Urne, flyttekasser og skiftret

Aimen, det er jo ikke for almindelige mennesker det der skifteret! Nu er Broderdrengen og jeg ret enige om hvad og hvordan boet efter vores to forældre skal løses/opløses.

Lad os så for et øjeblik se bort fra det tragiske faktum, at vi opløser vores forældre ophav. Deres jordslige liv. Hele vores baggrund inden vi er fyldt 40.

Så kunne man have en ide om, hvad der max. skulle til det, for at lette tingene. For at gøre det lettere for 2 efterladte at klare tingene nemt, så de kan koncentrere sig i om det uvirkelige i at pakke resten af deres barndom ned. Jeg foreslår at man skulle udfylde en lille A4 side med multiple choice:"Er i enige?" JA. "Vil i betale de regninger der er tilbage?" JA. "Vil i betale den skat der får samfundet til at køre videre?" JA. Og så ikke mere vel?

Men nej, der er formularer, vejledninger, åbningstatuser, frister, proklamapåbud, mulighed for privat skifte, osv.

5 minutter inde i mødet med skifterets manden, fik både Broderdrengen og jeg det der fraværende blik, man får når man er stået af. Som i matematik i 4. klasse. Helt godnat, forstår ikke, hvad?

Jo jo, vi kan få en revisor/advokat og betale os fra det skifteretsmanden mente var ganske enkelt, for vi var jo enige? Så i skal blot udfylde formular 3,4 og 5 inden den og den dato og så efter 8 uger og så skriver i bare og lægger sammmen og finder kvitteringer og .......you get the picture.

Aimen altså.

Som om det ikke er nok, at vi sidder i Moderdyrets bolig. Sorterer hendes liv, hendes liv med min far, vores baggrund fra tandbørster over katekismus til feriebilleder og opskriftsbøger. This is it. Når det er sorteret, pakket i kasser, delt op i flyttekasser til Broderdrengen, mig og den lokale garde, så er der ikke mere. Thats it.
I dag sætter vi urnen ned (put-i-hul-fest, som min mormor engang sagde), med præst, sang og lidt venner og familie. Det gør mig glad, at også dette ritual giver trøst. Og aftenens grønkålsfest hos fasteren. Når Broderdrengen og jeg snakker om fremtiden, fortiden, nutiden. Når L. bruger timer på at pille billeder ud af gamle albums, så vi kan sortere dem i dine og mine og dem vi vil sende til familie og venner. Der er trøst i ritualer, i gøremål i samtaler.

Men skifteretten, det var sgu ikke nogen trøst. Det er en ommer.

Kolde fødder

"Når jeg skal sove, skal jeg lige have sokker på. Jeg kan ikke sove med kolde fødder". "Det kan jeg heller ikke mor, L. er ved at blive sindssyg over alle mine sokker i sengen. Jeg spørger lige sygeplejersken om et par". "Mor, dine fødder er helt tørre, skal jeg ikke give dem lidt creme inden du får sokkerne på?". "Jo, fod massage er bare luksus". "Er det for hårdt mor?". "Fod massage kan aldrig blive for hårdt P".


Moderdyret ligger og hviler, med et blødt drag om munden, der for mig ligner et smil. Jeg er alene med hende. Vinduet er åbent og der er tændt fyrfadslys på natbordet, hvor sygeplejersken har lagt en lille dug. kl. er efter midnat og hun er fin. Alt er stille. Det er nat. Kun min mor og mig.

Det er underligt, at hun ikke trækker vejret,. Hun er helt varm at røre ved, og for 2 timer siden hev hun efter vejret og bad om hjælp. 10 minutters dødskamp med dødsangst efter 8 timer med hende og mig, samtale, berøringer, smil og tårer. 10 forfærdelige minutter, hvor jeg er totalt hjælpeløs, mens min mor kæmper sit livs sidste kamp. I minutter hvor hun mellem  "hjælp mig" og "giv mig nok til jeg går væk" får hevet masken af og sagt "I skal være gode ved hinanden".

Mine tårer. Som også flød da jeg kørte gennem landet for at nå min mor, med Whitney i radioen. Nå at være hos hende, for jeg vidste det. Jeg vidste søndag at jeg måtte afsted. At jeg skulle være der. Nu. Ingen havde sagt noget. Jeg vidste det. Hun vidste det. Hun var ikke overrasket over at jeg kom. Hun var taknemmelig for at jeg blev. "Jeg er tryg når du er her". "Jeg er glad for at du får mad og en seng", sagde hun da sygeplejersken sendte mig ud med en madbakke og tilbød at køre en seng ind for natten. Jeg fik ikke brug for den. Jeg sad og slumrede sammen med hende. I stolen ved hendes seng. Lagde hovedet på madrassen, holdt hendes hånd. Græd. Ringede og updatede L. og Broderdrengen, men vidste at jeg ville være alene med det her. Med hende. Hende og jeg. Hun hjalp mig ind i livet og jeg skulle hjælpe hende ud. Det vidste vi begge. "Du er tapper min pige og smart med dit nye korte hår". "Jeg ved du elsker når jeg har kort hår mor".

Nu sidder jeg her. Rører ved hendes ansigt, hvor linjerne er udviskede. Hendes træk afslappede. Rører ved hendes hånd, jeg næsten ikke har sluppet i 8 timer. Den er varm og fin. Mors hånd. Husk den P. Husk følelsen.
Hendes krop er viklet fint ind i et  hvidt rent lagen. Men fødderne? Hvad med fødderne? Jeg rejser mig. Pakker forsigtigt hendes fødder ud af lagenet, er bange for at vække hende, selv om hun ikke trækker vejret. På storetåen er en seddel med hendes navn. Det ser spøjst ud. Fødderne er bare og kolde, men ikke tørre. Jeg finder de lilla stribede fleece sokker som både hun og jeg ynder at sove i. Hendes sokker. Jeg giver hende dem på. Pakker hende ind igen, i lagenet. Kysser hende på panden, inden jeg går ud for at vente på Broderdrengen og L.

Vi kan ikke sove med kolde fødder.

"Min mor"

Det er lykkedes mig at få fat i denne her:

af Annamette Fuhrmann. Jeg kan ikke indsætte link, så du må selv kopiere. http://fuhrmannfordig.blogspot.com/

Den er udsolgt fra forlaget, men søde Annamette hjalp mig. Jeg har brug for den. Som i, jeg føler tiden løber ud, jeg kan ikke kontrollere hvor længe jeg har min mor (ikke at man nogensinde kan, i know that). 

Vi var til endnu en lægesamtale i dag og fik vores 2. opinion af den læge som vi har tillid til og som er nærværende og menneskelig. Kræften har spredt sig. Til skulderbladet og huden omkring. 2 nye små tumorer på 1 cm. 2 tumorer, der gør at Moderdyret i dag med vores blessing afslutter kemoforløbet. Et kemoforløb der har kostet. Opkast, madlede, og alle de menneskelige væsker en krop nu kan vælge at producere, når den får gift sprøjtet ind. Der er ingen pointe, når kemoen ikke er vejen til helbredelse. Når den ikke æder nok af "modertumoren", som Fru læge kaldte den. 

Så Moder fugleunge (på grund af det manglende hår og de fine tørklæder), skal ikke pumpes yderligere med gift. I stedet starter hun mandag og ti dage frem stråling. Af "Modertumoren", for at hold den i skak og de to nye tumorer der er de eneste der gør ondt. Hun skal ikke have ondt. Så vi ender med at regnestykket alligevel ikke hedder helbredelse, men symptom behandling. Hun bliver monitoreret tæt, og hvis når, der dukker flere metastaser op, tager de stilling til hver enkelt hvad fremgangsmåden skal være. 

Jeg spurgte om mange ting til samtalen. Jeg ville have at Moderdyret havde alle oplysningerne, før hun fravalgte kemoen. At hun vidste hvad hun sagde nej til men også hvad hun siger ja til. 

Hun siger ja til et liv der er forkortet, men uden gift i kroppen. Gift der æder hende op. Gift der gør at ting smager grimt, og vi skal jo have and til jul!! Jul hos mig og kæresten for første gang. 

Men jeg spurgte ikke om tidsramme. Jeg kender svaret; - at det kan man ikke sige. Det ved jeg godt. Det kan man ikke. Som min bror så klogt sagde; - du vil gerne vide hvad du kan forvente og hvad "planen", er. Men det kan du ikke få at vide og hvis der var én og den blev ændret, ville du blive slået ud af kurs. 

Så jeg må nøjes med, at vide de stråler på det der gør ondt nu. At de følger op hver 3. måned, at de giver stråling på hovedet hvis det tér sig igen o.s.v. Men mellem os, så ved jeg jo godt hvad "planen" er. At holde hende komfortabel og smertefri så længe som muligt. Og når det ikke længer er muligt, så pumpe hende med morfin, til hun dør. Så derfor har jeg brug for Annamettes bog, for jeg ved ikke hvem den første var hun kyssede, eller hvad hendes ynglingsfilm er. Vi er ikke den slags familie. Endnu. 

Hvor godt kender du din mor?