lørdag den 23. august 2014

Høns ude og inde og 6 feet under

Dagen i dag har været viet hønsene, deres velbefindende, naboers morgensøvn og vintermenuen.

Jeg startede kl. 08.00 med at slagte de to hønse-drenge. Det var tid. De var begyndt at gale begge 2 og har den sidste uge boet i bachelorlejlighed med adgang til majs og fedefoder. Det er sin sag at starte dagen fastende, med at være SÅ friluftsagtig og slå sin egen mad ihjel. Men det er vilkårene. Det er ok. De har haft det godt i 12 uger, hygget sig og spist det de nu kan.
2 timer senere var de forvandlet til fryse-færdig-vintermad, 2 stk. 600 gram dværghane


Med følelsen af tilfredshed og selvforsyning, fortsatte jeg med projekt "automatisk åbne/lukke dør til hønsehuset. Rygtet vil vide, at naboerne i sommers var en smule anstrengte på min 10 dages Grækenlandstur, da de hver morgen blev vækket 04.30. Indtil de heldigvis var så fornuftige at spørge hønse-passerne, om de selv måtte åbne og lukke for kræene. 
De er så søde, mine naboer og har siden tilbudt, at jeg til enhver tid kan bede dem gøre det, når jeg skal ud. Nu skulle den så være grejet. Med installation af denne åbne/lukke mekanisme. 
Den var relativt nem at installere, at programmere OG det ser ud til at virke. Den kan stilles til et fast åbne/lukke tidspunkt, eller man kan programmere den indbyggede sensor til at åbne/lukke ved en hvis LUX mængde. Jeg har valgt timeren (07:00 og 21:00), da maskineriet er placeret i skygge og ikke nødvendigvis vil reagere så godt på LUX.







Hele arrangementet kan købes til omkring kr. 1.200, hvis man tilkøber den anbefalede aluminiumsdør, hos engelske Flyte So Fancy Ltd. 




onsdag den 13. august 2014

At vægte

Nå, den der fortsættelse med hønsedøren der skal gøres automatisk, må vi vente på. Der er ikke sket en skid, siden jeg postede det lidet interessante indlæg.

Det der fylder, det der bruges tid på og det der gør at jeg sover ret godt er min nye passion. Vægttræning. Yes, som i hun løfter vægte sammen med de store gutter i fitnesscenteret. Ikke zumbatimer, mave, balder, lår eller små stænger med 2 og 5 kg. Ikke at jeg ikke nyder den slags timer, men der er ikke længere tid til det.
Jeg træner 2 dage og har en dags pause og så 2 dages og en dags pause osv. Hver session ender på ca. 1 1/2 til 2 timer, så haven sker der heller ikke så meget i for tiden.

What I didnt know, er at det ikke er let (!). Vægten man spasser på er selvfølgelig selvvalgt, men at en øvelse kræver så meget fokus, koncentration og motorik, det havde jeg ikke regnet med.
Men det følelse af kropsbevidsthed det giver mig, at jeg kan mærke hvilke dele af kroppen der arbejder og at kroppen gerne vil det, er fantastisk.

Jeg har ikke nogen mål endnu, som i jeg vil kunne løfte så meget, have sådan en tyrenakke eller lignende. For nu nyder jeg blot at min krop nyder det. At den trives og former sig stille og roligt. At de 10 kg, der har sneget sig på siden rygestop og tarmsygdom er forsvundet og at de kg der ryger på nu er muskler.

Løb? Jeg løber stadigt, men ikke så meget - jeg har et halvmaraton mere i år (det 3. og sidste), som skal gennemføres og hvor jeg håber på en bedre tid. Løb forsvinder aldrig, men hold nu kæft det her nye er godt.

Træner du noget?

fredag den 8. august 2014

Hønsesnak

Kyllingerne er ved at blive store. De tog et kraftspring mens jeg svømmede rundt på Lesbos og naboerne ringede da jeg var på ølejr, for at bede om lov til at lukke hoben ind og ud, da de blev vækket kl. lort af Chucks territoriale kykkeliky. De 3 kyllinger, hvoraf de to nok desværre er haner uden meget kød på, render stadig gennem de store masker i nettet, og er til stor irritation for undertegnede begyndt at udforske køkkenhaven, der ikke er indhegnet.



Der skal grej til. Så der er indkøbt automatisk motor til åbning og lukning af hønselemmen. På sæt vis skal hverken naboer lide unødigt eller jeg have dårlig samvittighed, når jeg daffer på weeekendture eller ferier.




Nu skal jeg blot varme op til den hjerneblødning jeg plejer at få, ved installation af noget teknisk. Så er hønsehuset selvkørende. 
Wish me luck også-taler-vi-ikke-om-den-kommende-slagtning-af-2-haner