Sådan

I did it.

Om det er fordi mange fine mennesker har sendt mig energi eller mine super ben står i det uvisse, men jeg gennemførte og bedre end det, jeg slog min hidtidige rekord på 02:20:00 og spurtede (!) ind på 02:16.00. Yai Baby, det var fedt.

Lillebælt Halvmarathon var som altid supergodt organiseret. Det klapper bare, selv om 11.000 mennesker har besluttet at løbe 21,1 km. Hvis du skal gøre dit første forsøg med denne distance, kan jeg anbefale Lillebælt.
Next stop: Odinsbro Halvmarathon d. 10. juni. Nu med nye fine godt-gået-løbesko.

Nummero Uno

I et anfald af, løb-fixer-alt har jeg meldt mig til 3 halvmarathon denne sæson. Mindre kunne åbenbart ikke gøre det da jeg sad halvfed og halvtrist i vinters og spekulerede over hvad 2014 skulle bruges til.

Så i dag tager vi det første, Lillebælt Halvmarathon. Rundt omkring den gamle lillebæltsbro. Solen er stået op, løbetøjet er lagt frem og jeg har lavet en aftale med mig selv. Hvis jeg gennemfører er det ret fint, for kroppen er stadig påvirket af tarm-halløjsi og svage ankler (noget med at blive 40+).

Officielt har jeg ingen intentioner eller forhåbninger om at slå min rekord. Det er her vigtigt at understrege at man kun skal sammenligne med sig selv, så rekord er udelukkende relateret til mig. Mig på 162 cm, korte ben og stadig med lidt for mange kilo. Uofficielt vil løber jeg i tankerne selvfølgelig under de magiske 2 timer (jeg aldrig kommer under), så er scenen ligesom sat.

Da jeg løb Lillebælt for allerførste gang d. 3. maj i 2008, var det mit allerførste løb på den distance. Jeg løb det for min far der var død 2 år tidligere. Det er hans fødselsdag, den 3. maj og han var med mig hele vejen. Da jeg løb det sammen med Broderdrengen i 2013, var det som første gang som ikke-ryger. Jeg slog min rekord og løb det for min mor, der var død året før.

I år løber jeg det for allerførste gang alene (med de andre 10.999). Jeg løber for børnecancerfonden, de danske hospitalsklovne og julemærkehjemmene. Og jeg løber det for Lene.

Hep på mig?

Stadig sporty

Ellers er der ikke så meget mere i hatten. Er hudløs. Kører efter bevidst rutine bestående af stå op, gå i bad, gå på job, cykle/løbe, tude og tale med ven. På 4 uge. På 31. dag. Jeg mærker endnu ikke nogen ændring af savnet og sorgen, det skulle lige være en forstærkelse. Hvis der er noget jeg kan stole på, er det mine følelsers styrke og dybde. Godt når det er godt og tough når det er tough.

Har tonsvis af stuff jeg kunne/burde hvad angår huset, uddannelsen og udflugter. Det bliver ikke til det store. Weekenderne virker længere end ellers selv om dagene er kortere? Fik samlet 20 km under løbeskoene i går, udelukkende ud fra at 2 timer skulle skæres af lørdagen. En lørdag hvor der var fest i storbyen, hvor jeg vidste mine ølejr-venner var, men også ex-kæresten. Det slog mig ud. Tanker om at nogen syntes videre, nogen er helt færdige med mig. Mens jeg ikke syntes så langt endnu. Langt fra.

Så veninde og jeg besluttede at der skal vi ikke hen. Endnu. Festen kommer hvert år, og i år er det ganske enkelt for sårbart for os begge, så vi blev hjemme. Trodsede impulsen til at "Tadaaa...er her fest?"-overraskelse. Talte i stedet i telefon om alternative boformer, familieformer og weekend besøg. Og så løb jeg den tur.

Aftenen skulle overståes, trods tanker om savn, jalousi, fortid og fremtid.

Frygter at det aldrig holder op. Det frygter jeg altid når jeg er på dette sted. Hvilket logisk set må betyde, at det gør, for ellers ville jeg ikke kunne sige "når jeg er på dette sted". Men gud i himlen jeg syntes relationer er dyrekøbte. De intime af slagsen. Jeg syntes mine følelser er lidt store til denne efterhånden lille krop. Har altid været det - og da jeg ikke har en "konto", hvor de gode dage opbevares og lagres følelsesmæssigt - ryger jeg hurtigt i minus, når jeg rammes på kærligheden.

På toppen af Arthurs Seat, Edinburg, August 2012

Sporty på singlemåden

Jeg trækker vejret, derfor er jeg. Jeg trækker i perioder som i nu vejret for hurtigt eller for overfladisk. Hvis du er en af dem der følger mig på facebook, har du bemærket en del aktivitet de sidste 3 uger når vi taler om løb og cykling. Endomondo er min ven.

Jo, jeg var blevet småfed. Jo, jeg var blevet smådoven efter devisen efter-alt-det-krise-min-mor-er-død-jeg-må-gerne-spise-chips-og-drikke-øl. Det bliver man hverken i bedre form eller slankere af.

Men den bedste kur er hjertesorger. Den bedste motivation til at motionere dagligt, er at blive gået fra (eller at gå virker for andre). Alternativet til ikke at bevæge sig, når chancen byder sig er at mit mentale badekar fyldes op. Fyldes op af spændinger, sorg, forvirring, frustration, vrede, afmagt, kontroltab og usikkerhed. Og den der bundprop, der skal release og løsne op så jeg trækker vejret bedre, er fucking svær at finde. Den er der og kræver gråd, motion eller samtale.

Så det er hvad jeg gør på tredje uge. Jeg tuder, løber og samtaler.

Derfor skriver jeg ikke på bloggen. Ikke at jeg ingen har ord nok. I have plenty. Men hvor bloggen i flere år har været en god ventil, så hænger den nu sammen med mit liv med hende der har valgt mig fra.

Så det er ikke fair, de dage hvor jeg er meget vred, meget ked eller afmægtig at udstille vasketøjet herinde. Hun har sagt vi blot kan aftale hun ikke læser med, men jeg gider ikke lave aftaler med hende lige nu.

En god ven sagde "Du skal tage natten tilbage", tage medierne tilbage. Der hvor jeg før ventilerede. Instagram, facebook og bloggen - men det er svært nu. For de er alle filtret ind i hende og os. Så jeg forsøger at nuancere. Ikke at brænde broer i affekt. Med borderline und alles. Forsøger at rumme mig som det menneske jeg er der skal redefinere min hverdag og det mennesker der er i krise og har borderline.  Borderline i krise defineres af af Kreisman et al som "terrifying aloneness, feelings of being misunderstod and overwhelming helnessness". Hvilket intet har med hende at gøre. Det har noget med min bagage at gøre. Mit ansvar, min opgave, min kamp. Livskamp.

Og alt i mens bliver jeg sporty lækker på singlemåden.

Får du løbet og elsket nok?

Jord i hul og løb på landet

Ugidelig mandag blev afløst af determineret tirsdag og onsdag. Resultat, rigtigt meget håndgribeligt stuff på arbejdet. Et hul i jorden fyldt med jord (den nye bed i haven), og andre praktiske husting.

Og jeg har løbet med den lokale løbeklub for første gang. De var sgu lidt mærkelige. Ingen modtagelse, sikkert usikre på hende den unge nye (de fleste var 50+) og sgu fanden om de ikke løb fra mig, så jeg måtte vente på en bagtrop under dagens 5 km. Men fuck alt det, for outcommet er at jeg løb 5 km på en ok tid og mærkede at jeg vist ikke lige presser mig selv meget når jeg løber alene.
De får mig ikke rystet af. Jeg dukker op igen på tirsdag. Med alt gearet og mine farlige 38 år.
Nu er det min mission og se om det er en flok sure mænd og koner fra landet der løber pænt stærkt, eller de i virkeligheden er usikre mænd og koner fra landet der løber pænt stærkt.

Jeg har desværre ingen billeder fra løbeklubben (lidt svært at fotografere med ovenstående stemning), men jeg har et af mit hul - nu med jord :o)

I form?

Dagens foto er fra Adventurerace  2009 i Langesø. Dengang var jeg i relativ form. Kampgejsten helt i top. Adventure race, er en hel dag, i en fantastisk skov, med o-løb, mountainbike-løb og temaopgaver. Man er i hold på 3 og det er som en stor spejder-team-lege-dag.Man kravler rundt i søer, klatrer i træer og får rifter og blå mærker.
Jeg var i mixed-rækken med to gode venner og vi blev nr. 7 i vores række ud af 15 eller 16. Cool for første gangs deltagelse.
Desværre bliver der nok ikke noget race i år. Begge mine holdkammerater er skadede. Hvad der bliver, er dagens Eventyrløb i Odense. Med min arbejdsplads. Koner og kærester og børn. Det bliver hyggeligt, selv om tanken om 22.000 deltagerer er liiiige rigeligt mange. Af samme grund plejer jeg ikke at deltage. Er mere til Kvindeløbet, der skal løbes den 9. juni sammen med min basisgruppe. Det gør vi hvert år.

Men dagen i dag, er med 22.000 andre. Voksne og børn. Folk der løber med barnevogne. Folk med øl. Og folk der går med og uden barnevogne. Efterfølgende er der pølser og øl, serveret af vores ledende sekretær i firmaet. Folkefest, intet mindre. Og formen? Ja, den sucks, og selv om jeg næsten ikke har trænet VED jeg, at jeg bliver spasser sur hvis jeg ikke kan løbe den 5'er på 30 minutter.

I morgen. Have eller fiskeri. Lifes good.

Billed blog

Er stadig tung om hjertet. Da følelsen er der, uanset hvad og hvor jeg er, går jeg på med de daglige aktiviteter. På et tidspunkt kommer der vel hul.
Tog en lille udflugt, på vejen hjem, til en føromtalt Genbrugsbutik, eller skulle jeg hellere sige 3, for byen, hvor den befinder sig, (lille bitte), har ikke mindre end tre 'filialer'. En med ting, en med møbler og en med tøj.
Se bare her:

Ting-filialen, hvor der netop læsses nye forsyninger ind

 Møbel filialen

Tøj filialen

Alt sammen indenfor 500 meter.

Var ikke i stort købehumør, men fik da disse to pudevår med hjem.

Ankommet hjemme lå dette i postkassen. Det er det mærkeligste "get well" card, ever. Men søde søde venner.

Er begyndt at løbe igen. Små ture. 20 min. Det er godt for mig. Det er mærkeligt at tænke på, at jeg for 2 år siden løb 2 x halvmarathon. Det kan min krop ikke huske. Som den heller ikke kan huske, at angst og tungt hjerte går over igen. Den er ikke så klog kroppen.