Rundstyk

Jeg er nok den værste blogger ever. Rundstyk. Jeg lod jer sidste uge sidde med en cliff-hanger. Jobstart med monstrøs Boss og meget angst Prophecy.

Jeg overlevede. Boss og jeg har talt 5-7 sætninger (inkl. "Godmorgen"), og ellers har jeg passet mig selv. Kigget på mine opgaver, talt med klienter, lavet aftaler. Ikke haft ondt i maven. Blevet lidt forvirret af og til, nedsat hukommelse (reaally irriterende, spørg L.), og træt i hovedet når jeg går kl. 12.00. Men det gik ok. Jeg døde ikke. Jeg blev ikke fyret selv om jeg stadig tror det kan ske, jeg sagde ikke op og jeg fik ikke angstanfald.
Jeg formåede at tage én dag af gangen. En dag af gangen hvor jeg vidste, det er kun 4 timer, jeg kan sove morfar når jeg kommer hjem, haven, hønsene og en eksamensramt L. er hjemme hun blev færdig med eksamen i går  og nogen har gjort det godt, når jeg kommer.

Jeg håber, og beslutter hermed, at job ikke skal gøre mig så angst igen. Jeg ved det ikke udelukkende handler om jobbet, men også om min eksistenskrise- og angst. Hvad nu? Hvorhen? Men at få lagt noget af frygten for selve jobbet, kan måske give mig noget ro til at kigge på de andre ting. På mit liv, på de gode ting, på alt det der er blevet forsømt siden min mor blev syg for snart 1 år siden.

Vennerne, kæresten, mig selv. Jeg skal genfinde og opbygge min selvrespekt. Finde behov, mærke behov, mærke lyst og have lyst til at gøre noget ved det.
Bestille ferielæsning på amazon.com/uk (tjek), bestille tid ved den fine økologiske frisør, hvor der ikke kører reklameradio, og hvor man kan få den fineste urtete mens man klippes (tjek), aftale ugentligt date med L. sommeren over (tjek), måske tage en uges ego-ferie hos venner i Skotland, når jeg er fyldt 40 (!!).

To be honest, bare det at mærke lyst til noget igen er en lettelse. Jeg føler jeg har kigget ud i afgrunden og taget et skridt tilbage. Det skal nok gå.

 På besøg hos naboen nordpå. Der diskuteres hønsehold og ses generelt godt ud

 Vi har byttet to af de meget livlige islandske hønsekyllinger til 2 af naboens rolige "labrador" høns (den gule)

 Moderdyrets studenternellikker er sprunget ud. De klarede flytningen :o)

 Køkkenhaven har haft godt af min sygemelding

Snegl

Jeg er en fucking snegl. Lige så stærkt mine tanker kan løbe, lige så længe tager det mine følelser at følge med. Eller ikke at følge med. Ugen har været hektisk på den følelsesmæssige front. Noget med en masse adskillelsesøvelser ift. det syge Moderdyr og Broderdrengen. Få set på hvad der er mit og hvad der er deres. Deres og mit.

Da jeg fandt mit eget midt på ugen, resulterede det i en forløsende erkendelse af sorg og magtesløshed og de tilhørende tårer. Med lyd.

Da ugen nærmede sig sin afslutning blev sorg og magtesløshed erstattet af panik over den forestående indflytning af hende den pæne. Som igen blev kanaliseret over i angst over at køre i mindre snefyldt landskab i stor varebil på sommerdæk og manglende tro på parkeringsmuligheder. Ai-com-nu-on altså.

Jeg kører jo udmærket. Varebil i stor klasse har jeg kørt før og det er endnu ikke lykkedes Aarhus, ikke at producere en parkeringsplads til mig, være det sig til mini, trailer eller som i fredags monster varebil.

Hende den pæne har få og selvfølgelig pæne ting, så på blot en dag fik vi slæbt ud, malet værelset og kørt til Nordfyn OG slæbt ind. Der er fordele ved at være kæreste med en yngre model, bl.a. at de ikke har akkumuleret så meget stuff som ældre modeller har.

Så gik jeg ellers lørdag aften og ventede på at panikken ville brede sig. Over at hun var her. At alle hendes ting var her. Og det kom bare ikke. Vi har levet sammen i længere tid af gangen i banehuset, men alligevel føltes det anderledes lørdag aften. På den gode måde. Ingen panik. Blot ”ai-skat-nu-bor-vi-sammen-skal-vi-ikke-spise-foran-fjernsynet-og-have-snacks- hyggeligt”. Og ideen med at være ved at indrette sit eget værelse, til panik tider, virkede overflødig og lidt fjollet.

Søndag fortsatte hyggen, med intens udpakning, sortering og at få plads i skuffer og skabe. Det er altid dejligt at sortere, når det betyder man slipper af med nogle grimme ting (mine), for at ”få” nogle finere ting (hendes).

Vi købte ind sammen (har vi gjort tusind gange før), og det føltes anderledes. På den gode måde.

Da jeg så skulle sove, kom panikken. Vejtrækningen strejkede, og der var ingen ord til det. For det. Jeg afprøver p.t. nogle vejrtrækningsøvelser/afspændingsøvelser, og de hjalp, men efter 1 time, hvor kroppen begyndte at ”få myrer” under huden, måtte jeg give op og fortrække. Ikke til ”eget-værelset”, der endnu ikke er indrettet, men ned på den trygge hårde sofa i stuen, hvor jeg tilbragte natten, sammen med klæbekatten.

The lesson? At jeg ikke undgår at beskæftige mig med, at det for mig ikke er ”bare lige” at flytte sammen med selv den pæne. At det kræver noget erkendelse, samtale og proceslort, selv om jeg da liiige troede at det bare gik. Suk. Not many breaks this january ….

Lidt om luft

Umiddelbart kunne det se ud som om disqus kommentar episoden tog lysten til bloggeriet væk. Der skal mere til. Den første uge er gået stærkt, jobbet har krævet sit og jeg har skrevet på EU Udbud siden i mandags.

En dag af gangen konceptet er igen det eneste der fungerer, da jeg er så sygt dårlig til at rumme mange ting på én gang. Kæresten bestod sin eksamen (tror jeg nok lige), så den kasse kan vi lukke for en tid. Andre åbne kasser er kræft-sagaen, der p.t. handler om ny medicin for at ta pusten fra de små sure celler. Jeg forsøger at leve ved siden af.

Jeg et voldsomt behov for at om-indrette Banehuset. L. flytter ned per 1. februar, og det har jeg ventet længe på. Glædet mig til. At tanken alene, nu hvor jule-tam-tammet, eksamen og jobforhandlinger er overstået, giver mig åndenød og en følelse af vi ikke kan leve i dette ufunktionelle lille univers, hvor mindst 5 af møblerne er kommoder og ikke opfylder behovet for at rumme L.'s fine køkkenting, vores tøj eller mit imaginære bibliotek, bliver tvangstanker og staccato åndedræt det altoverskyggende. Det er fjollet, i know - og handler i bund og grund om at alene-bo-damen (mig og katten), gennem 15 år har haft sine huler alene. Sine møbler alene og sine projekter alene. Nu kommer hende den anden, ikke blot med meninger og god smag, men også med ting, tøj og uden mulighed for at tage nordpå, når min vejrtrækning er utilstrækkelig.

Som i nu er vi et bo-sammen-par ja ja, jeg ved vi har været sammen 3 1/2 år, med samme postadresse, nøgle og vaskemaskine. Hun er den pæneste, tålmodigste, blideste og mest strudsede jeg har været kærester med, så jeg er ikke i tvivl om at hvis nogen, så skal hun flytte ind. Hende. Det skal være hende. Hun må godt. Hun står allerede på postkassen, vi har varmet op over 3 år. Øvet space, din sandkasse/min sandkasse, vi har flyttet nogle af hendes ejendele ned over tiden. Hun er synlig i Banehuset også selv når hun ikke er her.

Men jeg ved og hun ved at jeg ikke slipper for panikken, .....den er en del af mig-pakken. Så du er velkommen panik. Jeg ved du er der, jeg mærker du er der. Du må godt være der. Kun på den måde forsvinder du igen.

Bor du sammen med en kæreste? Og kan du få luft?

Min egen tissemand og lidt om kræft

Dagen i går gav noget forløsning. Min bror tog ned til moderdyret for at 'sort it out', med nye indkaldelser, kopi af journal og for at hjælpe i hendes desperation.
Det viser sig, at det smertestillende hun får for at lungen skal hele, har bivirkninger af desperation og fortvivlelse. Det viser sig, at der er kræft i lymferne og at hun skal have både kemo og stråling.
Det viser sig at hun selv har formået at bestille transport, til den samtale i Odense mandag, hvor vi vil blive informeret om forløbet.

L. og min bror tager med. Det er win-win for alle. Min bror kan samarbejde med L. der ikke har følelserne ude på tøjet som jeg. Min mor afviser ikke L. Min mor skal ikke forsøge at hjælpe mig eller jeg hende. Heldige mig. Jeg kan gå på arbejde og har en kæreste, der tager over for den dag.

Sluttede dagen med lægevagt og penicilin. Tjørnehækken gik til modangreb (igen), da jeg skulle klippe og tynde ud og min pegefinger er nu på størrelse en teenager-tissemand (!) og kan ikke bøjes. Av. Men peanuts smerter ift. de følelsesmæssige der har præget denne uge.

en dag af gangen

Dagene klares med dybe vejrtrækninger. Forsøget på at dele tanke- og aktivitetskaoset i de 4 kasser; mor/sygdom, arbejde, salg af freaking campingvogn og mit liv med L.
Det sidste bøder for angsten, nervøsiteten og det sitrende energi der præger de 3 første. Heldigvis er hun her endnu. Også selv om hun er taget nordpå i dag for at tanke om med DHL, familie og venner. Hun er fin. Jeg er heldig.
I morgen, skal jeg mødes med min læge. Vi skal tale. Jeg har brug for hjælp til at navigere i dette følelsesmæssige kaos, jeg lige kan klare ved hjælp af løbeture, fast medicin og lidt ekstra. Jeg har brug for noget mere langtidsholdbart, det føles som en tikkende bombe; nervesystemet. Det føles ikke som kvalitativt liv i disse dage. Det føles som overlevelse. Dagligt.

Uden hende, der giver mig lov til at spasse ud, gå i seng kl. 07.30 mens hun ligger ved siden af med tv og spindende kat. Uden hende, der laver de fleste måltider fordi....det virker meningsløst at lave mad. Uden hende, der stryger mig over kinden og lader mig være håndsky og alligevel blive. Uden hende fatter jeg ikke hvordan jeg overlever.

Hun kan ikke tage den væk. Smerten, dybet. Det dragende dyb, der lokker med evig søvn. Det skal jeg selv. Håndtere og rumme den. Lige nu skal jeg bare overleve, én dag af gangen. Hvor ingen ved, at der er sort indeni, ingen andre end hende og de nære venner. Som jeg alligevel ikke tør tegne den nuance sort for, der har lagt sig over mig.

En dag af gangen. Jeg ønsker mig en dag med forløsende gråd.

Velkommen til ventesalen

Det regner. Ja, det har i nok bemærket. Det er midt i ugen, med regnvejr og halvvejs gennem arbejdsdagen. Jeg går og venter, er i venteposition. Venter ikke på far, men på L. At hun kommer hjem. Lige om lidt (9 dage). Venter på min ferie. Den kommer, lige om lidt (16 dage). På at min mor er færdigundersøgt (9 dage). På at hinbærene bliver røde, de blå ærteblomster blomstrer og på at jeg igen skal være tosom.

Ventetiden i ventesalen har faste rutiner. Morgenrutine, arbejdsrutine (ikke så meget), kom hjem rutine, aftenrutine, og godnat.
Jeg går tidligt i seng. Ikke noget nyt der. Er mæt af dagen og indtryk når klokken passerer 20-21 stykker. Af og til kan jeg trække den længere, fx. når jeg finder en plet ukrudt (bare rolig der er mange, men ikke alle jeg gider gøre noget ved), jeg kan rode i, en busk jeg kan klippe eller jeg falder i staver mens jeg læser blogs. Vælger om jeg sover oppe og nede. For det meste når jeg begge steder i løbet af en nat. Bare fordi jeg kan. Katten følger med rundt på min natteflytning. Vi hygger og har særegne rutiner. Om 9 dage gør vi plads til L. Får hendes rutiner med igen, og hun skal sikkert arbejde lidt med vores, så vi fx. ikke har sovepladser for mange steder.

Ventetiden er ikke ubehagelig her i ventesalen. Her er ro, en kat at klappe, fugle der synger. Men ventetid er ventetid og som et menneske med pænt lille størrelse tålmodighed, - så er det en kunst at føle jeg får noget ud af ventetiden. Jeg har venner jeg (burde-kunne-ville) se, men jeg kommer ligesom ikke længere, når jeg først er kommet hjem fra job.

Vente, vente, vente.

Kærlig onsdag her fra ventesalen

Det ovenpå

Det udvikler sig på 1. salen. Stille og roligt. Heldigvis er weekenden håndværkerfri. Det er nok bedst for alle parter, efter mit spar anfald midt på ugen. I dag gik jeg rundt deroppe. Solen skinnede ind, vægge var spartlet, jeg havde ryddet op, og der er sat dørkarme i.

Jeg tror på det nu. Jeg kan igen se det, og det bliver fint :o)

 Det store gæste-hobby-biblioteksrum

Indgangen til hhv. soveværelset (venstre) og badeværelset (mit-mit-mit-mit)

Det lille bitte soveværelse, hvor der lige kan stå en 140x200 seng under udsigten til Hr. Bøgetræ

 Ellers blev dagen i dag brugt med at pleje tømmermænd, af blot 3 glas vin - godt gået ikk? Fik færdiggjort en barselsgave og fik med salt og cola genoprettet væskebalancen 

Nu er solen gået ned over banehuset og katten og jeg siger godnat for i dag.

Kh 

Min indre skridttæller

Jeg har samlet på mennesker. Kender i det? Det sagde en terapeut (min), for nogle år siden, og i den sidste tid har jeg tænkt en del på det.
I min folkeskoletid havde jeg ingen nævneværdige venner. Dem jeg hang ud med, var de samme der gjorde min skoledag til l.o.r.t. De spillede mig ud mod hinanden - og jeg hoppede på den. Gang på gang. Jeg kan huske, at mit hjerte, og lille mig bare gerne ville være venner med nogen, med dem (med nogen), så jeg havde ingen grænser, var for desperat og prøvede for hårdt.

Så jeg lærte lektien hurtigt. Vær ikke for interesseret. Vær gerne lidt kostbar. Selv om du er enig med vedkommende, tager de dig kun seriøst hvis du er kritisk, kan sige noget klogt eller er direkte uenig. Gud forbyde at du roser dem, udtrykker nogen form for entusiasme i starten. Man kender det godt ikk? Den første date, det først møde med et menneske, en kollega, en chef. Hvis alt er for entusiastisk, for ivrigt og for 'gladt', så bliver man skeptisk og tager afstand?

Så jeg lærte lektien, tillagde de rigtige meninger, ansigtsfolder og kropssprog og i mange år, rigtigt mange år, blev min omgangskreds større og større. Min bekendtskabskreds. Jeg samlede på mennesker. Et elller andet sted indeni, sad der en lille ubevidst tæller, som en skridtæller, der registrerede hver gang jeg havde 'vundet' nogen over. De svære. Ikke de lette. For jeg delte mennesker op i "svære" og "lette". Mennesker var scoringer - ikke kun den romantiske slags. Nej, alle. Og af og til. Nej, ganske ofte. Når jeg havde vundet damen på piedestalen over. Hende jeg mente var et rigtigt menneske (modsat mig), så fandt jeg fejl. Den største fejl var når de begyndte at kunne lide mig, syntes om mig, ville være venner. For hvad kunne de være værd, når de ville omgås én som mig?

I mange år gik det sådan. Og jeg blev mere og mere tom indeni. For trods de mange mennesker omkring mig, så var det meget få, der fik hende den lille entusiastiske, ivrige og lidt desperate at se. For hun var der stadig. Hun var ikke modnet og udviklet, hun var blevet gemt væk. Blevet støvet, skrumpet, men stadig very much alive og jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op med hende.

Nu, i den fine alder sidst i 30'erne, har jeg lært - at jeg ikke må gemme hende væk. Jeg må gerne skærme hende. Hun vil altid være der; ivrig, entusiastisk, lidt desperat og meget meget følsom, men JEG skal tage mig af hende. Det er mig der skal vise hende til de mennesker, der tør se hende. Tør ae hende. Tør elske hende. Det er mig, der skal trøste hende først, se hende, lytte til hende og spørge om hjælp til hende. Det hjælper at se hende, som den lille lyshårede tynde pige, med store blå øjne og store briller, der står og kigger længselsfuldt efter de andre i skolegården, inden hun går ned på biblioteket og taler med de voksne.

Jeg samler stadig på mennesker. Min indre skridttæller is here to stay, men jeg er nået nogle lag dybere. Jeg har mennesker i mit liv, nogle få, som har fået vist hvad der er bag facaden, og de er her endnu. De er ikke mange, men det er ok. For jeg ved nu, at hvis jeg havde overskuddet, ikke blev så hurtigt overstimuleret, havde bedre grænser, kunne der være flere. Jeg er ved at lære nuancerne i venskab og menneskekærlighed. At der er forskel. At det jeg deler med kæresten, er anderledes, end det jeg deler med veninden og det jeg deler med den bekendte. Det er ikke mere eller mindre værd, det er bare anderledes. Når jeg bliver venner med mennesker, er mine krav højere end de var da jeg var lille.  
Og det er ok. Det er også ok at have mennesker man smiler fint med, taler sammen få gange om året, gør en venlig handling for. Jeg er ved at lære nuancerne.

Den lille med de blå øjne er her stadig. Hun er SÅ bøvlet at arbejde med, men hun er der. Ta godt imod hende, hvis du tør.  Vid, at selv om hun ikke er kontinuerlig i sin kontakt, selv om hun ikke har overskud til at være bedste-hver-dag-veninder, så har hun set dig, hørt dig og puttet dig i sit store grænseløse hjerte.  <3

Myrer

Der er uro i mave, krop og hovede her på matriklen. Helt fysisk, da Banehusets dagsprogram ser således ud:

07:15 Gulvmand ankommer
07:30 VVS mand ankommer
08:00 Tømrere ankommer
13:00 elektriker ankommer

Hvordan de alle får plads på de 39 m2 ovenpå er en gåde, de selv må løse. Selv er jeg gået i hi, så meget det nu lader sige gøre i stuedelen, sammen med katten.

Jeg er projektleder på den 1. sal - og selv om det er dejligt, at første salen begynder at ligne noget beboeligt, så stresser det mig i disse dage, at have alle de folk ind og ud, dagligt.

Mit hovede er fuldt af; "Hvad skal jeg med mit liv jobmæssigt" og "kæresten rejser på lørdag i næste uge", så alt det håndværkeri stresser. Eller måske er det de andre ting der stresser, og håndværkeriet er blot dråben.
Resultatet var, at jeg i går, efter samtale med chef 1. (den der mener psykisk sårbarhed er roterende fis i kasketten), ikke kunne styre mine tanker. De var all over the place og forplantede sig til kroppen. Hovedet var træt, ville gerne sove, have ro, men tankerne ville ikke og kroppen kvitterede med følelsen af at have myrer i benene og under huden.

En løbetur, gav lidt styr på vejrtrækningen og myrerne, men natten var urolig og tanker der kørte i cirkler.
I dag skal jeg, udover opbuddet af mandfolk på førstesalen, til møde med chef 2. Bekende kulør. Måske. I  går gav mig en ide om, at jeg endnu ikke skal raskmeldes, for rask er jeg ikke, med de roterende tanker.  Og jeg kunne MÆRKE det, at jeg ikke er klar. At stressen lurer under overfladen.

Og så skal næste uge være håndværkerfri - så jeg kan få samlet tankerne om de ting der kommer frem ved samtalerne med cheferne, om L.'s afrejse, om det næste halve år.

Træk lige vejret for mig derude, bare en enkelt gang.

Dagen før dagen

Det er i morgen tidlig, at de sætter kniven til mit håndled. Det første håndled, højre. Truth be told, så har de sidste dage handlet meget lidt om håndled, sygemelding og mulig nedsat funktionsnedsættelse, men mere om:

Yes Mam, det er nu de begynder at lægge de fine hollandske tagsten. I love it/them.

Hende her, kommer i morgen og holder mig i hånden, den venstre og for at pleje mig - for jeg er en total dårlig patient. Ynk og brok, det er hvad jeg plejer. Stakkels hende ;o)

Kære blogland, jeg kigger ind, når jeg kan og updater. Pas på jer selv.

Kh

Mini ferie

I morgen tidlig, tager jeg min cykel og kører på miniferie nede omkring Lolland (Femø, yes Sir). Det bliver den fine udfordring, med at pakke mindst muligt, klare sig med mindst muligt som kontra til ugen med L., hvor bilen var fyldt med alskens camping-must-haves, som fiskeudstyr og snorkelditto. Til L.'s forsvar skal siges, at det ikke var hende, der fyldte den bil op med ting. Jeg er dårlig til at begrænse mig, når jeg har en hel bil, der kan fyldes.

Denne gang winger jeg den. Både hvad angår overnatning, tager ikke underlag og telt med, samt medbringer sovepose i størrelse junior fra genbrugsen (ja, det opdagede jeg så først for 30 minutter siden, at den er lidt kort), tøj og hobbies-rekvisiter. 1 bog, 1 toilettaske. Und so weiter....
Nå, ja, og den nye cykelcomputer jeg blev nødt til at købe

En slags overlevelsestur? Forventet ankomst - søndag aften og gensyn med gamle venner, på International uge.

L. bliver hjemme med kat, veninde og job (- og håndværkere ?).

Fortelt del 2.

Hun kom.
Hun så.
Hun sejrede.
Jeg drak Asti og observerede sammen med katten.

Der mangler nogle stænger, der er ingen pløkker (man kommer langt med mursten) og der er muligvis byttet om på en stang eller to. Men det står. Det står Gudhjælpemig.

Hverdagen

Fuck, hvor jeg hyggede i går. Med mig selv, med haven og med katten. Vågnede i løbet af natten, og kom i tanke om, at jeg var alene - og drog et lettelsens suk.

Dagen blev brugt til tussen rundt i haven, savet lidt brænde og så holdt jeg fingrene fra 1. salen, hvor jeg ikke er færdig endnu, mangler at tage monster store- og mange søm ud af bjælkerne og slæbe mursten og mørtel fra skorstenen ned, men mine hænder og arme kan ikke klare mere ligenu. Så der er dømt skinner til dem og kun lidt arbejde hver dag.
Det gør nu ikke noget (jo med hænder og arme er det da træls), for den Pæne kommer i weekenden og vi skal bare være os, hygge og jeg skal arbejde lidt videre. Derudover har bedste lebbeveninden meldt sin ankomst til morgenkaffe med kæresten - det er da for fedt. Savner hende i min hverdag og glæder mig til hun om 1 år og nogle måneder er færdig med at læse på Djævleøen.
Jeg sender gode tanker til jer alle og jeres dag.

Ganske fin torsdag

Sidder og holder min 'morgen'-oase. Den består af dagligt 20 minutter med kaffe, den upolitiske smøg, og min 'hold-nu-op-du-mangler-slet-ikke-energi"-lampe. Jeg ved ikke om jeg synes den virker. Måske er jeg denne vinter ikke mindre trist og svær at trække op. Men det, den har givet mig, er 20 minutter, fuldt tilladte minutter med mig selv, en bog, min pc og kaffen. Alene det, gør det investeringen værd, fordi jeg nok ellers havde svært ved at give mig selv det åndehul, når man nu skal op, i bad, spise, vælge tøj (ikke let nej), pakke taske, klappe kattebarnet og ud af døren.
Torsdag er fin i dag. Jeg kan se de gode honningkrukker, der ligger til mig i tiden frem. En weekend i Århus med kæresten, biograftur med samme og svigermenneskene. 2 morgener med langsomt vågn op og kaffe i sengen, den forestående flytning fra hus med tømrerven og pubertetsbørn til selvejet 4 vægge og have himmel.

Har du også honning krukker forude?

Sent onsdag

Der ligger mails, en hel del faktisk, som jeg ikke har svaret på, endnu. Jeg har netop brugt de sidste 10 vågne minutter med dagens resterende energi, på at skrive til min søde kæreste. en god måde at sige farvel til dagen på. Der er nu 40 dage til jeg har mit eget hus. Bliss.