God igen?

Ja, jeg er god igen. Det kræver sin kvinde at håndtere sig selv og jeg er for tiden ikke min egen største fan. Alligevel er jeg imponeret over at jeg stadig står på begge ben, nyder mit job og plejer de venskaber der er i behold efter de sidste 2 års turbulens.

Mine tanker går stadig dagligt til min "tabte" familie, både de døde og de levende. Sorgen har ikke på noget tidspunkt formået at tvinge mig helt i knæ. Indrømmet, der er dage - som i sidste uge, hvor der igen var aktivitet i tarmsygdommen, hvor det er svært at gennemskue "whats the point", men jeg rejser mig igen.

 Der er ingen tvivl om, at jeg hele mit liv vil skulle modarbejde de tanker og følelser der trækker mig bagud. Følelser der går så langt tilbage at jeg ikke er i tvivl om, at de hverken har noget med virkeligheden eller min indsats at gøre. Men jeg har igennem tid erhvervet en viden der siger, at med kost, motion og søvn, kan jeg optimere mit udgangspunkt. Jeg kan give min krop et bedre fundament at rase igennem borderlinejunglen på. Englen og djævelen. Lev eller Dø. Det er de to kræfter der slås, og jeg ser min nye autoimmun sygdom som en manifestation af denne kamp.
"Autoimmun sygdom reagerer på stress," siges der. Så hold op med stress. Dette er super svært, fordi min psyke er stress-programmeret. Der er ikke mange mellemstationer fra laid back til frit følelsesmæssigt fald. Jeg har tænkt tanken, at jeg ved ikke at have børn eller parforhold ydermere minimerer den følelsesmæssige stress. Ikke at valget er bevidst, men det er hvad det er. For nu er det godt nok.

Mandag = min dag

Sidder og venter på at klokken bliver 08.00, så jeg kan ringe til Chefen og sige at i dag er min dag og ikke hans. En mandags fridag.  Min dag.

Jeg besøgte Moderdyret i weekenden, hun er udskrevet efter 1 uge med medicinregulering og scanninger. Intet nyt dér. Hun har det efter omstændighederne godt, i sær hendes mentale overskud og positivisme er i øjnefaldende. Vi taler ikke meget om døden endnu. Jeg ville gerne, men ikke endnu. Lige nu handler det om, at Moderdyret, Broderdrengen og L. er enige om at jeg ved at køre mig selv ned. Og jeg er enig. Den sidste uges tid, har mit system været i alert, hele mit system, mine tanker, mine handlinger har været gennemsyret af den moderlige symbiose. Det paradoksale er, at der ingen krav er - Ingen kræver jeg gør mere end jeg gør, der er ingen sure miner eller tabte forventninger - Moderdyret er taknemmelig for det jeg gør, og hun siger det. Hun fortæller mig gang på gang, at jeg intet mere kan gøre. At hun har det ok, at hun er tryg.
Broderdyret genfortæller mig, at Moderdyret de sidste par gange selv har ringet til sygehuset for hjælp. Hun gør selv og hun er ikke hjælpeløs. Hjemmeplejen kigger til hende dagligt. Hun klarer det meste selv. Vi skal tage en dag af gangen siger de. Vi kan ikke kontrollere noget. Gøre mere. Noget.

Men min hjerne kan ikke høre det. Mine følelser kan ikke høre det. Jeg reagerer som om hun er død eller døende lige om hjørnet.
Jeg.Kan.Ikke.Acceptere.Det.  endnu


..og derfor er mit væsen i alarm. Derfor græder jeg. Derfor sørger jeg. Fordi jeg begynder at forstå. At hun er syg. Meget syg. Men jeg bestemmer ikke hvornår hun er syg nok. Jeg kan kun hænge på, tage en dag af gangen, intet kontrollere, ikke engang døden, og dét er svært. Totalt kontroltab.

Så dagen i dag er min. Til mig herhjemme. Og ugen er min, uden telefon med Moderdyret og Broderdrengen, for min hjerne skal ned i svingninger. Jeg skal mærke mig selv. Jeg skal have afgrænset mig lidt, for ellers brænder jeg ud og det hjælper ingen. Jeg bliver nødt til igen at leve mit liv, parallelt med denne personlige katastrofe. Forsøge at engagere mig i mit eget liv, mine venner, mit parforhold. For jeg ved ikke hvor længe jeg skal vente.

Intet ny er...intet nyt

Jeg klipper efterårshinbærene ned. De skal flyttes i dag. Jeg graver køkkenhaven. Den får kompost og lægges stykke for stykke til hvile for vinteren. De fysiske aktiviteter handler om at lukke ned, gøre klar, investere i det forår der kun kan komme for langsomt.
Alligevel finder jeg en glæde ved efteråret. Det er pænt. Luften er sprød, solen blænder uden at varme. Jeg er normalt ikke en efterårsperson. Sommer er min årstid.
L. og katten foretrækker at være indenfor.
De skal passes. L. fordi hun har fået influenza, så det handler om kamillete, hostesaft, sugetabletter (!), kleenex og tv. Katten fordi hun altid bliver passet, i hoved og r.... Mine indendørsdamer.

Jeg laver rodfrugter, smoothies og græskarsuppe med de sidste fine afgrøder fra haven. Tænker tanker i det fri, mens jeg kører en husholdning der er sat i lavt gear. Vi er tætte med vores telefoner. Holder øje med familien på begge sider. Vi er både her og der.

Efteråret skifter vores udsyn. Og vi er lige her. Mens verden ændrer sig.

Som penge i banken

 (lånt hos plantetorvet.dk)

Det er hvad blomsterløg er; Som penge i banken. Jeg ser de farvestrålende etiketter, ignorerer priserne og VED at når foråret kommer, så spirer den reneste frodighed op og ud af mulden. Jeg prøvede det i år. Mit første forårs-år i banehuset. De spirede og voksede, de løg jeg lagde i efteråret. Helt uplanlagt havde jeg fået lagt løg, der valgte at gro og spire forskudt af hinanden. Der blev både til buketter til Moderdyret, Svigerdamen og vennerne.

Det kommer at ske igen. Dem fra sidste år vil forhåbentlig gentage succeen. Og der skal indkøbes nye. Det bliver ikke fra Holland de hentes i denne omgang. Der er for meget uro og kaos omkring os, så vi har brug for tiden herhjemme. Dage uden transport. Dage uden arbejde. Dage med dyner, tv, nussen rundt, computer, graven i haven og eksperimenter i køkkenet. Dagen med kæl og klappen af babymissen, dage med stilhed. Dage med omsorg og hensyn. Dage med os. Til os.

Og dage hvor steder som Plantetorvet og Frøbutikken kan besøges. Der kan handles online, der kan planlægges og lægges løg, tænkes spirer og sættes mentale frø til foråret.

Hjernen

Den er god nok.
Moderdyret blev indlagt i Odense fredag. Forvirringen og kvalmen var ikke blevet bedre. Hun ringede selv (fremgang), og talte med læge.
Vi var lettede. Tænkte; nu kan vi få styr på medicineringen mod kvalmen og få lavet en hjemmeplan, så hjemmeplejen kan hjælpe hende med den vigtige kemo medicin og kvalmestillende medicin. Afdelingen kan hjælpe med at pointere for hende at hun SKAL have hjælp.

Da vi er til samtale med weekendlægen lørdag siger de:
"50 % af mennesker med lungekræft får hjernemetastaser." "Din kvalme og din forvirring gør, at vi tror du måske har det, så du skal scannes. På mandag".

Pfew, fint nok - vi er lettede, de tager det alvorligt og udreder hende yderligere, så vi igen kan fokusere på lungekræften og den vigtige kemo med efterfølgende stråling.

Alles palletti, indtil jeg søndag morgen, inden L. og brormand er stået op googler hjerne metastaser (lorte google). Not so nice.
Virkeligheden går op for mig. Hendes symptomer er muligvis ikke kun krise og dysfunktionel psyke. Måske sidder der små giftige kræftceller og trykker på hjernen. Måske er hun ikke bare megastræls og panisk og dum. Måske går hun i dag eller i morgen fra status: "Vi forventer du bliver helbredt", til: "Vi gør hvad vi kan for at lindre og livsforlænge". Bum.

Jeg forstår ikke så meget. Jeg er vist lidt i chok. WTF?

Ferie uge 1

 Jeg har ferie. Tid til at være urolig. Tid til at være nervøs. Tid til at have en meget lav stresstærskel og det føles som luksus. De sidste uger med konflikter på jobbet (den nye psykokollega), min mor diagnose og L.'s hjemkomst har udfordret min energi. At lede og fordele den er blevet en kunst, så 2 uger med NIX arbejde er velsignet og taknemmeligt modtaget. Vi skal ikke til Mallorca eller back-packe i Tibet. Vi skal heller ikke sejle kano i Sverige eller i sommerhus på Bornholm. En anden sommer måske. Disse to uger skal jeg lade op. Vi skal et par dage på roadtrip, har lånt bolig af søde mennesker i storbyen, tager måske et smut omkring Ønskeøen og hjælper med at pakke sommerens lejr sammen. Og jeg lader i uge 1 op til at uge 2 hovedsageligt kommer til at handle om min mor. Hun kommer til Fyn onsdag. Torsdag tager jeg med hende til samtaler på OUH og fredag indlægger vi/de hende til operation af lungen. Noget skal fjernes, noget skal undersøges.

I weekenden kommer familierne til fælles forsinket fødselsdagsfrokost. 15 mennesker. Jeg ved, at mine tanker vil være hos min mor. At jeg skal besøge hende før festen, hvor hun skulle have deltaget. Hun skulle have set det færdige banehus. Min fine kæreste orkestrerer familiefødselsdagen. Gæsterne ved, at jeg har en syg mor. Jeg har "fripas", til at føle præcis det jeg vil og jeg har mulighed for at vise min "nye" familie, hvad jeg føler. Jeg har mulighed for at øve, IKKE at fake. Ikke at være brave-facet. At være svigeren, der har en syg mor hun er bekymret for og som hun trods alverdens lort og dysfunktionel familiestruktur ikke vil miste. 

 Mini-dræber-mis nyder aftenstunden

Stilhed før storm?

Det håber jeg virkelig ikke. At det er stilhed før storm. Men der er stille. Ikke så mange ord. Praktiske ting jo. Ting der kan skrives på en liste, men ikke rigtigt noget der er blog-læse-værdigt eller skriveligt.
Huset har det godt. Jeg er i arbejdsmode, skal på messe snart og det kræver fokus, så alt er planlagt og forberedt for mig, chefen og kollegerne.

St. bededag, en kærkommen fridag. Ville gerne i haven, men nøjes med en tur til Sønderjylland med diverse pitstops undervejs. Plantekasserne, der skal hentes i Nordborg, udebruseren fra Horsens, Mosteren sættes af i Hedensted og en tur i det tyske efter nutella forsyninger. Ikke stort, ikke småt. Er bare. Og så ikke helt alligevel. Sønderjylland er lig med familie - og familie er, ikke a walk in the park.
Godt jeg i morgen har min egen park at vende hjem til.
Happy St. Bededag alle :o)