Det.Går.Fremad.

Jeg bliver 40 i morgen (!). Og det går fremad. Når jeg græder kan jeg oftere holde op igen. Når jeg får ondt, kan jeg hurtigere finde ud af at gå til psykologen og få hjælp. Når jeg brænder sammen, går det hurtigere over.

Vi har været hårdt spændt for det sidste år. L. og jeg. Begge to. Vi har erkendt, at vi har brug for lidt hjælp. A leg up, som de siger derovre. Der er hjælp at hente, både fra min hottentot psykolog (hun ligner en), fra Livs familie og fra venner der lytter.

Så længe jeg græder er jeg ok. Gråd forløser, gråd befrier. Aggression, irritation og indestængt vrede slider.

I morgen bliver jeg 40. Min mor og far ringer ikke. That's a given. Derfor tårerne de sidste dage. Vejrtrækningen der har været svær. Smerterne i brystet. Hukommelsen, hvor der ellers har været pænt plads til forbedring, husker knivskarpt at for et år siden gik kræftmøllen igang. Min mors dødsmølle. Samtalerne. Sygdommen. Behandlingen. Midt i min fødselsdag og L.s længe ventede hjemkomst fra Australien.
Et år på standby. I brandsluknings- og akutmode.
Det husker hukommelsen godt. Den hjælpes godt på vej af at en venindes mand sidste uge fik kræft. Så jeg taler igen, næsten dagligt, om behandling håb og krise.

Det er derfor jeg ikke har fødselsdagsfest i haven med kulørte lamper, selv om den har været planlagt i flere år. Derfor bliver det "blot" de fine nære, haven, lysene og kagerne. Morgenbadning med bedste-lebbe-veninden. Formiddag med sol og alene i haven og eftermiddag med brormand og de fine. Fordi håbet kun lige er begyndt. Håbet og lysten. I små fine bidder.

På lørdag flyver jeg alene til Skotland for at besøge venner, gå ture med lånt hund og for at få noget input. Fra den store verden, der drejer så fint (videre).

Jeg skal nok blive ok. Jeg savner min mor, men jeg skal nok blive ok.

Odense Universitetshospital aug. 2011

Mandag = min dag

Sidder og venter på at klokken bliver 08.00, så jeg kan ringe til Chefen og sige at i dag er min dag og ikke hans. En mandags fridag.  Min dag.

Jeg besøgte Moderdyret i weekenden, hun er udskrevet efter 1 uge med medicinregulering og scanninger. Intet nyt dér. Hun har det efter omstændighederne godt, i sær hendes mentale overskud og positivisme er i øjnefaldende. Vi taler ikke meget om døden endnu. Jeg ville gerne, men ikke endnu. Lige nu handler det om, at Moderdyret, Broderdrengen og L. er enige om at jeg ved at køre mig selv ned. Og jeg er enig. Den sidste uges tid, har mit system været i alert, hele mit system, mine tanker, mine handlinger har været gennemsyret af den moderlige symbiose. Det paradoksale er, at der ingen krav er - Ingen kræver jeg gør mere end jeg gør, der er ingen sure miner eller tabte forventninger - Moderdyret er taknemmelig for det jeg gør, og hun siger det. Hun fortæller mig gang på gang, at jeg intet mere kan gøre. At hun har det ok, at hun er tryg.
Broderdyret genfortæller mig, at Moderdyret de sidste par gange selv har ringet til sygehuset for hjælp. Hun gør selv og hun er ikke hjælpeløs. Hjemmeplejen kigger til hende dagligt. Hun klarer det meste selv. Vi skal tage en dag af gangen siger de. Vi kan ikke kontrollere noget. Gøre mere. Noget.

Men min hjerne kan ikke høre det. Mine følelser kan ikke høre det. Jeg reagerer som om hun er død eller døende lige om hjørnet.
Jeg.Kan.Ikke.Acceptere.Det.  endnu


..og derfor er mit væsen i alarm. Derfor græder jeg. Derfor sørger jeg. Fordi jeg begynder at forstå. At hun er syg. Meget syg. Men jeg bestemmer ikke hvornår hun er syg nok. Jeg kan kun hænge på, tage en dag af gangen, intet kontrollere, ikke engang døden, og dét er svært. Totalt kontroltab.

Så dagen i dag er min. Til mig herhjemme. Og ugen er min, uden telefon med Moderdyret og Broderdrengen, for min hjerne skal ned i svingninger. Jeg skal mærke mig selv. Jeg skal have afgrænset mig lidt, for ellers brænder jeg ud og det hjælper ingen. Jeg bliver nødt til igen at leve mit liv, parallelt med denne personlige katastrofe. Forsøge at engagere mig i mit eget liv, mine venner, mit parforhold. For jeg ved ikke hvor længe jeg skal vente.

Ved min side

Jeg ved det er tidligt. Men denne fredag er en stor dag, og den tåler ikke at sove længe. Jeg har fri (taget) og helvedesugen er overstået På mandag er "den gode kollega", tilbage fra ferie, ham jeg skal gemme bag som vi aftalte ikk?

Jeg har været på morgenturen rundt i haven. Byen sover, det små-regner, alt ånder fred. Jeg har tid til min kaffe, min morgentid og katten tager en lur mere.

Senere skal jeg tale med min mor og bror. Om hvad de fik at vide på sygehuset. Lige nu fylder det ikke. Det er L.'s hjemkomst der fylder. Som Anne Linnet ville have sagt :

"...Jeg har vasket sengetøjet,
mine lagner de er strøget,
der en flaske i mit køleskab,
jeg har badet flere timer,
skrevet velkomstdigt der rimer,
tændt stearinlys i en farve du ka' li'......"
ANNE LINNET - DRØMT OM DIG


Det sidste døgn har der været plads til refleksion. Over arbejde, borderline, mine tanker og ønsker om fremtiden. I dag skal jeg være. Bare være tilstede. Ingen planer. Ingen ambitioner. Blot forholde mig til hvad der kommer min vej. Min mor og L. De to der går tættest på min kerne. De to der kan ramme hele mit følelsesregister på et splitsekund. Så forskellige og alligevel står jeg her med dem på hver min side. At tilfældet præsenterer en mærkedag for dem begge er...paradoksalt.

Det handler om at rejse - for dem begge. L. er på vej hjem. Hun har rejst i verden, oplevet, udfordret, præsteret, er vokset. Min mor rejser også. Hendes rejse begyndte da min far døde af cancer for 5 år siden. Hun - der lige som jeg, lever med bekymring, angst, nervøsitet, depression og et hjerte der ikke er udstyret med tilstrækkeligt panser og hvor følelserne er skarpe, hurtige og kan vælte hende.
Hun der overlevede at hendes gå-til-person, min far, forsvandt. Hun der skulle starte helt forfra og det sidste år er begyndt at ligne et menneske, der har fundet en vej. Med egne venner, interesser og et liv.
Hun får en udfordring mere. En rejse hvor liv og død danser . Hvor hun i dag får at vide hvad kroppen kan og vil. Hvor hun skal vælge at kæmpe eller måske blot ændre sit liv.

Jeg følger dem begge, for de er "mine". Og de følger mig.

Det bruger du dit liv på....

Vaske op:                        9 måneder
Støvsuge:                       132 døgn
Gøre rent:                       2,5 år
Handle ind:                     141 døgn
Lufte hund:                     7 måneder
Lappe cykel:                   7 døgn
Tanke benzin:                 52 døgn
Arbejde:                         12 år
Børste tænder:               5 måneder 
Vente på bussen:            4 måneder
Stå i kø:                         8 måneder
Tale i telefon:                 2,5 år
I bad:                            8 måneder
Rense tagrender:           6 døgn
Cykle:                           379 døgn
Se TV:                           14 år
Tømme Kattebakke:       9 døgn
Køre bil:                        2,5 år
Sex:                              21 døgn
Tage tøj på,Mænd:        30 døgn
Tage tøj på,Kvinder:     455 døgn
Holde for rødt:              76 døgn
Stryge:                        133 døgn
Vaske tøj:                    1 år
Sidde i møde:              5 år
Se Matador:                 4,5 døgn
Feje fortorv:                12 døgn
Tømmermænd:           17 måneder
Tandlægebesøg:         5 døgn
Motion:                       7 måneder
Skrælle kartofler:        4 måneder
kilde: findus.dk




Stof til eftertanke? Det tror jeg nok. De rødt markerede, er det jeg ikke foretager mig, så jeg har lige tjent en pæn del tid, til det punkt der mangler: at ligge på sofaen.
Hvad har du tjent/sparet af tid?