I et anfald af, løb-fixer-alt har jeg meldt mig til 3 halvmarathon denne sæson. Mindre kunne åbenbart ikke gøre det da jeg sad halvfed og halvtrist i vinters og spekulerede over hvad 2014 skulle bruges til.
Så i dag tager vi det første, Lillebælt Halvmarathon. Rundt omkring den gamle lillebæltsbro. Solen er stået op, løbetøjet er lagt frem og jeg har lavet en aftale med mig selv. Hvis jeg gennemfører er det ret fint, for kroppen er stadig påvirket af tarm-halløjsi og svage ankler (noget med at blive 40+).
Officielt har jeg ingen intentioner eller forhåbninger om at slå min rekord. Det er her vigtigt at understrege at man kun skal sammenligne med sig selv, så rekord er udelukkende relateret til mig. Mig på 162 cm, korte ben og stadig med lidt for mange kilo. Uofficielt vil løber jeg i tankerne selvfølgelig under de magiske 2 timer (jeg aldrig kommer under), så er scenen ligesom sat.
Da jeg løb Lillebælt for allerførste gang d. 3. maj i 2008, var det mit allerførste løb på den distance. Jeg løb det for min far der var død 2 år tidligere. Det er hans fødselsdag, den 3. maj og han var med mig hele vejen. Da jeg løb det sammen med Broderdrengen i 2013, var det som første gang som ikke-ryger. Jeg slog min rekord og løb det for min mor, der var død året før.
I år løber jeg det for allerførste gang alene (med de andre 10.999). Jeg løber for
børnecancerfonden, de
danske hospitalsklovne og
julemærkehjemmene. Og jeg løber det for
Lene.
Hep på mig?
