God igen?

Ja, jeg er god igen. Det kræver sin kvinde at håndtere sig selv og jeg er for tiden ikke min egen største fan. Alligevel er jeg imponeret over at jeg stadig står på begge ben, nyder mit job og plejer de venskaber der er i behold efter de sidste 2 års turbulens.

Mine tanker går stadig dagligt til min "tabte" familie, både de døde og de levende. Sorgen har ikke på noget tidspunkt formået at tvinge mig helt i knæ. Indrømmet, der er dage - som i sidste uge, hvor der igen var aktivitet i tarmsygdommen, hvor det er svært at gennemskue "whats the point", men jeg rejser mig igen.

 Der er ingen tvivl om, at jeg hele mit liv vil skulle modarbejde de tanker og følelser der trækker mig bagud. Følelser der går så langt tilbage at jeg ikke er i tvivl om, at de hverken har noget med virkeligheden eller min indsats at gøre. Men jeg har igennem tid erhvervet en viden der siger, at med kost, motion og søvn, kan jeg optimere mit udgangspunkt. Jeg kan give min krop et bedre fundament at rase igennem borderlinejunglen på. Englen og djævelen. Lev eller Dø. Det er de to kræfter der slås, og jeg ser min nye autoimmun sygdom som en manifestation af denne kamp.
"Autoimmun sygdom reagerer på stress," siges der. Så hold op med stress. Dette er super svært, fordi min psyke er stress-programmeret. Der er ikke mange mellemstationer fra laid back til frit følelsesmæssigt fald. Jeg har tænkt tanken, at jeg ved ikke at have børn eller parforhold ydermere minimerer den følelsesmæssige stress. Ikke at valget er bevidst, men det er hvad det er. For nu er det godt nok.

Sporty på singlemåden

Jeg trækker vejret, derfor er jeg. Jeg trækker i perioder som i nu vejret for hurtigt eller for overfladisk. Hvis du er en af dem der følger mig på facebook, har du bemærket en del aktivitet de sidste 3 uger når vi taler om løb og cykling. Endomondo er min ven.

Jo, jeg var blevet småfed. Jo, jeg var blevet smådoven efter devisen efter-alt-det-krise-min-mor-er-død-jeg-må-gerne-spise-chips-og-drikke-øl. Det bliver man hverken i bedre form eller slankere af.

Men den bedste kur er hjertesorger. Den bedste motivation til at motionere dagligt, er at blive gået fra (eller at gå virker for andre). Alternativet til ikke at bevæge sig, når chancen byder sig er at mit mentale badekar fyldes op. Fyldes op af spændinger, sorg, forvirring, frustration, vrede, afmagt, kontroltab og usikkerhed. Og den der bundprop, der skal release og løsne op så jeg trækker vejret bedre, er fucking svær at finde. Den er der og kræver gråd, motion eller samtale.

Så det er hvad jeg gør på tredje uge. Jeg tuder, løber og samtaler.

Derfor skriver jeg ikke på bloggen. Ikke at jeg ingen har ord nok. I have plenty. Men hvor bloggen i flere år har været en god ventil, så hænger den nu sammen med mit liv med hende der har valgt mig fra.

Så det er ikke fair, de dage hvor jeg er meget vred, meget ked eller afmægtig at udstille vasketøjet herinde. Hun har sagt vi blot kan aftale hun ikke læser med, men jeg gider ikke lave aftaler med hende lige nu.

En god ven sagde "Du skal tage natten tilbage", tage medierne tilbage. Der hvor jeg før ventilerede. Instagram, facebook og bloggen - men det er svært nu. For de er alle filtret ind i hende og os. Så jeg forsøger at nuancere. Ikke at brænde broer i affekt. Med borderline und alles. Forsøger at rumme mig som det menneske jeg er der skal redefinere min hverdag og det mennesker der er i krise og har borderline.  Borderline i krise defineres af af Kreisman et al som "terrifying aloneness, feelings of being misunderstod and overwhelming helnessness". Hvilket intet har med hende at gøre. Det har noget med min bagage at gøre. Mit ansvar, min opgave, min kamp. Livskamp.

Og alt i mens bliver jeg sporty lækker på singlemåden.

Får du løbet og elsket nok?

Gruekedlen er sat over

Sidder her bag skærmen og gruer. Gruer for i morgen, hvor jeg efter 7 uger hjemme starter job. Mine tanker er all over the place og har været det i alle 7 uger. Sorg, depression, angst. De sidste 2 uger, dog alene panik over jobstarten. Over presset. Over manglende faglig respekt for mig. Over dårligere vilkår end mine kolleger. Over gentagen kamp for min plads, mit kontor, min selvrespekt.

Noget af kagen tilhører jobbet. Jobkulturen. Chefen. Branchen. Mænd/kvinder. At jeg fagligt er en ting men måles på deres faglighed, der er en anden - på trods af at jeg er ansat med min faglighed (did that make sense?).
Noget af kagen tilhører mig, borderline og et manglende fundament, der ikke trives i rammer med skiftevis ros, manipulation og trusler (omend svage) om fyring. Mine kolleger kan, de har selvtilliden (og salgstallene). Jeg kan ikke, har p.t. ikke meget selvværd, slet ikke selvtillid og ikke lækkert hår.

Salgstallene var ikke aktuelle ved min ansættelse for 3 år siden. Jeg blev ansat til at yde en service, vejlede og rådgive. Indtil for 1 år siden, hvor der kom salgskrav. Ikke kun en dårlig ting, for at sælge giver optur - jeg elsker optur og kan køre længe på vores fælles "vi kører for fedt".  Men når jeg presses til at skulle sælge som en sælger, på provision, for at betale husleje, for at beholde jobbet - så er jeg presset for meget. Eller nej, det der presser mig er at jeg ikke ved nok. Kan hvad de andre kan.

What kills me, er at jeg ikke stoler på at jobbet vil mig det bedste. Jeg stoler ikke på ham. Skal han derfor betale endnu en sygemelding? En udredning fra kommunen, for det er hvad det kan ende med? Jeg ved han refunderes, men han mangler jo én.

Jeg har den her tale der kører:"jeg kunne jo bare tage mig sammen. Tage mig sammen til en fungerende hukommelse. Tage mig sammen til overblik. Tage mig sammen til ikke følelsesmæssigt at kortslutte ved minimal menneskelig interaktion", og så kører den anden tale"jeg vil jo gerne, men jeg kan ikke lige nu".

Er jeg klar til at smide borderline kortet? Klar til at mødes med kommunen og sige: Jeg har mistet min mor, det har trukket tæppet væk under mig og jeg er i fuld eksistenskrise - IKKE hjulpet af borderline skyggen. Hvad har i at tilbyde? Mindfullnes? I take it. Motion? I take it. Samtaler? I take it.

Psykologen har væsset kløerne og står bag mig, til øjeblikkeligt at hive "Ny sygemelding"- kortet frem hvis jeg ikke kan sætte mine grænser, holde mit område, trække vejret, sove om natten. Og hun vil være der de næste måneder uanset om det er med jobbet eller med kommunen.

I en perfekt verden, havde jeg igen min egen virksomhed - hvor jeg solgte noget der var 100% efterspurgt. Kunne igen selv bestemme, sove til middag, arbejde de dage hvor alt virkede, passe haven ved siden af. Men nu tager vi lige mandag først, ikk!

Psykopyko

Jeg var blevet henvist til psykoterapeutisk afsnit af min egen søde lægedame. Hun var så glad - for hun havde fundet noget. Et sted hvor man kunne hjælpe mig, et sted der var klogere end hende, på det der personlighedsforstyrrelse. Måske en socialrådgiver, noget lægelig opfølgning. Noget noget.

Lægedame og jeg var begge positive.

(Velkommen)

I dag var jeg til forsamtale. Hos 2 damer. Sygeplejersker, nu psykoterapeuter. Vi (mest jeg), talte 45 min. The usual shit. "Hvad er det der gør at du nu sidder her hos os"?
Barndom, følelsesliv, forventninger. Krydret med gode spørgsmål fra dem a la:

- Mon ikke din bror også har noget borderline?
(WTF, får vi grupperabat eller hvad hvis han har?)
- Er det en pigekæreste du har?
(Nej, jeg dater normalt ikke børn, gør du?)
- Har du prøvet drengekærester?
(Har du prøvet at bolle kvinder?)
- Du skal ikke vise din kæreste den opgave du skal lave, det er mellem os og dig
(Det skal jeg så måske nok selv styre og jeg ved godt at det terapeutiske rum fungerer bedst hvis jeg ikke blander kæresten ind, men dont tell me not to). 




Det blev gjort klart, at de de tilbyder er gruppeterapi. De har 14-15 af dem. Grupperne. Der er venteliste og når der er plads bliver jeg matchet, så jeg ikke kommer i unge, anoreksi eller gamle gruppen.

Det vidste jeg godt. Det med grupperne: Jeg har ikke gode erfaringer med grupper, men jeg prøver det der er  - for jeg vil gerne have de bedre. De forsvarede grupperne, og jeg sagde at jeg godt forstod, at det skal afspejle virkelige relationer .

Jeg fik lektier til næste forsamtale.Skriv om dine følelser og tanker i forbindelse med barndom og opvækst
Hvordan fungerer du .....osv.

Det skal sendes til dem inden næste gang, som er om 1 måned (ja, de har ventetid, hvilket blev pointeret, som i uhh vi er travle). Næste aftale blev lavet mellem de to, mens jeg sad der - klar med min kalender - men uden at blive spurgt, om jeg kunne.

Jeg havde givet op på det tidspunkt. Skrev tiden ned, sagde pænt farvel og gik. Jeg magter ikke gruppeterapi. Jeg er lige glad med at det afspejler "Hvordan vi ellers fungerer og lærer i samfundet". Jeg har ikke lyst til at blive presset til vrede og frustration af mig selv og bryde sammen eller se andre bryde sammen i grupper. Ikke presset af andre, men af mig selv, fordi jeg BLIVER vred, irriteret, ked og frustreret i grupper. Men når jeg ikke kender dem, ikke er tryg og ikke ser formål med dem (som ved venner og familie), kan jeg ikke lukke det ud. Blive vred - så går det hele ind af og det gør ondt.

I morgen er måske bedre. Men lige nu, er følelsen nej tak til psykoterapeutisk afsnit.

Jeg kunne ikke lide at være der. Jeg følte mig ikke set, hørt uden at kunne sætte en finger på hvorfor. De var høflige, venlige, 2 sygeplejerskedamer nu psykoterapeuter.

Har du erfaringer med gruppeterapi og skal jeg bare lukke røven og komme i gang og skrive de 41 sider de beder om?

Bums på penis

Undskyld. Tilgiv den upassende overskrift. Fluefangeren til dette indlæg. 

Jeg har selvfølgelig ikke nogen bums på penis, eller en penis for den sags skyld. Men indlægget i går var min "Ud af skabet", som menneske med: 

EMOTIONELT USTABIL PERSONLIGHEDSFORSTYRRELSE (Borderline personlighedsforstyrrelse)  På en eller anden måde lyder "Bums på penis", sjovere og nemmere at håndtere. Deraf overskriften. Til de af jer der har problemet, er der råd at hente i Ude og Hjemmes brevkasse herover. Til jer andre, i fine læsere, som har støttet mig i katten om den varme grød. Tak for det. Jeg håber i hænger på, for der kommer med garanti mere af samme skuffe. 2011 skal blive et projekt. Projekt: Hvordan udnytter jeg de resourcer jeg har bedst, til et dejligt liv. Med L., katten, forhåbenligt huset og haven. Hvad jeg indtil videre har erfaret er, at der er to slags offentlige kontakter/instanser. Dem hvor jeg kan være mig og velformuleret, og så er der dem hvor jeg bliver et nervøst, bange, og usikkert væsen. De sidste er dem, der skal hjælpe mig, med et øknomisk grundlag til det gode liv. - Og siden jeg har bremser som en golfvogn på en 10 tons lastbil, og vælter over en telefonsamtale (se gårsdagens indlæg), så har jeg i dag fået kontakt med en venlig bisidder fra SIND. Hun vil tage med mig til mit første med med kommunen. Og det er jeg SÅ lettet over. En der kan høre og se det jeg ikke hører og ser. En der gør at de opfører sig ordenligt. At jeg gør. Og så har jeg fundet ud af at denne blog og dens læsere er guld værd. For indlæggene og kommentarerne fra jer, stiver mig af. Gør nervøsiteten mindre, angsten tilladt og giver mod. Endnu engang beviser blogland, at kunne noget jeg ikke havde drømt om. Bums på penis eller ej. Kh.

Psykinfo og andre eksperter

De andre eksperter:

L. og jeg havde en fin samtale med en kyndig person hos PsykInfo i går. Selv havde jeg en velformuleret, rolig dag - så nødvendigheden af denne samtale var svær at gennemskue. Men det er nødvendigt. Det mener lægen, L., PsykInfo damen og ikke mindst psykoterapeutisk afsnit, hvor til jeg er henvist nu. 

Jeg gik derfra, fyldt op i hovedet, men med en forståelse af, at jeg har krav på udredning. Jeg må gerne fastholde min sygemelding, men at det skal være med begrundelsen: Psyke og ikke længere håndledene. 

I morges, syntes jeg igen, at det ikke er nødvendigt. Jeg kan jo bare......Indtil jeg huskede på, at damen i går sagde, at præcis DET er sygdommen. At jeg på gode dage, ikke kan passe på mig selv. Se behovet for at kunne varetage mig, på de dårlige dage, der er flere og flere af, så længe jeg arbejder helt normalt.

Jeg kan mærke, mens jeg skriver dette, at jeg ikke rigtigt tror på det. Ikke rigtigt tror på, at jeg må have det her forløb. At jeg må hjælpes, for jeg kan jo bare....Men virkeligheden er, at det der 'kan jo bare' ikke længere virker så godt. Jeg er ved at være træt, træt af at vælte, træt af at samle mig selv op, træt af at slide på mig selv og mine omgivelser, og så gøre det hele i hemmelighed eller under dække af fysiske for mig mere, acceptable problematikker. 

Nu gjorde jeg det så. Jeg ringede til 'min' (!) sagsbehandler i kommunen. Hverken kommune, eller arbejdspladser, ved andet, end at mine håndled er ved at komme sig efter operation.

Han er ikke som den flinke a-kasse dame eller den forstående psykinfo dame. Jeg kan høre det. Jeg ringer til ham, uopfordret, fordi jeg nu ved hvad der skal ske. 

At jeg skal fortsætte min sygemelding, melde ud til arbejdsgivere og i gang med en udredning. Men det er min plan. Eksperternes plan. Han sidder på en lille bitte pengekasse, og hans plan - hvis jeg ikke indgår i de små kasser de har, er at jeg sendes videre til visitation, "Vi har et team", og de "Har gode lægekonsulenter" og "tror du der måske er noget du kan raskmeldes til, når dine håndled er ok om 14 dage?". Hallo lille bitte kasse mand, jeg har lige fortalt dig at jeg har borderline, og at det ikke handler om håndledene. 

Men jeg bliver usikker - og tænker lynhurtigt, at tjoh, jeg kan jo det hele og sådan. Men får fremstammet, at min læge (ja, gem dig bag hende P.), og psykinfo og psykoterapeutisk afsnit, nok mener at der skal udredes grundigere og til en løsning på sigt. "Hm", sagde mand-sagsbehandleren, og jeg kan mærke han mister interessen. Så udfylder du bare papirerne når du får dem fra mig, og hvis der så står noget andet end håndled, må vi forholde os til det og så kan du anføre alle de referencer, hvor vi kan søge supplerende oplysninger. 

Jeg spurgte om han mente jeg skulle melde ud til arbejdsgivere? Det svarede han ikke på, for i hans system var jeg jo ikke sygemeldt endnu, for han han ikke fået refusionspapirer fra arbejdspladserne. 

Så nu sidder jeg her. Planen er den samme, for det siger de andre jeg skal - og jeg siger det også selv. Jeg vil GERNE udredes i forhold til job. Jeg vil gerne leve mit liv mere kvalitativt, uden den evige kamp om at kunne være på min plads fra 8-16. Men følelsen er anderledes. Følelsen siger: "Lad nu være P. , det er jo gået indtil nu og kommunen har ingen penge eller ekspertise til det her. Vi er i udkantsdanmark. "

Jeg er eksperten. Jeg skal bare lige tro på det.

Ps.

Jeg fik mail fra Poul i går. Yes, Mam - selveste Poul Nyrup Rasmussen. Jeg skrev til ham, for at give ros til hans initiativ omkring Psykisksårbar.dk. Også en tidligere statsminister skal have ros, når han gør noget ekstraordinært. 

Kære ...

Dejligt at du synes godt om vores kampagne. Vi har fået rigtig mange gode tilbagemeldinger på den.

Jeg ønsker dig alt godt – Du har intet at skamme dig over. Og du kan tro, at jeg kæmper videre!

Med venlig hilsen

Poul Nyrup Rasmussen
Formand for Foreningen Det Sociale Netværk 

Sankt Annæ Plads 16

DK-1250 København K

Tlf.: +45 50 846 846

Mail: info@psykisksaarbar.dk

www.psykisksaarbar.dk