Snakker du om timing?

3 dages restferie lakker ukærligt mod enden. Hold nu fest det var godt ikke-planlagt, for vejrgudinderne har da virkelig spillet med. Og.Jeg.Har.Nydt.Det.

Jeg har som i ved pjækket fra iForm løbet, men fik alligevel jogget mig igennem 7 fine km dagen efter, efterfulgt af en dejlig dukkert ved Hasmark - og jo, man kan mærke forskel på vandet nu og i december. Jeg har fået malet verdens flotteste plankeværkhegn (Lene, hvornår hedder det det ene og hvornår det andet?), og har nu en helt andet glæde ved at trisse rundt i baghaven.

Mine tanker og mit kolokæmpe forkølelsessår er gået amok, men siden jeg ikke har skulle bekymre mig om deadlines, afleveringer og afprøvninger på jobbet, har det været hvad det være må. Jeg har indlagt passende morfædre, når jeg blev for træt i hovedet.

I aftes kom gode venner forbi, til snobrød og pølser over bål, serveret med en Prince Du Danemark Caix vin (hvorfor bundfald Henri? Hvorfor?), og verden viste sig fra min ynglingsside; udeliv, trygt selskab og bare tæer.

Nogen kan jeg bare det der timings-pis.

Løb eller ikke løb

Om mindre end to timer er der iForms løb inde i Odense og jeg er tilmeldt.

 Det er 5 små kilometer, så strækningen skræmmer ikke (modsat de 21,2 på lørdag til Lillebælt). Men solen skinner, fuglene synger, hønsene "snakker" i haven og mit nye superhegn vil gerne males.

Mine ankler og min hofte er begyndt at drille, og jeg har på de sidste mange løbeture været øm på en mærkelig måde. Det kan skyldtes, at der er noget sygdom der sidder og roder. Det dobbelte herpes udbrud ved munden er ligeledes en indikation på at kroppen er lidt for presset.

Men jeg har det godt. Jeg havde en helt speciel oplevelse med en veninde i fredags, hvor hun healede mig, midt på cafeen hvor vi havde aftalt at drikke kaffe. Energien hun sendte til mig, kunne føles fysisk og vores samtale har sat tanker i gang. Bl.a. kan jeg ikke løbe mig til et bedre liv. Motion er en god faktor i mental helse, også for mig, men jeg kan ikke klare det hele ved at grave huller og løbe halvmaratoner (damnit!). Så dagen i dag, med al dens forår og al den solskin bliver en pjækkedag fra løb. En dag med min have og mig.

Må din dag blive fyldt med sol. 

Sov sødt Lene

Lene døde i går. Både Blogsbjerg og Helle har mistet en ven og siger deres farvel. En lille dreng og en mand, deres mor og livspartner.

Jeg kendte Lene gennem mailudvekslinger de sidste år. Hun var en af dem, der med sit skrevne ord kunne trøste mig og vi kunne måske, fordi vi ikke havde mødt hinanden, blotte os helt. Hun var ikke en IRL ven, familie eller noget. Alligevel føler jeg at jeg har mistet noget i dag.

Hvil i fred kære Lene.

Påsken

Jeg faldt i selvmedlidenhedens sø i aftes. Som i nu-tager-jeg-svømme-vingerne-af-og-støber-benene-i-beton-udkast-fra-10-meteren. Hold nu k... hvor kan man generere en pæn mængde selvmedlidenhed en fredelig mandag aften hvor man har haft lidt for meget tid, til at lade tankerne gå baglæns.
Baglæns til min mors ord "Kommer du ikke hjem i påsken" (efterfulgt af et lille snøft og meget lille stemme).

Jeg orkede ofte ikke tage hjem i for lange stræk af gangen. Sandheden var at vi ikke var gode for hinanden, i mere end lad-os-drikke-kaffe eller jeg-kommer-forbi-og-spiser-måske-sover-og-kører-imorgen-igen. Alligevel savnede vi ofte hinanden. Vi formåede dog sjældent at komme ind til det når vi så mødtes.

Nu er det så påske, og jeg har ferie hele ugen. En uge der bliver fyldt med gode aktiviteter, venner, udeliv, og endda en lille date. Men da jeg i aftes sad med næsen lige akkurat over vandhøjde i selvmedlidenhedens sø, var min eneste tanke, at jeg gerne ville hjem til min mor...