Viser opslag med etiketten Fru Z. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Fru Z. Vis alle opslag

søndag den 16. februar 2014

Læs og forstå?

Jeg er fra den generation, der i folkeskolens mindre klasser løste opgaver i de bøger der hed "læs og forstå". Jeg husker at de fandtes fra 1-10, og vist også noget a,b, c und so weiter.
Jeg elskede dem. Det var dem man fik lov til at arbejde med, når man var færdig med det man nu skulle i timerne, så på sin vist en slags stræberbøger? Når man arbejdede med dem fik man selv lov,  til at hente en ny ovre ved musiklokalet, når man var færdig med den man sad med. Man fik udleveret lærerens store nøglebundt og kunne gå ud på de musestille gange. Det var en lille smule følelsen af at være forbudt, fordi alle andre sad inde i klasseerne og lyttede (sov?).
Jeg husker oplevelsen, følelsen og lydende af de tomme gange. Hvad jeg også husker, er at jeg ikke lærte en prut af "læs og forstå". Det var rent tidsfordriv, så for mig var det alt det omkring, der gjorde de hæfter til noget specielt. Hæfterne symboliserede at jeg ikke var dum, at jeg kunne noget bedre end andre.

Stik modsat har jeg det med en nyudkommet bog. Den er ikke tyk, den er ikke et hæfte, men da jeg læste den - læste beretningen, forstod jeg noget. Jeg forstod, at vi alle føler os alene når familien får sygdom og død ind i sine rækker. At vi ikke behøver være så berøringsangste. At vi kan mere end vi drømmer om og sidst men ikke mindst, at vi har godt af at dele vores historier. Da jeg læste Fru Z's historie første gang, havde jeg mit eget dødsfald i familien - og ved at læse om en anden familie, blev jeg bekræftet i, at jeg havde gjort det godt nok, og det betød alverden.



Fru Z's fine bog handler om den rejse det er, at følge sin svigerfar til graven. På den fineste måde.

Du kan læse om bogen ovre hos Fru Z, og når du nu er derovre, så kig dig lidt omkring, jeg er sikker på hun gerne vil have du bliver lidt længere.

onsdag den 22. januar 2014

If its not photographed, it did not happen.

Det plejer jeg at sige:"har du ikke billeder, skete det ikke", selv om den danske oversættelse ikke har den samme slagfærdighed over sig som den engelske original. You get the picture.

Det er ikke mange fotos jeg har taget de sidste år og siden mit trofaste lomme-kan-ikke-fucke-selv-det-værste-motiv-up-digital-uden-spejlrefleks døde, er det mest blevet til selfies af diverse fester og arrangementer, der føltes gode nok til at indikere at jeg har et liv...på instagram.

Så derfor er topbilledet fjernet. For nu. Alle de fotos jeg har, af nogenlunde digital kvalitet er simpelthen enten for brugte, for gamle eller uinteressante, så hellere en tekst - indtil mit billedliv igen føles opdateret, relevant og interessant. Og ja, Lebbeliv i provinsen er forsvundet. Ikke at noget er ændret der, men det er bare ikke så skide interessant længere vel?

Inspirationen til at "tage et kig" på hvad der sker, eller mest ikke sker med layoutet herinde, kommer fra Fru Z. en af mine all time favoritbloggere. Hun har ryddet op ovre hos sig, muligvis i anledningen af at hun lige om lidt får (endnu) en bog udgivet. Så sej er hun nemlig. Så da hun idag flashede sin nye forside, fik jeg set hvor pænt der kan blive når man opdaterer og styler sin blog bare lidt 2014.

Tag ikke fejl, min fjernelse af topfoto og indsættelse af lidt tekst, er på ingen måde et forsøg på at kopiere eller sammenligne mit ydmyge jeg med Forfatterdamen derovre, men blot en reminder til mig selv til at shake ting op lidt.
Komme ind i kampen.
Med det der liv.
Købe et kamera.
Tage nogle billeder.
Få et liv der er værd at gå online for (har jeg nævnt jeg holder Facebook pause? Som i total ikke tilstede online der), og fortælle om. For jeg sidder ikke kun i et hjørne og tuder.
Der sker mange ting, og det er på tide at jeg får skrevet lidt ned igen. Til jer. Herinde. Og til mig. For som min bonusmormor sagde til mig, da jeg besøgte hende inden jul, i en os af cigaretrøg (Mormors):"Du skal tænke på dig selv. Det er vigtigt at sørge, men ikke 3 og 4 år".

Nå. Ok så Mormor.