Krammepakke

Give Aways (GA) kan være en love/hate thing, det er jeg klar over. I min tidlige blogdage deltog jeg i ravl og krat, for jeg elsker at vinde (hvem gør ikke det) og jeg elsker at få gaver. Beskedne mig.

Som tiden er gået, er min deltagelse i GA's faldet markant. Too much work, for de fleste kræver retfærdigvis nok, at man er fast læser og letst be honest, det er ikke alle blogs man har lyst til at blive ved med at følge. Og jeg hader at skulle afmelde igen, efter et par måneder, for enhver blogejer med en smule "se mig" følelese bemærker det faldende kontra stigende læserantal.

Så jeg sorterer i mine GA deltagelser. Sætter gaffatape på min ubetingede lyst til at vinde-vinde-vinde, knebler min indre få-få-få nisse og ignorerer fine, blomstrede, hjemmegjorte, pæne, sjove og store GA's rundt omkring. Jeg føler mig som en narref.... når jeg deltager i en GA, hvor jeg ved - her er en blog som har andre kerneværdier/anden humor/andet livssyn/andet noget end jeg, blot for at få en lækker pakke. For jo - chancerne for at vinde en GA i blogland er pænt større end chancen i bingobongo, lotto og tips.

Når alt det er sagt (tak fordi du deltager i min indre samvittigheds snak), så vandt jeg forleden en GA. Ikke fordi jeg kom med det sjoveste indslag eller den bedste tekst. Nej, bare fordi. Fru Z mente jeg skulle have en krammepræmie. Bare fordi.
Det er sgu da blogland at its best. Fordi jeg følger Fru Z og jeg ved hun følger mig. Når præmien så bl.a. er et Mixed Tape (konverteret til cd), så bliver blogvarmen ikke større. Mixed Tape mennesker - kan i huske det...

Jeg kan hilse og sige at bilen og jeg nyder vores nye Mixed TapeCd...og mine fødder sokkerne (der faktisk ikke er hygge sokker Fru Z, men vandre nogen af slagsen!) og kærestechokoladen (der er gemt for L.). Alt sammen fordi man også er til Nutella og Brd. Olsen (deres sang, ikke brd. - for Jørn er altså for fuld til TV).

Efterlysning

Nu fik jeg jo i mit Award indlæg afsløret at jeg er en troløs blogsuger. Jeg vil derfor pointere, at du ikke skal føles noget pres af den grund.

Du er dig, og din blog er 120% dit område.

Hvis du "lander" mig som fast læser, betyder det blot, at vi er to mennesker, der har noget til fælles. Noget der giver genlyd eller måske har du noget jeg endnu ikke ved jeg har eller ikke har. Eller at jeg test-læser dig.
Så ser du ser mig som fast læser den ene uge, for at være forsvundet den næste, betyder det ikke du ikke er et spændende, interessant menneske. Det betyder, at du muligvis er klogere, smukkere, mere kreativ, mere/mindre aktiv eller alt muligt andet, som gør, at vi i den virkelige verden heller ikke ville finde genklang hos hinanden.

Man kunne så argumentere for, at man kunne blive og lære noget, udvide sin horisont - men jeg tror fast på at der er mange mange søde mennesker derude og man kan ikke være venner med alle. Og når vi taler blog, er min eneste regel, at det er lystbaseret. Jeg skriver hvad jeg vil og gider. Har set andre med samme dogme og jeg læser med, hvis du rammer mig. Nogle gange rammer du med dine store armbevægelser, andre gange med en lille fin detalje. Jeg skal kunne mærke dig.

Når alt det er sagt, så er jeg efter de indledende øvelser/uger ret loyal i mit "fast-læseri". Nyder kontuniitusiteten (stav det lige selv hva!), de  relationer man bygger op, der ikke kræver troskab, fast udveksling eller arbejde - når grundkemien er der. Og blogland amazer mig gang på gang, med den støtte jeg finder.
Thrill me baby!

De nyeste blog fund for mig lige nu, er amarOrama og Fru Z, men måske du har et top nice link til en blog jeg bør tjekke ud. Smid alt imod mig, jeg er klar både til krea, følelser, rejser, have, hus, børn og kommunikation!

Bums på penis

Undskyld. Tilgiv den upassende overskrift. Fluefangeren til dette indlæg. 

Jeg har selvfølgelig ikke nogen bums på penis, eller en penis for den sags skyld. Men indlægget i går var min "Ud af skabet", som menneske med: 

EMOTIONELT USTABIL PERSONLIGHEDSFORSTYRRELSE (Borderline personlighedsforstyrrelse)  På en eller anden måde lyder "Bums på penis", sjovere og nemmere at håndtere. Deraf overskriften. Til de af jer der har problemet, er der råd at hente i Ude og Hjemmes brevkasse herover. Til jer andre, i fine læsere, som har støttet mig i katten om den varme grød. Tak for det. Jeg håber i hænger på, for der kommer med garanti mere af samme skuffe. 2011 skal blive et projekt. Projekt: Hvordan udnytter jeg de resourcer jeg har bedst, til et dejligt liv. Med L., katten, forhåbenligt huset og haven. Hvad jeg indtil videre har erfaret er, at der er to slags offentlige kontakter/instanser. Dem hvor jeg kan være mig og velformuleret, og så er der dem hvor jeg bliver et nervøst, bange, og usikkert væsen. De sidste er dem, der skal hjælpe mig, med et øknomisk grundlag til det gode liv. - Og siden jeg har bremser som en golfvogn på en 10 tons lastbil, og vælter over en telefonsamtale (se gårsdagens indlæg), så har jeg i dag fået kontakt med en venlig bisidder fra SIND. Hun vil tage med mig til mit første med med kommunen. Og det er jeg SÅ lettet over. En der kan høre og se det jeg ikke hører og ser. En der gør at de opfører sig ordenligt. At jeg gør. Og så har jeg fundet ud af at denne blog og dens læsere er guld værd. For indlæggene og kommentarerne fra jer, stiver mig af. Gør nervøsiteten mindre, angsten tilladt og giver mod. Endnu engang beviser blogland, at kunne noget jeg ikke havde drømt om. Bums på penis eller ej. Kh.

Av for satan, blev der sagt

(Fundet på nettet)

Kære blogland og kære læsere,
Dette er ikke farvel, men det  føltes forkert ikke at adressere dette indlæg, for ingen af os er hvem som helst. Jeg havde det svært inden julen, det er kommet snigende siden oktober, og julen har ikke gjort det bedre. Jeg er til tælling, som jeg skrev den 24.
I går tog jeg toget fra Gråsten til Århus, og turen i 'offentligheden', kombineret med jul i 48 timer med min mor og bror,  gjorde at jeg måtte sove 12 timer. Også i dag har jeg sovet i løbet af dagen.
Det gør ondt indeni, smerteligt ondt - og der er ikke luft nok. Jeg kan ikke trække vejret som jeg gerne ville. Jeg fryser.
Jeg har 'sendt' L. til kaffe hos bedste veninden, så vi begge får en pause fra mig, for når hun er her, ser jeg mig selv udefra og det er ikke fantatisk.
Jeg ved L. har ret, når hun siger det går over igen, At der bliver gode dage igen, - jeg kan ikke føle det. Jeg kan kun føle denne forbistrede smerte, afmagt og hjælpeløshed.

Jeg skal have lukket familie-kassen. Den kasse, der har sat sit dybe aftryk på mig, og måske er det heller ikke smart at åbne diagnose?, stigmatisering?, børn?,  job?, fremtid?, hus?, kasserne på en dag som i dag - men så skal jeg lige finde nogle søm først, og siden mit værksted er på Nordfyn og ikke her i Århus....

You get the picture. Men bloggen har fået en ny mission for mig. Udover at vise det kreative, haven, kæresten, katten og life, så skal den langsomt være en port - porten ud af tavsheden.  Og jeres kommentarer den 24. bekræftede mig i, at selv om det er MIT behov, så er der muligvis også plads til det og brug for det i blogland, selv om andre har været modige før mig. Fx. hende her, hende her og ikke mindst hende her.
Set bagud, er de fleste blogs jeg følger skabt og skrevet, af varme kreative mennesker og virkelige mennesker, og fællesnævneren er, at ingen af jer er bange for at vise sårbarhed, grimhed og ærlighed - og det er befriende og nødvendigt.

For sårbar, grim (tyk), og ynkelig er åbenbart disse dages sort i dette sind.