Jeg vil ikke ha det.

Mens Fru Z har fået sin fine bog udgivet om kræft og dødsfald, har en anden af blogverdens fine mennesker kæmpet sin kræftkamp.
Skyggesiden har ligesom Fru Z, ordenene i sin magt og vi har udvekslet frem og tilbage. Det er ikke i orden det der sker nu. Jeg kan ikke engang skrive det, fordi jeg forsøger at holde tårerne tilbage. Du må selv gå ind og læse. Jeg forstår det ikke, jeg forstår ikke hvordan man skal kapere dødsfald og sygdom og død eller rumme de følelser frygt, tab, panik og ked-af-det hedder hører med.
Det er ikke noget jeg kan kontrollere, og ved at indgå i relationer er risikoen der. Det er humlen af det hele.

Jeg gider det ikke.

Læs og forstå?

Jeg er fra den generation, der i folkeskolens mindre klasser løste opgaver i de bøger der hed "læs og forstå". Jeg husker at de fandtes fra 1-10, og vist også noget a,b, c und so weiter.
Jeg elskede dem. Det var dem man fik lov til at arbejde med, når man var færdig med det man nu skulle i timerne, så på sin vist en slags stræberbøger? Når man arbejdede med dem fik man selv lov,  til at hente en ny ovre ved musiklokalet, når man var færdig med den man sad med. Man fik udleveret lærerens store nøglebundt og kunne gå ud på de musestille gange. Det var en lille smule følelsen af at være forbudt, fordi alle andre sad inde i klasseerne og lyttede (sov?).
Jeg husker oplevelsen, følelsen og lydende af de tomme gange. Hvad jeg også husker, er at jeg ikke lærte en prut af "læs og forstå". Det var rent tidsfordriv, så for mig var det alt det omkring, der gjorde de hæfter til noget specielt. Hæfterne symboliserede at jeg ikke var dum, at jeg kunne noget bedre end andre.

Stik modsat har jeg det med en nyudkommet bog. Den er ikke tyk, den er ikke et hæfte, men da jeg læste den - læste beretningen, forstod jeg noget. Jeg forstod, at vi alle føler os alene når familien får sygdom og død ind i sine rækker. At vi ikke behøver være så berøringsangste. At vi kan mere end vi drømmer om og sidst men ikke mindst, at vi har godt af at dele vores historier. Da jeg læste Fru Z's historie første gang, havde jeg mit eget dødsfald i familien - og ved at læse om en anden familie, blev jeg bekræftet i, at jeg havde gjort det godt nok, og det betød alverden.

Fru Z's fine bog handler om den rejse det er, at følge sin svigerfar til graven. På den fineste måde.

Du kan læse om bogen ovre hos Fru Z, og når du nu er derovre, så kig dig lidt omkring, jeg er sikker på hun gerne vil have du bliver lidt længere.

Godmorgen Lørdag

Sådan ser man ud, når man er pænt tidligt oppe en fri lørdag, lige har fået den første kop kaffe og inden man starter bilen på sin weekendtur til Storestaden.

Nisse? Morgengrim? 40+? 

Det skal nok blive bedre og pænere op af dagen, og med den trofaste mac og photobooth, behøver man jo ikke et fancy-dancy kamera?

Weekenden får lov at indeholde frokostdate med en af ynglingsmenneskerne og aftenmøde med en flok damer jeg måske skal holde noget dameferie med, når vi ikke lige er på ølejr. 

I spil er Bulgarien (billige drinks), Grækenland (Lesbos, for man er ikke helt lesbisk før man har været der?) og et lille hotel i Spanien, drevet af to engelske damer.

Alle steder med mulighed for vandreture, løbeture og god lokal mad, så det bliver win-win uanset hvad vi beslutter.

Må din weekend blive ligeså god som min tegner.

Kh Nissen

Menageriet

Det der kamerabusiness er ikke blevet til noget endnu.
Der ligger to kameraer på matriklen, det en er et lidt oldschool digital fra min mor, der faktisk virker men har opløsning minus 4 tusind?
Det andet er det ganske udmærkede jobkamera, hvor linsen ikke vil køre ind og ud. Planen er, at få jobkameraet på kamerahospitalet, for jeg hader virkelig at smide ud. Så det er med lånte fjer, jeg viser dig disse her:

De er ikke mine, men de ligner min - dem der pibler rundt omkring Banehuset. Jeg var i haven i søndags og legede samme med hønsene at det var forår. Vi fik gravet lidt, flyttet lidt blade, anlagt to nye højbede og spist lidt orm fra komposten. 

Det var megahyggeligt. Jeg indtog en kop kaffe i det støvede drivhus, hvor der er vinteropbevaring af havemøbler. Her mente Hønserne der skulle sonderes for kryb, så de indtog - til fortrydelse for katten, drivhuset samme med os. Resultatet en forvokset 15 års killing, der ikke turde gå forbi hønsene. 

Achh...jeg kan mærke foråret helt ind i knoglerne. Hurra for glæden til de små ting.