Kommentarer og Disqus

Nej, jeg læser ikke manualer og det var så sved til egen røv. Jeg oprettede for nogle dage siden Disqus kommentar system og alle, som i ALLE jeres gamle fine kommentarer på 405 (!) indlæg forsvandt. Så besluttede Disqus (disko min røv), sig for at u-anonymisere nogle af jer og være meget meget langsom. I går slettede jeg så systemet, der sagde at der ville gå 24 timer. Fint.

Disqus er der stadig, hvis man har tålmodighed til at vente de 40 minutter det tager før man kan kommentere. De gamle kommentarer er stadig væk og jeg er pænt sur.

For helvete sgu da osse......

Hvis du var mig og jeg var dig og andre

Hvis jeg var andre, ville jeg undre mig over at jeg har ondt i maven. Hvis jeg var andre ville jeg have svært ved at forstå, at der hos mig flyder tårer let og at verden generelt føles en smule svær at være i.

Hvis jeg var mig, ville jeg syntes jeg var et utaknemmeligt skarn, fordi juleaften og dagen med var fyldt med velvilje, samarbejde, god mad, brændeovn og gaver. Der var lidt tårer og en del latter. Hvis jeg var mig, ville jeg være irriteret og uforstående over at jeg ikke kan få fred med det. Nyde at det blev en fin juleaften, hvor L. brillierede i køkkenet med Moderdyret og veninden som livline, med Broderdrengen som praktisk gris, opvasker og mig som nusse-rundt-indslag.

Jeg er mig og mig har siden Moderdyret og Broderdrengen smilende kørte i går, haft en følelse af sorg. Jeg har sovet en time her og der, er faldet i søvn flere gange mens L. så tv.  Grædt, været usikker, haft katastrofetanker og overfladisk vejrtrækning. Jeg er sikker på at L. ender med at gå sin vej. Jeg er sikker på at Moderdyret kommer til at dø lidende. Jeg er sikker på at Broderdrengen og mit nye endnu skrøbelige forhold ikke holder, når den sidste stamforældre er væk. Jeg er meget sikker på at jeg får mange mange katte.

I dag er jeg lettet. Lettet over at det først er i morgen jeg skal på arbejde. Lettet over at jeg har en hel dag med mulighed for fosterstilling og kleenex, for der er mere derinde. Flere af de svære følelser. Mere gråd. Mere sove.

Først i morgen skal jeg igen have mit game-face på.

Alle i hus

Vi er her alle. Moderdyret, Broderdrengen, L., Katten og jeg. De andre sover. Det regner stille udenfor og her i den lille Banestue buldrer ilden i brændeovnen.

"Jeg vil ikke mere". Ordene skar ind i mit hjerte i aftes, da Moderdyret ytrede dem. Hun havde glædet sig, uden tvivl. Havde forberedt hjemmefra med julepynten, dugen vi skal låne, værtinde orkide og kløben som den kun findes i det sydjyske. Da vi alle underholdt L. i køkkenet mens hun rørte i risengrøden, faldt Moderdyrets skuldre ned. Hun fortalte om den nye "bule" i panden, overarmen der er hård af hvad vi tror er kræften der leger tivoli i hendes krop. Og hun græd og sagde ordene. Jeg holdt hende ind til mig og forsøgte at holde mine egne tårer tilbage, mens jeg holdt den krop, der kæmper. Den lille tætte krop der æder sig selv.

Senere, da L. pyntede vores fine store juletræ og Moderdyret koblede af med tv, måtte jeg lade tårerne løbe for Broderdrengen. "Det er ok", sagde han. "Det er ok, det skal ud".

Kære højere magter, giv mig styrke til at se Moderdyret kæmpe sin dødskamp. Giv mig styrke til at rumme min egen sorg, mens jeg trøster og lindrer hvor jeg kan. Kære energier, velsign vores juleaften med varme, lys, omsorg og menneskelighed, som kendetegnede min og vores lillejuleaften.

Kære dig derude, en glædelig varm og fredfyldt jul til dig og dine.
Kh Prophecy

Rigtig voksen?

Når man for første gang i 39 (!) år skal holde juleaften. Sammen med sin kæreste. I Banehuset, der skal prydes med det kæmpe juletræ L. har valgt til anledningen. Er man så rigtig RIGTIG voksen?

Det føles sådan. På en måde. Jeg skal være den første til at indrømme, at havde Moderdyret ikke være syg, så havde det nok stadig foregået i det sydlige Jylland, selv om Broderdrengen allerede sidste år proklamerede at det var tid til noget nyt. Vi er nok ikke som familier er flest. Både Broderdrengen og jeg er ikke blevt gift/forlovet i vores 20'ere og/eller har beæret vores forældre med diverse afkom.
Vi er troligt og samvittighedsfuldt dukket op hos vores forældre år, efter år, efter år. Jovist, der har været en enkelt kæreste eller to med (mine), men det er altid foregået i det sydlige Jylland. Julen. Jeg har altid vidst, at der ikke var så mange andre muligheder. Moderdyret er brudt grædende sammen, når der har været nævnt muligheder for at jeg ikke holdt jul med hende, med dem. Og mine skiftende forhold har ikke budt på nok fundament til at jeg har valgt anderledes. Julen har været en blandet fornøjelse, dysfunktionalitet bliver ikke bedre under helligdage.

I år er det anderledes. Jeg skal for første gang holde jul med L. og det glæder jeg mig til. Vi er allerede ved at finde vores egne små juleritualer. Og vi skal holde jul for Broderdrengen og Moderdyret. De kommer i morgen. Moderdyret har det nogenlunde. Hun har sporadisk feber, åndenød og tålelige smerter. Hun har det godt nok til at glæde sig. Glæde sig til at blive hentet i Broderdrengens fine bil og blive kørt til Banehuset. Her er snart rent og poleret og alskens madvarer er hentet nær og fjern.

Det lurer i baghovedet - bliver det min første jul for min mor og den sidste med min mor? Julevoksen en enkelt aften? Hvor skal du være? Og med hvem?

Easy Living

Den sidste tid har været fyldt op med forhandlinger. På jobbet. Det har fucket med mine følelser, mit selvværd og min faglighed. Det har taget mig 3 uger at forstå og acceptere, at skal jeg fortsætte i den branche jeg er i, den branche der også bløder p.g.a. krisen, så må jeg sluge en hval af en pille.

Som at gå ned i løn. Væsenligt ned. Som i at gå kr. 10.000 ned i min faste løn. Ikke per år. Per måned mine damer og herrer. Og nej, jeg har normalt ikke en fast løn på 40.000 +, hvor 10.000 måske er mindre følbart.
Aftalen blev underskrevet i går. Endelig. Ikke at den føles godt, men lettelsen over ikke at have ondt i maven længere, føles godt. Lettelsen over at jeg ikke skal på dagpenge, jagtes af jobcentre og konsulenter, lettelsen over ikke at skulle søge job som sagsbehandler på fuld tid eller akut terapeut på sygehuset. Jobs jeg ikke længere magter, men ikke er "dårlig" nok til ikke at søge.

For nok er det lort at få halveret sin faste løn. Bevares. Men incitamentet er at jeg nu er provisionslønnet. At det nu er min egen fortjeneste og dermed risiko/chance, at tjene de kr. 10.000 hver måned, der gør at jeg spiser og har tøj. Jeg skal dagligt gøre mig fortjent til pengene fordi firmaet ikke længere reelt har råd til mig. På fast løn. På løn der giver mig ro i det daglige budget. Nu er det op til mig, og alle de penge der sidder løst i hænderne på kommuner, mennesker og firmaer not.

Vi mangler heller ikke pres, næ nej. Vi strutter af overskud L. og jeg. Så den her udfordring gør livet endnu mere spændende. Så vi ikke går og keder os her i den mørke tid. Varsling? Fagforening? Næ, nej - den slags bruger vi ikke, med mindre vi vil være sikre på at stå foran jobcentrets dør d. 1. februar. Og da jeg slet ikke ved hvor de  er flyttet hen ville det være dumt. Ja, der blev truet.

Min mor, der endnu ikke vender sig i nogen grav, min mor der har lært mig om rettigheder og fagforening er meget stille over det her. Honestly. Det er ikke fair noget af det. Og jo min fagforening vender sig i funktionærlovens grav. Men jeg har brug for den ro, det giver at vide hvor mine 30 timers ugentlig arbejde er. Hvad tid jeg er på job, hvem mine kolleger er. Og dagpenge satsen er trods alt stadig mindre end min faste løn. Jeg har mulighed for at tjene mere. Og hun ved det. Vi ved det.

Går det af lort til, så søger jeg måske væk. Men for nu, med sygdom, kriser, L.s eksamen og julen for døren bliver jeg hvor jeg er. Beder til at min charme og viden vil inkassere de penge hver måned, der skal til for at leve.

Og så sætter vi endnu engang fokus på easy living, Billig living. De billigere og gratis glæder. Genbrugets lyksaligheder. Enkeltheden.

December then and now

I 2010 havde jeg gang i en Hjerte Julekalender. I år har jeg skrevet minimalt lidt om nogen eller noget i december. Then and now.

Det er som om, at generelt mismod, vinternedtrykthed, juleforberedelser og kærlighed er bedre skrift emner end the tough stuff, som dødsdomme, familiekriser og jobkampe? Måske er det mig der har sværere ved at udlevere mig selv? Udlevere andre?

Faktum er at da jeg i sin tid startede, bloggen vidste jeg at det ikke blev en small talk blog. Eller med minimalt small talk. Skrift har for mig siden jeg lærte at skrive været en udvej, en forløsning, en måde at gøre mit liv til en styrbar proces, også længe inden blogs fandtes. Er jeg ved at sælge ud af min egen overbevisning, ved at holde kortene tæt til kroppen?

Hvad jeg mærker er, at motivationen, initiativet er proportionelt dalende i takt med at jeg ikke formår at sætte ord på de udfordringer jeg møder og har. Måske i et misforstået forsøg på ikke at ende med en klynke-blog. Jeg gider ikke klynke. Men hvad skriver man så, når sjælen ligger ned og man forsøger at gøre business as usual; - gå på job, købe ind, lave mad, fodre katten, spille wordfeud?

Man gør som i ser, skriver forsvindende lidt på bloggen. Og som om det ikke var nok (vi er lige blevet enige om at bloggen er min mentale og følelsesmæssige ventil, ikke?), så mimiker jeg det i den virkelige verden. Taler forbavsende lidt med de 3 nære venner, besøger ingen, får ikke ringet. Næ nej, jeg bliver her i hulen (udover jobbet), står op før fanden får sko på og nusser rundt. Sover i forskellige senge (?), går i seng efter kl. 19.00 fordi dagen jo er ovre = jobbet er ovre. Kører hveranden weekend til Moderdyret i Syd.

Jeg TÆNKER  på de nære venner, på bloggen, på naboen med hundene, på blogland. På at jeg ønsker mig flere dage, hvor jeg kan hugge brænde, gå i mine smækbukser ude i haven og rode. Jeg ønsker mig at kunne skrive om det der trykker, det der gør ondt, den frygt der lurer for livet generelt i denne tid. Frygten for at miste, frygten for at blive kattedamen med de 100 katte og i et skur i udkantsdanmark. Frygten for at ende som min morbror, der døde helt alene uden venner og familie fordi .....det var for svært med den der verden.

Så her er jeg now. Ikke hvor jeg var then. Men som L. siger; du går i mentalt vinterhi hvert år fra december til februar, så måske er now ikke så anderledes end then bortset fra sygdom, jobpress og familiekriser?

Mandag morgen

 

Mandag morgen lader ikke mange grin snige sig ind over. Så her er lidt hjælp. Måske et julegaveønske?

Alternativt, får i det skema jeg bruger, når noget skal repareres:

* WD 40 er smøremiddel

Hvem sagde man ikke kan danse når man er 70+?

Vi ankom til festen. Alle 8. Gennemsnitsalderen på de rundt 60 deltagende kvinder nærmede sig de 60. Det havde vi ikke set komme, men det var hyggeligt. Alder er for fanden kun en mental tilstand, og de her damer dansede lige så godt (eller skidt), som os unge sidst i 30'erne (host).

En kvinde, måske 45+ med meget blondt hår, stonewashed cowboybukser og med en gangart som en meget fuld person, deltog også i festen. Jeg bemærkede hende ret hurtigt. Hun sat tæt på os.Hun var ikke diskret. Manglede ligesom den der situationsfornemmelse man sætter i gang, når man er til sådan en fest. Brød ind, smilede rundt, virkede beruset. Jeg lagde også mærke til, at hver gang hun var oppe og stå, gå eller på dansegulvet, så blev hun fuldt tæt og støttet rundt. Som en person der er meget fuld...eller meget syg. På et tidspunkt var hun uden sin paryk. Det viste sig, at kvinden har kræft. Med hjernetumor und alles (deraf den gakkede gangart), men hun ville så gerne med, så vennerne støttede hende rundt hele aftenen. Uden stort ståhej. Så snart kvinden rejste sig, og det var ofte, var der en stille støttende kvinde ved hendes side. En der fulgte hende hen hvor hun nu ville sidde eller stå. Uden et ord.
For mig er det essensen af kvinders omsorg, og jo - det gjorde ondt i lys af hvad Moderdyret er midt i, men frem for alt bemærkede jeg den grænseløse, stille og støttende omsorg. For fanden altså.

Så festen var kærlighed, omsorg, og humor og mit hoved og en busket belægning på tungen fortæller mig, at festen var lige så fin som jeg oplevede den. Jeg fik danset. Grimt, kækt og til sange jeg ellers ikke danser til (hvad sker der for latterligt lange Anne Linnet remixes og Elvis Presley?). Jeg fik lagt et hoved på en vens skulder, trutkysset med veninderne, danset pardans med en der også kan og danset tæt med hende den vildt pæne.



Tak for fest :o)

Party on

Nå, ud fra jeres (manglende) kommentarer på mit forrige indlæg, fornemmer jeg at jeg skal holde mine småfilosofier i kort snor og i stedet fortsætte med at give jer mit personlige liv. I ved det der som at der sker samtidigt med at jeg er trækplaster for alverdens ondskab, lorte og møgting.

Så her får i det:
I aften skal L. og jeg og en udvalgt possy til Kvindefest! Yes Mam. Til jer der tror det er en avanceret kone-jule-frokost; Nej, det er ganske rigtigt og uforfalsket en Lebbe-med-det-hele privatfest. Arrangeret og indkaldt af 5 gæve Fynske gammel, lebber, der har inviteret ud fra devicen: "Hvis-vi-hver-inviterer-5-vi-gider-og-de-inviterer-5-der-gider-der-inviterer-5-de-gider-så-bliver-det-pis'sjovt".

 lånt her

Det er prøvet før. For et par år siden i en lade på østfyn. Fransk tema med fransk autentisk sangerinde til underholdning, samt diverse franske indslag jeg ikke husker. Hvad jeg husker er at arrangementet var omgivet af kærlighed. Og den lurende fornemmelse af at alle os-fra-miljøet/branchen-på-fyn skulle se hvem der nu var blevet kæreste med hvem und so weiter. Hvilet i princippet er sjovt. Lidt som at holde fest med sin gamle folkeskoleklasse.

Min fejl dengang var at troppe op uden beskyttende possy, hvilket resulterede i at jeg følte mig sladder-udsat. Ikke Damernes skyld. Det sker når jeg er til fester alene uanset.

I aften har jeg helgarderet mig og slæber kæresten, 3 af mine bedste venner og deres kærester med = jeg er 8 stk. Kom an Kvindefest, nu med spansk tema og forloren stegt pattegris. Jeg skal så meget drikke mig i hegnet sorry L. og danse og måske endda bytte bluse på dansegulvet med B., som vi nogen gange stadig gør når det går helt galt til en fest.

Sæt i gang.

 lånt her

Verden derude

Selv om min verden pt. hænger stramt sammen med trussel om lønnedgang, cancer og familiære udfordringer, er det glædeligt at se at resten af verden kører videre. Tag nu bare diskussionen om Bella Sky hotellet. Jeg kan ikke sige det bedre selv end det allerede er sagt:

http://www.annabk.dk/2011/11/bella-sky-kvindeetage-en-plat.html

Anna B.K skriver skarpt og jeg nyder at læse hendes ord.

..og kirkevielse, skal vi nu have det (os, homo'erne)? Er ikke helt klar over hvad jeg skal stille op med den - andet end at "man gerne vil inviteres", selv om man ikke kan komme. Så at vi får muligheden, hilser jeg velkomment.

Til alle læsere, jeg ser jer - læser også med, men får som i har opdaget kommenteret meget lidt. Det er ikke dovenskab. Promise.

"Hjem"

 Med Broder P og Moderdyret ude at køre

 Her kommer vi fra

 

Jeg ved ikke med jer. Men turen tilbage, hveranden weekend, til hvor man kommer fra er en blandet fornøjelse. Alt ligner sig selv, inkl. de følelser man har om og med sin opvækst. Man ser det med voksne øjne, men følelserne. De er ikke voksne. Følelsen af ikke at høre til, være fremmed, være udenfor, den lægger sig som en fin smerte omkring alt det velkendte. Alt det er signalerer hjem, lugtene, lydene, menneskene. Man kender dem ikke længere, og alligevel gør man. 

I so much dont miss it. 

Hjem er nu Banehuset, L. og katten. Moderdyret og Bror P. er også hjem. Men ikke byen, byen er stadig av. 

"Min mor"

Det er lykkedes mig at få fat i denne her:

af Annamette Fuhrmann. Jeg kan ikke indsætte link, så du må selv kopiere. http://fuhrmannfordig.blogspot.com/

Den er udsolgt fra forlaget, men søde Annamette hjalp mig. Jeg har brug for den. Som i, jeg føler tiden løber ud, jeg kan ikke kontrollere hvor længe jeg har min mor (ikke at man nogensinde kan, i know that). 

Vi var til endnu en lægesamtale i dag og fik vores 2. opinion af den læge som vi har tillid til og som er nærværende og menneskelig. Kræften har spredt sig. Til skulderbladet og huden omkring. 2 nye små tumorer på 1 cm. 2 tumorer, der gør at Moderdyret i dag med vores blessing afslutter kemoforløbet. Et kemoforløb der har kostet. Opkast, madlede, og alle de menneskelige væsker en krop nu kan vælge at producere, når den får gift sprøjtet ind. Der er ingen pointe, når kemoen ikke er vejen til helbredelse. Når den ikke æder nok af "modertumoren", som Fru læge kaldte den. 

Så Moder fugleunge (på grund af det manglende hår og de fine tørklæder), skal ikke pumpes yderligere med gift. I stedet starter hun mandag og ti dage frem stråling. Af "Modertumoren", for at hold den i skak og de to nye tumorer der er de eneste der gør ondt. Hun skal ikke have ondt. Så vi ender med at regnestykket alligevel ikke hedder helbredelse, men symptom behandling. Hun bliver monitoreret tæt, og hvis når, der dukker flere metastaser op, tager de stilling til hver enkelt hvad fremgangsmåden skal være. 

Jeg spurgte om mange ting til samtalen. Jeg ville have at Moderdyret havde alle oplysningerne, før hun fravalgte kemoen. At hun vidste hvad hun sagde nej til men også hvad hun siger ja til. 

Hun siger ja til et liv der er forkortet, men uden gift i kroppen. Gift der æder hende op. Gift der gør at ting smager grimt, og vi skal jo have and til jul!! Jul hos mig og kæresten for første gang. 

Men jeg spurgte ikke om tidsramme. Jeg kender svaret; - at det kan man ikke sige. Det ved jeg godt. Det kan man ikke. Som min bror så klogt sagde; - du vil gerne vide hvad du kan forvente og hvad "planen", er. Men det kan du ikke få at vide og hvis der var én og den blev ændret, ville du blive slået ud af kurs. 

Så jeg må nøjes med, at vide de stråler på det der gør ondt nu. At de følger op hver 3. måned, at de giver stråling på hovedet hvis det tér sig igen o.s.v. Men mellem os, så ved jeg jo godt hvad "planen" er. At holde hende komfortabel og smertefri så længe som muligt. Og når det ikke længer er muligt, så pumpe hende med morfin, til hun dør. Så derfor har jeg brug for Annamettes bog, for jeg ved ikke hvem den første var hun kyssede, eller hvad hendes ynglingsfilm er. Vi er ikke den slags familie. Endnu. 

Hvor godt kender du din mor?

Hvem slukkede for varmen?

 Det er ikke mere end et par uger siden det så sådan her ud.

Hvor længe mon der går før vi er her igen?

Årets tur med Basisgruppen

 Det var 5. år i træk. 

 Den tid på året hvor 6 kvinder, tidligere kolleger, drager i sommerhus. Et døgn med al den mad og drikke  6 mutties kan slæbe til huse og kan klemme indenbords, men mest af alt et døgn med højt til loftet. Omsorg. Samtale. Deling af skilsmisser, sygdom, børnenes udfordringer (de andres), og glæden ved at være kvinde og voksen. Weekenden afsluttes med en gå-, og badetur i det smukke landskab.

 God søndag derude :o) Kh

Lebbinator

Kærligheden er størst af alt

I anledning af at vi alle kan bruge mere kærlighed, romantik, - og underholdning.

Jeg er nysgerrig, så tillad mig at spørge dig om dette, hvis du vel og mærke er gift eller forlovet:

1) Er du gift eller forlovet? Måske flere gange?
2) Blev der friet, indgik i en aftale eller hvordan foregik det?
3) Hvor længe gik der fra i blev enige/blev forlovet/nogen spurgte, til i blev gift?
4) Blev i gift i kirke, på rådhus eller begge dele. Måske var i udenfor? Under vandet?
5) Havde (har) i forlovelsesringe? Fik i vielsesringe eller brugte i de samme?
6) Går du/i med ring og på hvilken hånd? Gør din partner? Er de ens?
7) Holdt i fest? Hvordan foregik det? Havde du en fest?
8) Ville du gøre det igen ;o)?
9) Er i stadigvæk sammen?

Hjælp mig med at genopfriske jeres store dage, jeres minder og jeg håb. Og til dem der har valgt sig selv, fortæl mig hvordan du ville gøre det hvis du kunne bestemme (ikke alt det kompromis pjat).  Eller hvorfor du ikke vil/gør det.

Som i måske har gættet, er jeg hverken eller - gift eller forlovet. Deraf bl.a. min nysgerrighed. Hvordan er det i Danmark? Er det som i en amerikansk film (WILL YOU MARRY ME - mtf stor diamantring)? Som i Matator (Næ, nej - øh, jo tak), eller som i Paradise Beach (Ska vi knalde?) Har alder en betydning for tradition? Køn? Landsdel?

At karte

Bær over at jeg leger lidt med header og udseende herinde, forsøger at finde noget der repræsenterer min(e) stemning(er), dog uden at jeg gider sætte mig ind i for meget teknik, så i må leve med det skifter lidt.

Jeg karter rundt indeni. Er i en underlig blanding af sorg, afmagt, forelskelse, rastløshed, indre uro, behov for at sætte nye ting i gang og vrede. Tænker rigtigt meget på hvordan jeg får fjernet de 30-40 meters hæk naboen og jeg er blevet enige om skal dø. At få fældet deres to fordømte birketræer (har fået lov), der suger min græsplæne for væske og hvordan jeg får mest muligt kompostmateriale proppet i bede og køkkenhave.

I aftes greb jeg mig selv i at tænke på hvad vi gør med alle min mors møbler når hun dør. Og hvad med bilen. Jeg nåede så langt som mentalt at bestille storskrald, ringe til genbrugsorganistationer og opbevaring, før det gir op for mig - at den slags tanker jo betyder at...hun skal dø. Måske snart. Men hvad er snart, og hvordan rummer man sig selv, når man på den ene side fortsat arbejder for hendes helbredelse og på den anden side hører hvad systemet siger. At de mener hun nu har symptomer 3 steder og jeg kan høre på deres tone, at det er lige med...at man dør.

Jeg ved at hvis jeg stadig arbejdede i sygehusregi, og læste en journal som moderdyrets, ville jeg også tænke...huh, ja de der smerter ved armen er sikkert også cancer. Men jeg er ikke længere sygehusansat og jeg har ikke læst min mors journal, så jeg har bedt om at de ikke formoder, men undersøger hvad det reelt er. Jeg har også oplyst dem om, at hun med sin nye medicin nu tåler kemo godt og kan tage de 6 serier de oprindeligt planlagde, så ingen grund til at stoppe efter 4. Og jeg har sagt, at jeg ikke forstår de går fra helbredelse til livsforlængende snak blot 1/3 del inde i kemoforløbet. That makes no sense.

Så jeg talte med store ord i telefonen i mandags. Med sygehuset. Jeg tror de lyttede. Nu afventer vi respons. I mens skal jeg de næste dage tage mig af datteren. Hende der sidder i et hjørne og græder. Hende der husker tabet af sin far for 5 år siden og frygter at Moderdyret er på samme vej. Hende der bare gerne vil være kærester, flytte sammen og lave små Prophecys og Dragonsflys, hvor 2 sæt mormødre kan forkæle.

Hende der er glad for at kæresten kommer hjem på fredag.

Årgh Pis altså

Ja, det er kræften jeg mener. I ved, den der sidder i Moderdyrets lunge med afstikkere til lymfe og hjerne.

Hjernen har responderet top på højstrålingen og hun fungerer p.t. skidegodt. Hun er mere empatisk end jeg  har oplevet hende. Relevant. Omsorgsfuld. Og flere postivive ord jeg normalt ikke har brugt i samme sætning som Moderdyret.
De sidste uger har hun og jeg gået i en vi-kæmper-glad-boble. Hun har passet sin genopstartede kemobehandling af lungen, har gået ture, har kæmpet hårdt på at spise og drikke trods kvalme og fik sidste uge på eget initiativ klippet håret da det var begyndt at totte af.

Hun er så fin med blødt tørklæde om hovedet. Sin fine nathætte i lilla. Vi er begge lidt forundrede over den paryk hun også har fået, men som vi endnu begge betragter lidt som et "selvstændigt" kæledyr der står på hendes nabord (hår skal sgu ikke stå).
Hvis jeg kunne hækle eller strikke ville jeg strikke bløde, bløde hatte i dusch farver.

Jeg er heldigvis god til mange andre ting, så min bror og jeg har ringet, besøgt, handlet ind, organiseret og tilfredse og lettede set at hendes samarbejde med hjemmeplejen og hjemmesygeplejersken fungerer.

I går skulle hun til 4. ud af i alt 7 kemobehandlinger. Planen var, at ved god respons skulle hun stråles på lungen og vupti = helbredt. Det har været vores boble. I hvertfald min.

Som du nu kan regne ud, så brast boblen i går. Dels var hun alene på sygehuset (som i ganz alein uden os), fordi vi først d. 9. skulle have hoved/lungestatus, havde vi fået at vide. Men hun fik besked i går. Alene.
At de ikke kan fjerne lungetumoren. Primær ballademageren. Den der er kommet af at være "rigtig god til at ryge". Den vil ikke. Den responderer på kemo, jo jo, men angiveligt ikke nok. Den er stædig (og dum og grim). Så selv om hovedet har det godt, så kan de ikke helbrede. Vi er tilbage til at "livsforlænge".

Jeg er grådlabil i dag. Jeg græder over at hun var alene, da beskeden kom. Over at hun ikke skal leve så længe som jeg vil have hun skal. Over at de har lavet reglerne om. For reglen må sgu da være, at har man mistet én forældre til kræft (5 år siden nu), så kan man da ikke miste den anden også? Eller hvad? I dag er verden grå og lige meget. Helt ærligt.

Hun er så fin. Sagde i aftes til mig, at jeg ikke skulle bebrejde mig selv over at jeg ikke havde været med. "Beskeden er jo den samme". At jeg ikke skulle gå i stykker. Og vi græd sammen. Jeg tager derned i morgen. Har et stort behov for at holde hende. Se min bror, der også kommer. Planlægge jul og varme og bløde ting. Holde fast i hende.
For at græde.

Oktoberdage

 Det starter sådan her...i haven.

Måneder senere ser de sådan ud. 

 Timer senere kan de se sådan ud. Hr og Fru græskar.

 Fruen

 Herren

 Det starter sådan her. 

Fra haven: Tomater, jordskokker, butternutsquash, æbler, timian og bredbladet persille. 

Tilsæt hvidløg ad libitum, olivenolie, sirup, salt og peber og lidt kirsebæreddike. 

Bag ved 80 grader 4 timer, 2 timer ved 100 grader og 1 time ved 180 grader .

 7 timer senere ser det sådan ud og smager fantastisk som tilbehør til mad eller på godt brød. Inspiration hentet fra Tina Dalbøge .

Krammepakke

Give Aways (GA) kan være en love/hate thing, det er jeg klar over. I min tidlige blogdage deltog jeg i ravl og krat, for jeg elsker at vinde (hvem gør ikke det) og jeg elsker at få gaver. Beskedne mig.

Som tiden er gået, er min deltagelse i GA's faldet markant. Too much work, for de fleste kræver retfærdigvis nok, at man er fast læser og letst be honest, det er ikke alle blogs man har lyst til at blive ved med at følge. Og jeg hader at skulle afmelde igen, efter et par måneder, for enhver blogejer med en smule "se mig" følelese bemærker det faldende kontra stigende læserantal.

Så jeg sorterer i mine GA deltagelser. Sætter gaffatape på min ubetingede lyst til at vinde-vinde-vinde, knebler min indre få-få-få nisse og ignorerer fine, blomstrede, hjemmegjorte, pæne, sjove og store GA's rundt omkring. Jeg føler mig som en narref.... når jeg deltager i en GA, hvor jeg ved - her er en blog som har andre kerneværdier/anden humor/andet livssyn/andet noget end jeg, blot for at få en lækker pakke. For jo - chancerne for at vinde en GA i blogland er pænt større end chancen i bingobongo, lotto og tips.

Når alt det er sagt (tak fordi du deltager i min indre samvittigheds snak), så vandt jeg forleden en GA. Ikke fordi jeg kom med det sjoveste indslag eller den bedste tekst. Nej, bare fordi. Fru Z mente jeg skulle have en krammepræmie. Bare fordi.
Det er sgu da blogland at its best. Fordi jeg følger Fru Z og jeg ved hun følger mig. Når præmien så bl.a. er et Mixed Tape (konverteret til cd), så bliver blogvarmen ikke større. Mixed Tape mennesker - kan i huske det...

Jeg kan hilse og sige at bilen og jeg nyder vores nye Mixed TapeCd...og mine fødder sokkerne (der faktisk ikke er hygge sokker Fru Z, men vandre nogen af slagsen!) og kærestechokoladen (der er gemt for L.). Alt sammen fordi man også er til Nutella og Brd. Olsen (deres sang, ikke brd. - for Jørn er altså for fuld til TV).

Intet ny er...intet nyt

Jeg klipper efterårshinbærene ned. De skal flyttes i dag. Jeg graver køkkenhaven. Den får kompost og lægges stykke for stykke til hvile for vinteren. De fysiske aktiviteter handler om at lukke ned, gøre klar, investere i det forår der kun kan komme for langsomt.
Alligevel finder jeg en glæde ved efteråret. Det er pænt. Luften er sprød, solen blænder uden at varme. Jeg er normalt ikke en efterårsperson. Sommer er min årstid.
L. og katten foretrækker at være indenfor.
De skal passes. L. fordi hun har fået influenza, så det handler om kamillete, hostesaft, sugetabletter (!), kleenex og tv. Katten fordi hun altid bliver passet, i hoved og r.... Mine indendørsdamer.

Jeg laver rodfrugter, smoothies og græskarsuppe med de sidste fine afgrøder fra haven. Tænker tanker i det fri, mens jeg kører en husholdning der er sat i lavt gear. Vi er tætte med vores telefoner. Holder øje med familien på begge sider. Vi er både her og der.

Efteråret skifter vores udsyn. Og vi er lige her. Mens verden ændrer sig.

Som penge i banken

 (lånt hos plantetorvet.dk)

Det er hvad blomsterløg er; Som penge i banken. Jeg ser de farvestrålende etiketter, ignorerer priserne og VED at når foråret kommer, så spirer den reneste frodighed op og ud af mulden. Jeg prøvede det i år. Mit første forårs-år i banehuset. De spirede og voksede, de løg jeg lagde i efteråret. Helt uplanlagt havde jeg fået lagt løg, der valgte at gro og spire forskudt af hinanden. Der blev både til buketter til Moderdyret, Svigerdamen og vennerne.

Det kommer at ske igen. Dem fra sidste år vil forhåbentlig gentage succeen. Og der skal indkøbes nye. Det bliver ikke fra Holland de hentes i denne omgang. Der er for meget uro og kaos omkring os, så vi har brug for tiden herhjemme. Dage uden transport. Dage uden arbejde. Dage med dyner, tv, nussen rundt, computer, graven i haven og eksperimenter i køkkenet. Dagen med kæl og klappen af babymissen, dage med stilhed. Dage med omsorg og hensyn. Dage med os. Til os.

Og dage hvor steder som Plantetorvet og Frøbutikken kan besøges. Der kan handles online, der kan planlægges og lægges løg, tænkes spirer og sættes mentale frø til foråret.

Nuancer

Ok, nu prøver jeg noget der ikke falder mig let - at fokusere  og fortælle om det fine/de andre ting der sker, mens skæbnen vælger at dingle over vores familie. Selv om jeg er drama og intens, er det mig ikke muligt at være i alarm beredskab 24-7 i måneder, så udover min mors kræftsygdom og behandlingsforløb - så sker der andre ting. Fine ting.

Haven er min ven, haven er min terapi og haven er min motionsmakker. Jeg får gravet køkkenhave (fuck, den er pludselig monsterstor), flyttet græs fra den del af baghaven, der skal være bærbuske-land til det døde sted hvor campingsvognen har stået., tømt kompostbunker (pænt klamt) og generelt gjort haven vinterklar.

Vi skal til Holland som efterårsferie. For at købe tulipanløg. Altså officielt skal vi besøge L.'s bedsteforældre. De sødeste hollandsktalende ældre mennesker (tidligere bagere), jeg ved vil forkæle os i de 3 dage vi er der. Men som sagt, jeg er der for at købe tulipanløg og høre verdens mest sexede sprog (not kidding).

Når solen skinner finder du mig og katten på terrassen, mens L. læser eller er i køkkenet. Hun kan nu lave sushi (ja, ja jeg gav hende et starterkit), og jeg er begyndt at kunne lide det ret meget. Ret meget. Jeg er begyndt at se venner igen, som i aften hvor vi skal spise hos bedste lebbeveninden og damen. Og jeg har overskud, hvilket måske er det der overrasker mig. Men det har jeg. Også til den 40 års fødselsdag vi er inviterede til lørdag, hos en soulmate. En soulmate der stiller værelse til rådighed, så jeg  kan trække mig tilbage hvis jeg går kold.

Mit arbejde er fortsat fyldt op af man-divas, mange kokke, alle superstjerner - men jeg kan navigere i dem for nu. Deler lige mængder verbalt drilleri og gas af til dem og ignorerer psykopatkollegaen, der stadig har sin gang i huset. 

So all in all, livet er ikke sort hvidt i disse dage.

God weekend <3

Spontan fridag

Jeg har taget en spontan fridag. besluttede kl. pænt tidligt at jeg har et stort behov for at tænke tanker, rode i haven og gå i byggecenteret. Tanker om min familie, tanker om mit parforhold og om hvor vi er på vej hen, tanker om afkom, tanker om mig.
Med BPD kan det være svært at få 6 årlige ferieuger til at slå til. Jeg overvejer af og til om jeg i samarbejde med min læge, skulle se om jeg kan få en § 56 aftale.

En sådan aftale havde jeg efter min sygemelding med depression. Aftalen gik al sin enkelthed ud på, at de enkelte sygedage jeg havde spredt ud over året, og aldrig i træk, dem fik arbejdspladsen tilskud for. Så de ikke "led nød", over at have en medarbejder der (7-9-13) aldrig fik influenza eller deslige, men derimod havde dage, hvor det at gå på arbejde ikke virkede som en mulighed.

I dag vælger jeg blot at holde en spontan fridag, fordi jeg ikke føler mig syg, ikke har en § 56 og ikke magter at fake en influenza - for i morgen er jeg klar igen.

Har du aftaler, der ikke ligner de andres?

Detached

Det er tidligt lørdag morgen (05:58). Mørkt udenfor. Trygt her i Banehuset. Jeg ved ikke hvad det er, men de sidste måneder er jeg "kommet ud af tur" med bloggen. Hvor er min stil, hvor er min ventil, hvad vil jeg sige?
Det samme sker når jeg læser med hos jer andre. Jeg sidder og nikker/ryster på hovedet/deltager, men der bliver ikke kommenteret. Jeg er med, men alligevel ikke helt. Det er som om bloggen og blogland ses gennem et vindue. Jeg står udenfor vinduet og kigger ind. På mig selv, på jer.
Jeg har tænkt, "Det kommer nok igen", "Du har nok andet i hovedet" og alligevel bekymrer det mig at jeg er så detached fra den blog og det land, der for blot måneder siden var en vigtig del af min hverdag.

Jeg kender mig selv, jeg ved at hvis jeg lader "Stå til" for længe så kommer jeg ikke ind i kampen igen. Ikke at det er et must eller at det skal være en kamp, men jeg har svært ved at slippe nogen eller nogen når de først er krøbet under huden og alligevel har jeg vildt nemt ved bare at give slip. Det giver ikke mening. I know. Jeg forstår det heller ikke selv. Evnen til at ville noget, være i noget - der over nat kan skifte til "har ikke brug for", "orker ikke mere". For ugen efter at genopstå som et behov. Jeg bliver vanvittig af de skift når det eneste jeg gerne vil er stabilitet. Følelsesmæssig stabilitet.

Så det her tidlige indlæg, der skulle handle om at jeg i dag kører sydpå til Moderdyret der er blevet udskrevet, kom i stedet til at handle om skift. Mine skift, bloggens skift. Fucking pisse emotionel dysfunktionel personlighedsforstyrrelse.

Træt

Dagene sidste uge gik med sygehusbesøg, forelskelse i familien, kærlig omsorg fra L. og weekender med Moderdyret på "udgang" fra sygehuset. I dag husker jeg kun at familiens mønstre igen slår til, mens L. forsikrer mig om, at der også var fine stunder i weekenden. Stunder hvor der blev plukket hinbær, spist kage og set Bingo Banko. (!)

I dag kan jeg forstå, at det udefra må synes som om jeg skifter fra varm til kold over ingenting. Fra forgabelse i familien til at de skal lade mig være i fred. 

Jeg er uden tvivl træt. Uger med organisering, snak, samtaler, sygehusbesøg, Moderdyret der var midlertidigt hjerneskadet, en bror der gerne vil mig, ikke nok tid til at falde til ro, falde ned, hvile og ikke være praktisk gris. Og når jeg er træt kommunikerer jeg dårligt. Virkelig dårligt. Bliver afvisende. Gå nu væk. Så denne uge skal jeg huske mig selv. Huske at falde ned, at slippe ansvaret. Give det tilbage til Moderdyret, broren, kæresten, systemet, hjemmeplejen og tage mig tilbage.

David og Goliath

Det starter i dag - kampen. Kampen om mest mulig tid for og med min mor. Til middag rettes kraftige stråler mod hendes hjerne. Stråler, der skal ødelægge de celler der har forgrebet sig på hende. Celler der gør hende desorienteret, bange og usammenhængende.
Den sidste uge har været fin. Så fin. Hun har haft det bedre. Hævelsen er faldet takket være prednisolon, hun er mere sammenhængende og hun er mild, glad og taknemmelig for vores hjælp.

Man kan ikke være forelsket i sin mor. Men jeg er forelsket i vores forbindelse. At hun aer min hånd, aer min kind og vi sammen ved, at vi måske lever sammen på lånt tid, men ikke desto mindre lever vi.
Min kæreste støtter at moderdyret har førsteprioritet. Hun lægger øre til grådfyldte telefonsamtaler, opremsninger af hvem der har sagt og hvad der nu skal ske. Min bror taler i telefon med mig, næsten dagligt, længe. Jeg tror vi har talt mere de sidste måneder, nej jeg VED vi har talt mere sammen de sidste måneder, end vi har gjort hele vores liv sammen. Go figure.

Familie - den familie jeg altid har savnet er pludselig dukket op. Af kræftens skygger, kræftens skjul. Vi har sammen, alle 4 et efterår foran os, med utallige undersøgelser, kemobehandlinger, strålinger, samtaler og flere samtaler.
Jeg har et efterår foran mig med en moderlig psykolog, der laver vejrtrækningsøvelser med mig og giver mig knus på vejen ud.
Min bror har et efterår foran sig, som slank, røgfri, på udkig efter en kone (gerne én jeg kan tale med) og muligheden for at lære om sig selv hos en psykolog.
Min mor har et efterår foran sig, der vil være hendes livs udfordring, et efterår hvor hun vil opleve og anerkende at hendes børn og svigerdatter vil hende. Et efterår med planlægning, omsorg og samarbejde. Et efterår, hvor hun skal have hjælp fra fremmede fra kommunen, behandles i hoved- og r.. og leve. Overleve.
Min kæreste har et efterår foran sig, hvor hun ikke skal være i tvivl om at hun er nummer 1 familie for mig. På trods af at matriarken vil fylde meget. Et efterår, hvor hun vil lære nye ting, om sit fag, sine krav til sig selv, til at være i en familie der er præget af sygdom, men som måske, måske er ved at finde ud af at med lys, kærlighed og samtale - kan ingen sygdom slå de fine følelserne i hjel.

Hvor længe har vi? Vi ved det ikke. Ingen af os. Heller ikke du. Hvad vi ved, er at sansynligheden for at moderdyret bliver 90 er lille. Og at hun måske skal leve med sygdom on/off resten af sin tid. Men vi er vågnet. Vi vil hinanden. Så selv om jeg er træt, ikke når hvad jeg plejer, mest spiser yougurt som aftensmad fordi jeg planlægger, besøger moderdyret på hospitalet, ringer rundt til patientvejledere, netværk og familie - så kan jeg mærke jeg lever. This is intens shit.

Pray for us.

Sæt i gang!

Torsdag den 15. september 2011

Meget mærkelig dag

Besøgte moderdyret. Alene. Vi græd over børnebørn hun ikke ville nå at møde. Vi holdt hinanden i armene og fortalte at vi ikke var klar til at miste. Vi gik sammen ud i solen og hentede Billed Bladet i kiosken.

Vi græd over uretfærdigheden.

Der kom en læge. Udenfor stuegang. Udenfor besøgstid. Der kom en læge. Lægen er nærværende. Empatisk. Til stede. Moderdyret og jeg er usikre, hvad vil denne læge? Tale om terminalordning ved udskrivelse? Om bivirkninger ved de 10 gange stråling. At hun skal udskrives?

Hun vil fortælle, at min mor efter 24 timer med en revolver mod hovedet, har en chance. At de har nærlæst billederne og fundet den ene metastase der er mindre end antaget. Det meste er væske. De tror på at de med 3 x højstråling kan "slå den ihjel" (lægens ord), hvis moderdyret kan holde til behandlingen.

"Hvad er det du siger?". "Siger du at moderdyret kan vælge mellem 10 x lav stråling for at mindske hævelsen og livsforlænge og dø ELLER 3 gange højstråling og blive rask?" 

"Ja, det er det jeg siger". "Jeg tror jeg kan slå den i ihjel og også det i lungen bagefter".

Da hun er gået sidder vi begge helt stille. Moderdyret og jeg. Mit hovede værker. Min krop værker. Moderdyret kigger på mig og siger: "Hvad siger du så?" Ja, hvad siger man så? Man spørger: "Mor, tror du at du kan holde til det? Tror du at du kan overleve?"

Og damen der i måneder har været grådlabil, desorienteret, stridslysten, frustreret, usammenhængende og glemsom siger:" Det er slet ikke til.......", "det er slet ikke....." "det kan slet ikke......" "JA!".

Så nu er det planen. Nej, jeg gider ikke tvivle. Nej, jeg gider ikke tænke "Når man først har kræft.....", "Når man først har metastaser.....", "Hun er stadig......", "der er ingen garantier". NEJ, sagde jeg. 

Moderdyret på 62 år havde for første gang håb i øjnene. Efter 3 måneder med angst og opgivenhed. Moderdyret havde haft 24 timer til at finde ud af at hun HAR et liv. At hun HAR noget at miste. At hun IKKE vil dø. At hun er klar til at kæmpe. At det er NU, hun skal ændre sit liv og være positiv (det sagde hun sgu).

Jeg havde haft 24 timer til at indse, at trods dysfunktionelt familiemønster, svigt og et evigt ønske om en anden mor, at jeg IKKE vil miste hende. At HUN er min mor. Min mor.

Så nu er det det vi gør. Siger tak til strålemonsteret, der vil efterlade moderdyret skaldet (noget hun sjovt nok syntes vil være lidt cool? - der skal strikkes og hækles hatte og købes tørklæder)

Vi siger ja tak til chancen om at vinde denne kamp, for er der noget vi kender, er det at kæmpe. Sæt i gang!

Ps. I aner ikke hvor meget jeres mails og kommentarer har betydet. Af hjertet tak.