God igen?

Ja, jeg er god igen. Det kræver sin kvinde at håndtere sig selv og jeg er for tiden ikke min egen største fan. Alligevel er jeg imponeret over at jeg stadig står på begge ben, nyder mit job og plejer de venskaber der er i behold efter de sidste 2 års turbulens.

Mine tanker går stadig dagligt til min "tabte" familie, både de døde og de levende. Sorgen har ikke på noget tidspunkt formået at tvinge mig helt i knæ. Indrømmet, der er dage - som i sidste uge, hvor der igen var aktivitet i tarmsygdommen, hvor det er svært at gennemskue "whats the point", men jeg rejser mig igen.

 Der er ingen tvivl om, at jeg hele mit liv vil skulle modarbejde de tanker og følelser der trækker mig bagud. Følelser der går så langt tilbage at jeg ikke er i tvivl om, at de hverken har noget med virkeligheden eller min indsats at gøre. Men jeg har igennem tid erhvervet en viden der siger, at med kost, motion og søvn, kan jeg optimere mit udgangspunkt. Jeg kan give min krop et bedre fundament at rase igennem borderlinejunglen på. Englen og djævelen. Lev eller Dø. Det er de to kræfter der slås, og jeg ser min nye autoimmun sygdom som en manifestation af denne kamp.
"Autoimmun sygdom reagerer på stress," siges der. Så hold op med stress. Dette er super svært, fordi min psyke er stress-programmeret. Der er ikke mange mellemstationer fra laid back til frit følelsesmæssigt fald. Jeg har tænkt tanken, at jeg ved ikke at have børn eller parforhold ydermere minimerer den følelsesmæssige stress. Ikke at valget er bevidst, men det er hvad det er. For nu er det godt nok.