Træt

Ak, den er sølle den overskrift, i know. Jeg har den sidste uge forsøgt at holde fast i euforien og glæden, der strømmede ind over mit job. Sandheden er at jeg er træt. Træt med træt på. Min krop har den sidste uge ment, at hovedpine tenderende til migræne er vejen frem og jeg har forsøgt at dels akkommodere kroppen, ved at tage direkte hjem i seng hver dag og dels jobbet, ved at møde op hver morgen.

Det sidder fast og jeg har mega ondt af mig selv. Nakken, skuldrene og hvad der ellers findes af sener, muskler og stuff på bagsiden af overkroppen er spændt helt op, og ikke til lir. At all. Det hele ledsages af en vedholdende trang til at spise meget, gerne usundt og en total anti parti mod at løbe. Ikke engang med den sure-løbe-klub gider jeg løbe.

Har jeg nævnt mine dumme kolleger? Mine kolleger er dumme i dag, og sikkert også i morgen. 1. salen er ikke færdig, who cares. Haven, ja ja, den er pæn. What ever.

Og venner? Jeg er en ø. 100% Har ikke brug for nogen.

Damnit Krystle - jeg troede vi ikke gad den slags humør mere. Tis.

Træt med træt på.

Damen her er stadig træt. Weekenden suser forbi, når man skal sove lidt hver eftermiddag. Jeg husker at fortælle mig selv, at opstart på job, 1. sals maleri, havens springen ud og savnet til kæresten er faktorer værdige nok til at begrunde den fysiske og mentale træthed der er min tro følgesveninde for tiden.
Men hold nu kæft hvor er det begrænsende.

Jeg vil påstå man (jeg) er pænt træt, når man 20:55 lørdag opdager, at grunden til at gadelyset og alle nabohusene er mørke, er årets Earthhour er startet mens man selv har siddet med lys i alt elektrisk og gloet dumt tv og man derefter bryder ud i hikstende gråd, fordi man jo ER en EARTH person og nu tror ingen det og nu har man egenhændigt fucket verden.
Som kompensation slukkede jeg alt el kl. 20:58 og gik i seng. Undskyld Earth.

She works hard for the money....

Jeg er træt som et alderdomshjem og går i seng, men kære venner - det der med at starte job, ét job, jobbet, var den rigtige beslutning.
..og at gå hjem hver dag kl. 15.00 bliver mit nye sort, når jeg først er oppe i gear igen. For de her første dage går gassen hurtigt af ballonen. NØJ, jeg er træt.
Jeg er set, jeg er værdsat, jeg har været savnet og manglet, der er gode nye opgaver og gode gamle, og der er øvelse hele vejen med grænser, hvem mener hvad og alt det der hører BPD til. Og ingen tuttenut, "hvad føler du", "jeg fornemmer...." bare dårlige hentydninger om kønsdele, kolleger der hopper rundt på ét ben og siger lyde, en chef, der forvirret tørrer bord og sørger for morgenbrød, som en anden mor og kunder der skriver mails om at de handler hos os pga. mig.

Det er godt :o)

Godnat!