En dag af gangen konceptet er igen det eneste der fungerer, da jeg er så sygt dårlig til at rumme mange ting på én gang. Kæresten bestod sin eksamen (tror jeg nok lige), så den kasse kan vi lukke for en tid. Andre åbne kasser er kræft-sagaen, der p.t. handler om ny medicin for at ta pusten fra de små sure celler. Jeg forsøger at leve ved siden af.
Jeg et voldsomt behov for at om-indrette Banehuset. L. flytter ned per 1. februar, og det har jeg ventet længe på. Glædet mig til. At tanken alene, nu hvor jule-tam-tammet, eksamen og jobforhandlinger er overstået, giver mig åndenød og en følelse af vi ikke kan leve i dette ufunktionelle lille univers, hvor mindst 5 af møblerne er kommoder og ikke opfylder behovet for at rumme L.'s fine køkkenting, vores tøj eller mit imaginære bibliotek, bliver tvangstanker og staccato åndedræt det altoverskyggende. Det er fjollet, i know - og handler i bund og grund om at alene-bo-damen (mig og katten), gennem 15 år har haft sine huler alene. Sine møbler alene og sine projekter alene. Nu kommer hende den anden, ikke blot med meninger og god smag, men også med ting, tøj og uden mulighed for at tage nordpå, når min vejrtrækning er utilstrækkelig.
Som i nu er vi et bo-sammen-par ja ja, jeg ved vi har været sammen 3 1/2 år, med samme postadresse, nøgle og vaskemaskine. Hun er den pæneste, tålmodigste, blideste og mest strudsede jeg har været kærester med, så jeg er ikke i tvivl om at hvis nogen, så skal hun flytte ind. Hende. Det skal være hende. Hun må godt. Hun står allerede på postkassen, vi har varmet op over 3 år. Øvet space, din sandkasse/min sandkasse, vi har flyttet nogle af hendes ejendele ned over tiden. Hun er synlig i Banehuset også selv når hun ikke er her.
Men jeg ved og hun ved at jeg ikke slipper for panikken, .....den er en del af mig-pakken. Så du er velkommen panik. Jeg ved du er der, jeg mærker du er der. Du må godt være der. Kun på den måde forsvinder du igen.
Bor du sammen med en kæreste? Og kan du få luft?
