Det.Går.Fremad.

Jeg bliver 40 i morgen (!). Og det går fremad. Når jeg græder kan jeg oftere holde op igen. Når jeg får ondt, kan jeg hurtigere finde ud af at gå til psykologen og få hjælp. Når jeg brænder sammen, går det hurtigere over.

Vi har været hårdt spændt for det sidste år. L. og jeg. Begge to. Vi har erkendt, at vi har brug for lidt hjælp. A leg up, som de siger derovre. Der er hjælp at hente, både fra min hottentot psykolog (hun ligner en), fra Livs familie og fra venner der lytter.

Så længe jeg græder er jeg ok. Gråd forløser, gråd befrier. Aggression, irritation og indestængt vrede slider.

I morgen bliver jeg 40. Min mor og far ringer ikke. That's a given. Derfor tårerne de sidste dage. Vejrtrækningen der har været svær. Smerterne i brystet. Hukommelsen, hvor der ellers har været pænt plads til forbedring, husker knivskarpt at for et år siden gik kræftmøllen igang. Min mors dødsmølle. Samtalerne. Sygdommen. Behandlingen. Midt i min fødselsdag og L.s længe ventede hjemkomst fra Australien.
Et år på standby. I brandsluknings- og akutmode.
Det husker hukommelsen godt. Den hjælpes godt på vej af at en venindes mand sidste uge fik kræft. Så jeg taler igen, næsten dagligt, om behandling håb og krise.

Det er derfor jeg ikke har fødselsdagsfest i haven med kulørte lamper, selv om den har været planlagt i flere år. Derfor bliver det "blot" de fine nære, haven, lysene og kagerne. Morgenbadning med bedste-lebbe-veninden. Formiddag med sol og alene i haven og eftermiddag med brormand og de fine. Fordi håbet kun lige er begyndt. Håbet og lysten. I små fine bidder.

På lørdag flyver jeg alene til Skotland for at besøge venner, gå ture med lånt hund og for at få noget input. Fra den store verden, der drejer så fint (videre).

Jeg skal nok blive ok. Jeg savner min mor, men jeg skal nok blive ok.

Odense Universitetshospital aug. 2011

Søndagsstille

Jeg havde en dejlig uge på Femø. At være ude 24/7 passer mig godt. Jeg kan bedre få luft. At L. også hygger sig på øen, med kvinderne, med mig - gør det blot bedre.  Nu er vi hjemme igen. Jeg arbejder nogle uger, inden jeg tager 2 ugers ferie mere. Det har (som altid), overrasket mig at business ikke er as usual. Efter en uge med god søvn, udeluft og god mad, kun krydret med et par enkelte tudeture, overrasker det mig, at jeg hjemme igen, har let til stilhed, blues, sorg og tårer. Det bygger langsomt op. Rettes ofte mod L., der mødes med vrede, irritation og tanken om "at nu flytter jeg til et billigt hus på en ø uden mennesker". 

En følelse af, ikke at elske nogen, gide eller ville noget, eller orke at trække vejret. L. husker mig på, at det kommer i nøk. Svigermor har fortalt mig det kommer i nøk. Sorgen. 

Jeg glemmer det. Jeg husker det når jeg sidder med tanker om Moderdyret, der ikke har lagt blomster på min fars grav på hans dødsdag, fordi hun i år selv er død. I bilen på vej til job.

Tanker om min forestående fødselsdag, hvor hun ikke ringer. Han ikke ringer. De ikke ringer. De ikke kommer. De ikke skriver. De ikke er.  "there's a first for everything", det første år efter dødsfald. Når bare jeg husker det. Så verden ikke går under hver gang sorgen banker på. Så jeg husker, at det bliver bedre. Lettere. Med et større F. i fremtid. 

Stille søndag her fra.

Nu leger vi lige...

Nu leger vi lige, at vi er i Australien. Her er kl. 04.00 om natten, og det er dermed den 21. april, så derfor:

Hun var ikke født, da Tommy Seebach forandrede alle fødselsdage i danmark

men hun elsker tegnefilm, hov undskyld, animationer:

og Welsh corgi hunde:

og pingviner:

og lidt etnisk

og sidst men ikke mindst

Tillykke med fødselsdagen Skat <3

Sommer residensen

Jeg har det godt her i sommer residensen, med kaffen, smøgerne og bøgerne. Vejret ku være bedre, men det er ok for en fødselsdagsdag :-) holder blog ferie nogle dage. Pas på jer

She's so beautiful

Tillykke til hende den fine.