist lige dyrt nok, så jeg satser i stedet på at vi skruer op for Prince eller George Michael og danser under de kulørte lamper og bøgetræet.

God sommer derude og på kærligt gensyn.

Hot and Not i juli

Hot

• bullet lister
• impulshandlinger der resulterer i invitation til  50 mennesker til spontan forsinket-have-fødselsdags-40-års-fest
• gemen festarrangør der bare står klar!
• Ynglingskok der bare står klar!
• haven og al dens herlighed i juli
• hønsedamerne og chuck 
• det nye projekt hønsehus
•  Dumbster diving
• venner der ikke kan skræmmes væk
• hemmelige pennevenner
• dynen

 Not

• Tårer over afbud til spontan-forsinket-have-fødselsdags-40-års-fest
• Angst for ikke at lave en fin fest
• Prednisolonkur og prutter
•  trøstespisning
• selvmedlidenhed
• uren hud
• totalt ustabilt latterligt fundament

Så må der spises igen

Undersøgelserne viste at jeg ikke har kræft.

Den lader vi lige stå et øjeblik og trækker vejret en gang eller to, for jo - min hjerne var begyndt at frygte at vi ikke talte om en uregerlig polyp eller en vildfaren hæmoride.

Undersøgelsen var, som den slags er, ikke behagelig, men nødvendig. Jeg har med al sandsynlighed en kronisk tarmsygdom, der vil kræve en hidsig binyrebark hormonkur i 8 uger og så forebyggende medicin resten af livet - men det kan jeg håndtere. Konsekvenserne af diagnosen er jeg endnu ikke helt klar over, arbejder i fortsatte blodprøver, a...en anden slags prøver og apotek, læge og stuff, men jeg har fået noget der hedder en kontaktsygeplejerske og en fast afdeling und alles :o)

I can do that. I can do this. I will do that.

Det var ikke kræft......pfew.

Mad?

Ok, fuck den der undersøgelse, jeg vil bare gerne have noget mad igen.....

Den ucharmerende 2'er

Den flyvende start på den nye blogadresse, måtte man så kigge i vejviseren efter. Tak for jeres tålmodighed.
 Jeg talte med et nært menneske om, hvor svært det er at finde grænsen mellem privat og personligt i en blog, for vi vil jo alle helst læse det personlige (og også nogen gange det private), men som blogger er grænsen hårfin. Det er ingen hemmelighed, at jeg fik pænt kolde fødder da jeg tilbage i december blev "outet" og blev fortalt at min blog blev (bliver?) brugt til løs fredags-øl underholdning af mine kolleger, og det har taget mig godt det halve år der er gået, samt en detour på hemmelig blog, til at indse at ingen skal styre hvor min blog er. Altså udover mig.

Jeg lægger mine ord ud i cyberspace og dermed accepterer jeg at den er tilgængelig. End of story. Så det er mine nosser, der afgør hvad jeg vil lægge ud. Men lægge ud kommer jeg til, for jeg kan godt tåle at være den modige.
Jeg er modig. Basta.

Jeg er også modig, når jeg på mandag drikker det afføringsmiddel sygehuset har sendt til mig og faster hele dagen (how?) for tirsdag at lægge mig på en briks for at få en kikkertundersøgelse i 2'eren. Det er modent og voksent. At tage ansvar for sit helbred. At lytte til sin krop, når den opfører sig anderledes end man er vant til, men hold-nu-op det føles usexet og mormor at skulle gennem noget der på skrift lyder smertefuldt og en lille smule skræmmende. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke er så modig hvad det angår og slet ikke når hospitals-dame-i-telefon fortæller noget om pakker og at den hurtige henvisning er baseret på symptomer de gerne vil udrede hurtigt. Aimen, jeg skulle jo bare lige tjekkes. Elsker til gengæld den her tegning, der gør at man får lyst til at blive læge (not).

Dating or not dating

Havde ikke set det komme. Not really. At jeg igen skulle ud på dating markedet. Er single på 9. måned og har ikke motivationen til at date. Jo, jo - jeg bevægede mig kort ud i mylderet for noget tid siden, og endte med en ny ven, en fin en, men brændte ganske hurtigt fingrene da der skulle handling på, læs: "Er vi kærester nu?".

Nej, det er vi så ikke, for virkeligheden er at jeg stadig elsker L. og hun elsker en ny. Sidstnævnte oplysning har som sådan ikke noget med mig at gøre, men er bonus info der forklarer hvorfor jeg tydeligvis godt kan glemme at forsøge noget der. Igen. En klog kvinde sagde for noget tid til mig,  "når kvinder først går, så er de gået". For good. Den stak fandme, men jeg er ikke anderledes selv - er jeg først smuttet, hvad angår de romantiske følelser, så er jeg smuttet. For good. Men come nu on, det gælder jo ikke den anden vej rundt vel? Eller? Virkelig?

Nå, men tilbage til det der dating. Jeg elsker at det er blevet et begreb, at man ikke går fra date til kærester, men har adapteret endnu en amerikansk ting, vi nævner i flæng Valentines, Halloween og marshmellows og nu kan date for at finde ud af om det reelt er noget der skal puttes følelser, indhold og ressourcer i.

På en anden note, så føler jeg mig pt. som om det der dating halløj er kørt. Jeg er 40 venner, og har set så mange lesbiske og er blevet så tilpas kræsen, at det umiddelbart virker mere attraktivt blot at køre det her løb selv. I hvert fald for en tid.

Dater du?

A whole lot of nothing

"Lebbe på landet", det lyder ganske godt ikke? Som i ser har jeg importeret indlæggene fra "Lebbeliv", så nu begynder det at ligne hjem. Efter et halvt års tid (nok nærmere 1 år), har jeg følt mig blog-hjemløs. At starte et nyt sted en ny blog, var slet ikke mit behov - så at have fået alle de gamle indlæg  over gør en forskel.
Yai, jeg er samlet igen.

Der er bare et lille aber-dabei. Der er ikke ord i dag, eller det er nok nærmere sætningerne der mangler. So i bliver nødt til at sidde tight og vente lidt.

Men Yai!

Hvor mange gange kan man sige velkommen?

Lykken er ikke en lukket blog. Spørgsmålet for mig den senere tid, har været hvor  er relevansen for en blog. For mig. Til mig.
Et spørgsmål de fleste af os bloggere stiller os selv (og læserne) af og til.
Nu har jeg haft lukket blog et halvt års tid og det er fandme kedeligt. Jeg har savnet de gamle rammer ovre i Lebbeliv, men samtidigt været svært bevidst om at den tid er forbi. Det føles ganske enkelt ikke så fantastisk længere, når man ved der kigges over skulderen på den lidt lumre måde.

Den lukkede blog, Medstrøm, havde gode intentioner. Privathed, mindfuldness og Zen living amongst others, men det virkede ligesom bare aldrig helt. Jeg er jo ikke skide zen særligt ofte. Jeg kan være det bevares men er det ikke mere end jeg er neurotisk, entusiastisk, og 1000 andre fine ting.

Det korte af det lange, i stedet for at stræbe efter Zen og mindfulness, vil jeg hellere bare være mig. Ikke stræbe så meget længere efter det der mangler eller kunne være anderledes. Jeg vil gerne være en bedre mig. Som i, at omfavne de sider der er, fordi de i sidste ende udgør det der er mig.

Så nu starter jeg her. Åbent. Jeg har et ønske om at det bliver en fin blog der holder længe, for mig og for dig. Hvad det ender med, vil tiden vise.