Struktur

"Det eneste der er stabilt ved en borderline-struktur er instabiliteten".

Sagt af min psykolog der refererede til sin egen underviser. Det er præcis det, der er humlen. Både af mit væsen og mit liv, men især også i min måde at håndtere mit liv på. Jeg har ikke accepteret det faktum, at instabiliteten hvad angår følelser, tanker og deraf handlinger ikke er stabile. De skifter. Tit og ofte. Og alle føles virkelige. De er alle min virkelighed. Og jeg hader instabilitet, for instabilitet har været roden til en smertefuld følelsesmæssig opvækst. Så jeg har lært at hade instabiliteten.
- I går, hos psykologen gik dette op for mig, og dermed erkendelsen af, at så længe jeg ikke kan acceptere den del af mig. Den instabile (eller hedder det ustabil?), del - så accepterer jeg ikke mig som et samlet. Jeg er fragmenteret. Jeg ser ikke det hele menneske i andre (påstår) i ser. Jeg ser mig selv, som det jeg er i den givende stund. Jeg er to-dimensionel, for mig selv. Så tro fanden mit jeg ikke er stabilt.

Tanker til weekenden.

Border op og border ned

Nogen sagde engang, at mennesker med borderline er som lastbiler med golfvognsbremser. Når lastbilens følelser kører ned af bakke, så har den kun bremsekapacitet som en golfvogn = de er ikke tiltrækkelige, at all.

Der er jeg i dag. Igen. En golfvogn forklædt som lastbil.

Moderdyret er fortsat indlagt og jeg begynder at måtte give hende ret, der lader til at være aktivitet i hjernen igen, som i: canceren boltrer sig i den frontale del af hjernen - hun er latent aggresiv, klagende på den sure måde, føler sig let angrebet ("Hvad mener du"), hun er lynhurtig og vender mine ord mod mig og hun er paranoid, griner de forkerte steder osv.
Det gjorde mig lidt mundlam i min tlf. samtale med hende i dag, men jeg fik formidlet at jeg stolede på hendes vurdering af at der var aktivitet i hjernen, noget hun igen betvivler vi gør - tror hende - fordi det var så svært for hende sidste gang. At ingen troede hende. Det må have været et mareridt for hende.

Jeg husker tydeligt da hun sidste gang hun havde en metastase og vi troede det var krise, bad mig blande mig uden om - og "gerne ville slippe af med mig". Og det er nok min frygt nu. Jeg kan mærke, nu en halv time efter samtalen, har jeg fået en klump i maven. For det der metastase businees, frontalt, personlighedsændrende kan min indre datter og borderliner slet ikke navigere i. I forvejen kører jeg golfvogn i alt hvad der hedder følelsesmæssige ændringer og svingninger, men når Moderdyret dels er syg, dels indlagt og dels opfører sig upassende og angriber, så bliver jeg meget lille meget hurtigt. Det kræver al min kraft og sige, din mor er der inde et sted, dette er blot canceren der taler. Hun er der. Hun er der.

Damnit. Jeg overlever også dette. De scanner hende i dag og jeg ber til at de kan give hende noget stråling på de frontale ulykker, for det er fandme tungt at danse med.

Pointen i dette indlæg er, at jeg skal erkende, det skræmmer mig. Hjernemetastaser er kræftens Hitler, det fucker med Moderdyret selv og med alle os andre. Ved eftertanke, så slukker det også lidt for hendes følelser, så det er nok værst for os. Eller?

Spontan fridag

Jeg har taget en spontan fridag. besluttede kl. pænt tidligt at jeg har et stort behov for at tænke tanker, rode i haven og gå i byggecenteret. Tanker om min familie, tanker om mit parforhold og om hvor vi er på vej hen, tanker om afkom, tanker om mig.
Med BPD kan det være svært at få 6 årlige ferieuger til at slå til. Jeg overvejer af og til om jeg i samarbejde med min læge, skulle se om jeg kan få en § 56 aftale.

En sådan aftale havde jeg efter min sygemelding med depression. Aftalen gik al sin enkelthed ud på, at de enkelte sygedage jeg havde spredt ud over året, og aldrig i træk, dem fik arbejdspladsen tilskud for. Så de ikke "led nød", over at have en medarbejder der (7-9-13) aldrig fik influenza eller deslige, men derimod havde dage, hvor det at gå på arbejde ikke virkede som en mulighed.

I dag vælger jeg blot at holde en spontan fridag, fordi jeg ikke føler mig syg, ikke har en § 56 og ikke magter at fake en influenza - for i morgen er jeg klar igen.

Har du aftaler, der ikke ligner de andres?

Detached

Det er tidligt lørdag morgen (05:58). Mørkt udenfor. Trygt her i Banehuset. Jeg ved ikke hvad det er, men de sidste måneder er jeg "kommet ud af tur" med bloggen. Hvor er min stil, hvor er min ventil, hvad vil jeg sige?
Det samme sker når jeg læser med hos jer andre. Jeg sidder og nikker/ryster på hovedet/deltager, men der bliver ikke kommenteret. Jeg er med, men alligevel ikke helt. Det er som om bloggen og blogland ses gennem et vindue. Jeg står udenfor vinduet og kigger ind. På mig selv, på jer.
Jeg har tænkt, "Det kommer nok igen", "Du har nok andet i hovedet" og alligevel bekymrer det mig at jeg er så detached fra den blog og det land, der for blot måneder siden var en vigtig del af min hverdag.

Jeg kender mig selv, jeg ved at hvis jeg lader "Stå til" for længe så kommer jeg ikke ind i kampen igen. Ikke at det er et must eller at det skal være en kamp, men jeg har svært ved at slippe nogen eller nogen når de først er krøbet under huden og alligevel har jeg vildt nemt ved bare at give slip. Det giver ikke mening. I know. Jeg forstår det heller ikke selv. Evnen til at ville noget, være i noget - der over nat kan skifte til "har ikke brug for", "orker ikke mere". For ugen efter at genopstå som et behov. Jeg bliver vanvittig af de skift når det eneste jeg gerne vil er stabilitet. Følelsesmæssig stabilitet.

Så det her tidlige indlæg, der skulle handle om at jeg i dag kører sydpå til Moderdyret der er blevet udskrevet, kom i stedet til at handle om skift. Mine skift, bloggens skift. Fucking pisse emotionel dysfunktionel personlighedsforstyrrelse.

Skumring af få ord

Der er længe mellem indlæggene og endnu længere mellem billederne. Det er som om jeg ikke har så mange ord. Systemet er gået i stå for en tid. Der er ingen tvivl om, at kræftens indtog i vores lille familie igen presser os max. 

Min reaktion i disse dage er at lukke ned. Lukke ude og være bange for at telefonen ringer. Bange for at det er moderdyret eller hendes venner, der ringer for at få info om behandlingsplaner, blive forsikret om at vi tager ansvar eller undrer sig over at min bror og jeg ikke besøger moderdyret i weekenderne. Sige sandheden når moderdyret har fortalt sin søster at der ikke kan gøres noget. 

Jeg ved, at jeg fra næste uge skal op på hesten igen. At jeg fra næste uge skal deltage aktivt i hendes kamp mod kræften. Følge hende til den første omgang kemo. Jeg vil allerhelst ikke vide noget. Ikke deltage. Ikke have hende i familien. For det gør ondt. Ikke at hun har cancer, men at hun er et endnu dårligere fungerende menneske med borderline symptomer end jeg. Så det er igen mig der skal være den voksne. Den der tager over og jeg vil ikke. Men hun er i mit hoved. Hun behøver ikke engang være der. 

Jeg ved det er mit eget ansvar at få bygget en form for grænse op. At få beskyttet mig selv, så jeg kan navigere i den kommende tids udfordringer med behandling, krise og kaos. 

Så der er ord. Jeg vil dem bare ikke. Jeg er træt af ord som borderline, mor, krise og kræft. 

Jeg er dog klog nok til at vide, at jeg skal tale - og har nu fået tid hos en psykolog. Det skal til. 

God søndag alle jer.

Man har en plan til.....man laver en ny

Selv om man har en plan, kan omstændighederne gøre at man ser sig nødsaget til at ændre planen. 

Vi bliver hjemme. København, mange mennesker og transport er for stor en mundfuld. 

I aftes fandt jeg ud af, at frustrationsfølelsen, ondt i maven og to lange middagslure (á 2 timer, wtf?) skyldtes manglende overskud til ferie andre steder end lige her. 

Så vi bliver lige her. 

Honestly, er jeg pænt træt af at jeg ikke kan overskue "ganske almindelige ting som en fucking 3 dages storbyferie.

Kan man bytte sit nervesystem?

Weekenden truer. Jo den gør. Om 40 minutter er arbejdsugen omme. Den har været fin. God stemning, masser at lave, inspireret. Travl ikke stresset. I denne uge har jeg elsket mit job.

I denne uge skal arbejdspladsen slutte med at være social. Bowling. Frisk som jeg er blev jeg tilmeldt og nu. O.r.k.e.r. jeg det ikke. Så det gør jeg ikke. Det er en balancegang. Med tilmeldinger. Ofte vil jeg gerne aktiviteter, invitationer, og sammenkomster når de klækkes - og når jeg når til dagen, så ..kan sagen være en ganske anden. Sådan en dag er i dag. Bowling er ok. Job er ok. Men begge dele, en fredag hvor jeg bør lade om til moder-besøget lørdag/søndag ...ikke gennemtænkt.

Så jeg bailer. Det er ok. Jeg har BPD. Det ved de ikke alle. Men jeg ved det og så må jeg godt (ikk?). Mit o.r.k.e.r. dækker over, at det kræver energi, når fritid og job skal forenes. Når rammerne ikke er jobrammer, men menneskene er. Jeg bliver hurtigt fanget i følelsen af folkeskolens skolegård, hvor det at være den ensomme, den bebrillede, den belæste, den mobbede, sidder lige under huden. Det er ikke sandheden på jobbet. Jeg er ikke ensom, jeg er sjov, jeg har sjov, jeg er kompetent, værdsat.

Alligevel tager det ikke følelsen væk, når man klæder om, kører der ind, står i kø til bowlingsko, bowler, spiser fra buffet. Følelsen vil altid være der, hence det kræver energi, at deltage - og i dag skal jeg spare den energi, til i morgen, hvor moderlandet kalder. Hvor jeg heldigvis har en buffer-bror og 2 gange speedsnakker veninder af min mors.

Its all about balance and priorities with BPD

Ingen hjemme

Nej, mor er ikke hjemme og mor gider ikke fodre dig, tage på arbejde, se tv, male, købe ind, hente afdækningspap, ringe til bank, tømme opvasken, betale regning eller vaske gulv. Hun gider ikke telefonere, se film, skrive mail, læse bog, grave i haven.

Hvordan man kan vågne en mandag morgen og være vitterligt ugidelig og ukonstruktiv på denne måde, er mig en gåde. Faktum er, at impulskontrollen fejlede og her er jeg. Hjemme. 

Den impulskontrol og manglen derpå er en trussel mod mit arbejdsliv. Hjernen gider godt panikke, tænke angtsscenarier og stå helt stille. Kroppen gider spise, ryge og sove. Det gør jeg så. Godnat mandag. 

P.s. katten har fået mad

Lige en reminder

Jeg glemmer det. Jeg glemmer det i hverdagen og det er ok. Det er ikke ok, når situationer påvirker mig og jeg glemmer det. For så slår jeg mig i hovedet. Så huske ikke glemme:

Hvad er borderline personlighedsforstyrrelse?

(ref. herunder til som 'borderline')
Borderline personlighedsforstyrrelse - eller Emotionelt Ustabil Personlighedsforstyrrelse - er en kompleks og meget sammensat lidelse, hvilket kan gøre det meget svært, at diagnosticere for lægerne. Borderline ses oftest hos kvinder (ca. 80%) - omend flere og flere mænd får diagnosen i disse år – og lidelsen opstår som regel på baggrund af fysiske eller psykiske overgreb, herunder seksuelle overgreb og gennemgående omsorgssvigt, op gennem barndommen.

Borderline udspringer i personen som en forsvarsmekanisme, mod de overgreb og krænkelser der er foregået i opvæksten – og som HOVEDREGEL opstår borderline som følge af exogene faktorer. Altså udefrakommende påvirkninger, og naturligvis skal man være disponeret for at få borderline, på samme vis som man skal være disponeret for at få fx. Skizofreni m.m. Lægestanden diskuterer baggrunden(e) for borderline ud fra forskellige vinkler, år efter år - og indenfor de sidste 5 år hælder fagkundskaben mere og mere i retning af, at borderline er en slags forsinket Post Traumatisk Stress Syndrom.

Borderline er for de fleste meget invaliderende, og har kraftig indvirkning på den ramtes funktionsniveau. Også selvom mennesket med borderline UD AD TIL kan synes velfungerende. Fagkundskaben refererer til denne 'tilsyneladende velfungerethed' som brug af masker. Mennesker med borderline har oparbejdet stærke facader, for at kunne begå sig mellem andre mennesker, i jobsituationen, i sociale sammenhænge m.m. For opførte borderlinere sig som de reelt havde det og følte sig, ville de græde højlydt, råbe, slå på sig selv, skrige og sparke. Kort sagt: mennesker med borderline oplever livet som MEGET uudholdeligt, på en lang række områder.

Behandling af borderline, er først indenfor de sidste 20 år blevet en realitet – især herhjemme i Danmark. USA er nået langt længere, og heldigvis bevæger psykiatrien sig i Danmark da også fremad, år for år. Behandlingen som tilbydes, desværre alt for få borderlinere, er en kombination af mentaliserings-, kognitive- og dialektiske øvelser – og behandlingsforløbet strækker sig typisk over 1-2 år. Medicinering af borderline, er straks værre; der findes stadigvæk ingen præparater mod borderline – kun mod lidelsens affødte angst- og depressionsproblematikker.

Symptomerne på borderline er manglende selvværd, manglende/svingende identitetsfølelse, manglende evne til kalibrering af følelser, svingende humør, selvdestruktiv tankegang og behov for selvskade – samt selvmordstanker og forsøg på selvmord. Statistikken for selvmord er på hele 10% og 75% begår selvskade mod sig selv.
Skrevet af Pia Løvstad Frydensberg.www.borderlineforeningen.dk


Jeg kan ikke genkende alt, men noget af det. Det jeg genkender, er det der spænder ben for mig. Men når jeg husker, så er det så meget lettere at tage højde for det. Tilpasse sig så vidt muligt. Huske. Det er interessant, at der nu ses en forbindelse til post traumatisk stress symptom, for stress er en stor faktor. Følelsesmæssig stress over små ting. Husk det lige, når du glemmer P.

She works hard for the money....

Jeg er træt som et alderdomshjem og går i seng, men kære venner - det der med at starte job, ét job, jobbet, var den rigtige beslutning.
..og at gå hjem hver dag kl. 15.00 bliver mit nye sort, når jeg først er oppe i gear igen. For de her første dage går gassen hurtigt af ballonen. NØJ, jeg er træt.
Jeg er set, jeg er værdsat, jeg har været savnet og manglet, der er gode nye opgaver og gode gamle, og der er øvelse hele vejen med grænser, hvem mener hvad og alt det der hører BPD til. Og ingen tuttenut, "hvad føler du", "jeg fornemmer...." bare dårlige hentydninger om kønsdele, kolleger der hopper rundt på ét ben og siger lyde, en chef, der forvirret tørrer bord og sørger for morgenbrød, som en anden mor og kunder der skriver mails om at de handler hos os pga. mig.

Det er godt :o)

Godnat!

Århus tur/retur og chef 1 og 2

L. og jeg har indtil videre kørt 467 km siden i går morges. Først en tur til Sønderjylland for at spise frokost hos min mor, besøge min fars grav, hente proviant i det tyske og hjemvendt til Nordyn sen eftermiddag.

I dag er vi kørt til Århus. L. skal have flyttet sine ting ud af lejligheden og sin lillesøster ind i samme, så nogen kan betale huslejen mens hun er down under. Det gør vi i morgen tidlig. I dag er L. (barfodet) i køkkenet og laver tærte til os, mens jeg stener. Det er uvirkeligt, at hun om præcis 1 uge, er den der er fløjet.
----------------------------------------------------------------------------------------

Virkeligt er det, at jeg i denne uge har talt med både chef 1 og 2. Den private og den offentlige. Ham og hende. Sort og hvid. På enhver tænkelig måde.

Chef 1. Mand. Privat

Chef 2. Kvinde. Offentligt


Her ville det være let at liste fordomme op, hvem sagde hvad og hvad skete der. Men der var sgu rodet op i kasserne.

Chef 1.
Han, negligerende ift. diagnose "Det behøver vi jo ikke fortælle nogen". Ikke som i "Det er flovt", men mere som i - "for mig betyder det ikke noget" - "du er dig", og "forresten, hvad om du siger dit offentlige job op og arbejder her i 30 timer, men til en højere løn? Jeg er sikker på du får mere ro så, oppe i hovedet. Og hvis du skal det der fleks, vil jeg også gerne have dig.

Ah HVAD?

Chef 2.
Hun, empatisk, støttende, spørgende - med spørgsmål som "Hvordan er det", og "Det er en hård besked at få", "hvad tænker du med dit arbejdsliv", "du vil komme i arbejdsprøvning, men det er svært hvad du kan og ikke kan, når det ikke er fysisk", "hvordan klarer man sådan en diagnose/besked".

Mange ord kom der, hele tiden havde jeg fornemmelsen, at hun dismissede mig som terapeut. Hun kunne først ikke se, hvordan jeg passede under "borderline", men da jeg forklarede forstod hun og dismissede mig. Spurgte respektfuldt, hvad jeg ønskede hun meldte ud til kollegerne (Sandheden, diagnose, ikke psykisk lidelse som hun foreslog). Har hørt fra kollegerne det endte med psykisk diagnose. De fik besked dagen efter. Fair nok.

Det underlige er, at jeg har det bedst med og hos chef 1. Der er ingen forstående empatiske vat handsker. Jeg skal yde det jeg er ansat til. Hvordan jeg gør det bestemmer jeg selv. Frihed under ansvar. Tonen er rå, men kærlig.
At han ikke forstår diagnoser og slet ikke de psykiske betyder ikke mere, når manden tilbyder mig flere timer og mulighed for at opsige, det jeg ikke er glad for længere. Til bedre løn. Og tilføjer, at går det ikke, så skal han nok sige til, at det ikke er godt nok og så kan vi finde ud af noget med flex (ja, ja, så let er det ikke).
Men INDSTILLINGEN - han ser på HVEM jeg er, HVAD jeg hidtil har præsteret /ikke præsteret og skider hul (undskyld), i at mine særheder gør mig sårbar og mindre stabil. Han er ærlig.

Det andet. At pakke ind i empati, omsorg, medfølelse, respekt (!)
- I hate it. Det var her jeg følte mig reduceret til en patient. Fra at være mig - terapeuten. Og det har nok været problemet der hele tiden. Det der ikke bliver sagt. Det der forventes men ikke bliver sagt, at det pædagogiske, som kommer ud af munden med ikke øjnene. Og det har været fandens svært at navigere i.

Jeg ved endnu ikke helt hvad jeg gør, men der begynder at forme sig en plan. Nu vil jeg lige lade samtalerne sive ind et par dage - for jeg gjorde det sgu.

Ps. kunne godt have undværet kollega sms'en om "det gør mig ondt at du har fået en psykisk diagnose....."

Roterende fis

Jeg skal til læge idag. Opfølgning på 'hvordan det går'. Ved samme lejlighed, skal jeg have forlænget min sygemelding, nu uden håndled, men med psykisk overbygning.

Det gør mig nervøs. Ikke på grund af min læge, der er den sød og imødekommende. Men fordi det betyder, at jeg skal samtale med begge mine arbejdspladser om det, i hvert fald den ene vil mene er roterende fis i kasketten.

Selvfølgelig er det noget jeg vælger selv, at konfrontere dem. Og hellere det, end at holde det hemmeligt længere. Hver 2. dag er der intet i vejen, og hver 2. dag, eller senere på dagen, er jeg nervøs, kan ikke overskue en håndværker samtale (og dem er der en del af p.t.) eller at tage i Netto.

Så planen er, at forblive sygemeldt. Blive indkaldt til kommune samtale, når de kalder og så tage den derfra. Panikken ligger under overfladen, om at miste jobs, miste identitet (som om det ikke allerede er ved at ske), og det der vejer tungest, er at miste indkomst, som jeg har skrevet før. Huset er min hule, mit projekt, der jeg kan afreagere og kreere, og tanken om at sælge, tabe penge på det og flytte tilbage i en lejlighed fra gældfri til forgældet, gør ikke min nattesøvn bedre.

Men mit nytårsønske var tillid. Tillid til mig, at jeg kan det her, tillid til systemet og tillid til mine omgivelser, 'mine' mennesker, selv om jeg har forsømt dem gennem det sidste år.

Tillid.

Her ville jeg gerne indsætte en video, men det virker ikke, så gå selv til linket. Jeg har det cirka sådan i hovedet i dag

Roterende fis i kasketten