Rundstyk

Jeg er nok den værste blogger ever. Rundstyk. Jeg lod jer sidste uge sidde med en cliff-hanger. Jobstart med monstrøs Boss og meget angst Prophecy.

Jeg overlevede. Boss og jeg har talt 5-7 sætninger (inkl. "Godmorgen"), og ellers har jeg passet mig selv. Kigget på mine opgaver, talt med klienter, lavet aftaler. Ikke haft ondt i maven. Blevet lidt forvirret af og til, nedsat hukommelse (reaally irriterende, spørg L.), og træt i hovedet når jeg går kl. 12.00. Men det gik ok. Jeg døde ikke. Jeg blev ikke fyret selv om jeg stadig tror det kan ske, jeg sagde ikke op og jeg fik ikke angstanfald.
Jeg formåede at tage én dag af gangen. En dag af gangen hvor jeg vidste, det er kun 4 timer, jeg kan sove morfar når jeg kommer hjem, haven, hønsene og en eksamensramt L. er hjemme hun blev færdig med eksamen i går  og nogen har gjort det godt, når jeg kommer.

Jeg håber, og beslutter hermed, at job ikke skal gøre mig så angst igen. Jeg ved det ikke udelukkende handler om jobbet, men også om min eksistenskrise- og angst. Hvad nu? Hvorhen? Men at få lagt noget af frygten for selve jobbet, kan måske give mig noget ro til at kigge på de andre ting. På mit liv, på de gode ting, på alt det der er blevet forsømt siden min mor blev syg for snart 1 år siden.

Vennerne, kæresten, mig selv. Jeg skal genfinde og opbygge min selvrespekt. Finde behov, mærke behov, mærke lyst og have lyst til at gøre noget ved det.
Bestille ferielæsning på amazon.com/uk (tjek), bestille tid ved den fine økologiske frisør, hvor der ikke kører reklameradio, og hvor man kan få den fineste urtete mens man klippes (tjek), aftale ugentligt date med L. sommeren over (tjek), måske tage en uges ego-ferie hos venner i Skotland, når jeg er fyldt 40 (!!).

To be honest, bare det at mærke lyst til noget igen er en lettelse. Jeg føler jeg har kigget ud i afgrunden og taget et skridt tilbage. Det skal nok gå.

 På besøg hos naboen nordpå. Der diskuteres hønsehold og ses generelt godt ud

 Vi har byttet to af de meget livlige islandske hønsekyllinger til 2 af naboens rolige "labrador" høns (den gule)

 Moderdyrets studenternellikker er sprunget ud. De klarede flytningen :o)

 Køkkenhaven har haft godt af min sygemelding

Gruekedlen er sat over

Sidder her bag skærmen og gruer. Gruer for i morgen, hvor jeg efter 7 uger hjemme starter job. Mine tanker er all over the place og har været det i alle 7 uger. Sorg, depression, angst. De sidste 2 uger, dog alene panik over jobstarten. Over presset. Over manglende faglig respekt for mig. Over dårligere vilkår end mine kolleger. Over gentagen kamp for min plads, mit kontor, min selvrespekt.

Noget af kagen tilhører jobbet. Jobkulturen. Chefen. Branchen. Mænd/kvinder. At jeg fagligt er en ting men måles på deres faglighed, der er en anden - på trods af at jeg er ansat med min faglighed (did that make sense?).
Noget af kagen tilhører mig, borderline og et manglende fundament, der ikke trives i rammer med skiftevis ros, manipulation og trusler (omend svage) om fyring. Mine kolleger kan, de har selvtilliden (og salgstallene). Jeg kan ikke, har p.t. ikke meget selvværd, slet ikke selvtillid og ikke lækkert hår.

Salgstallene var ikke aktuelle ved min ansættelse for 3 år siden. Jeg blev ansat til at yde en service, vejlede og rådgive. Indtil for 1 år siden, hvor der kom salgskrav. Ikke kun en dårlig ting, for at sælge giver optur - jeg elsker optur og kan køre længe på vores fælles "vi kører for fedt".  Men når jeg presses til at skulle sælge som en sælger, på provision, for at betale husleje, for at beholde jobbet - så er jeg presset for meget. Eller nej, det der presser mig er at jeg ikke ved nok. Kan hvad de andre kan.

What kills me, er at jeg ikke stoler på at jobbet vil mig det bedste. Jeg stoler ikke på ham. Skal han derfor betale endnu en sygemelding? En udredning fra kommunen, for det er hvad det kan ende med? Jeg ved han refunderes, men han mangler jo én.

Jeg har den her tale der kører:"jeg kunne jo bare tage mig sammen. Tage mig sammen til en fungerende hukommelse. Tage mig sammen til overblik. Tage mig sammen til ikke følelsesmæssigt at kortslutte ved minimal menneskelig interaktion", og så kører den anden tale"jeg vil jo gerne, men jeg kan ikke lige nu".

Er jeg klar til at smide borderline kortet? Klar til at mødes med kommunen og sige: Jeg har mistet min mor, det har trukket tæppet væk under mig og jeg er i fuld eksistenskrise - IKKE hjulpet af borderline skyggen. Hvad har i at tilbyde? Mindfullnes? I take it. Motion? I take it. Samtaler? I take it.

Psykologen har væsset kløerne og står bag mig, til øjeblikkeligt at hive "Ny sygemelding"- kortet frem hvis jeg ikke kan sætte mine grænser, holde mit område, trække vejret, sove om natten. Og hun vil være der de næste måneder uanset om det er med jobbet eller med kommunen.

I en perfekt verden, havde jeg igen min egen virksomhed - hvor jeg solgte noget der var 100% efterspurgt. Kunne igen selv bestemme, sove til middag, arbejde de dage hvor alt virkede, passe haven ved siden af. Men nu tager vi lige mandag først, ikk!

Kollegaen

Det var ikke sådan det skulle være. Jeg skulle gå og glæde mig, ikke gemme mig på toilettet for at græde. Det er ugen hvor jeg er alene med "kollegaen". 4 dage, jeg havde mine bange anelser om. I går gik fint. Når det er sagt, så er fint når jeg spiller med på hans dumme jokes, at han fylder alt, at han buddyer up med den nye praktikant og de "griner" af mig. I can do that. Ikke længe, but i can.

I dag nåede jeg at være der en halv time, for han inviterede mig ud for at kigge på en opgave. Jeg så det ikke komme. Han bad om input. Hvad han i virkeligheden bad om, var tilladelse til at gøre det på sin måde, for sit eget arbejdsområde (fair nok), men også for mit og mine to kollegers. Bevares, jeg kan leve med det - men jeg ved de to der er på ferie - ikke kommer til at spille efter hans ide, og dem har han respekt for. Det fortalte jeg ham. At det nok ikke gik. Så flippede han. Beskyldte mig for at være negativ og at det bare skulle fungere.....!! Jeg fattede ingen ting. Min hjerne prøvede at følge med, mens hele mit system gik i sort. Jeg prøvede at regne ud: "Hvad er det han vil?". Hvad er det jeg skal gøre for at han ikke råber, siger at "vores" hold trækker veksler på "hans" hold og når vi har brug for hjælp næste gang kan jeg kigge i vejviseren efter det.
Jeg indrømmer, mine to kolleger, der kører vores foretagende, gør tingene på deres måde. Men hey, jeg er bare ergoterapeuten, der har mit eget arbejdsområde. "Kollegaen" taler til mig som om jeg kan det samme som mine kolleger kan. Det kan jeg ikke, og når jeg giver udtryk for det - så kalder han mig næsten dum.
Jeg holdt ikke stand i dag. Jeg sagde ikke fra efter episoden. Jeg gik ikke tilbage, for jeg er alene med ham. Jo der er to andre, men de kan intet gøre. Problemet er at han sparker til min selvtillid. Jeg bliver i tvivl om han har ret. Om jeg er gennemskuet. Om jeg burde være der, for jeg er da for dum.

Jeg har to dage endnu. I dag har jeg tænkt katastrofetanker og udveje. "Jeg siger op" (- og rådner i mit hus som posedame). "Jeg sygemelder mig" (- og bliver fyret og så kørt gennem en fattig kommunes system og ender som...posedame).

Jeg ringede til min mor for at ønske hende held og lykke med sidste undersøgelse i morgen, og ender med at sidde og tude over mit fucking job. Jeg skulle tælle ned. Jeg talte ned i går. Til L.'s hjemkomst. Jeg glæder mig, men ligenu falder min verden sammen og alt blæses ud af proportioner.
Jeg skulle kunne glæde mig, jeg skulle kunne bekymre mig over min mor.

Jeg kan ikke tage konfrontationen med ham, mit forsøg i dag endte trist. Min chef (når han ikke er på ferie), siger jeg skal sætte grænser for ham....det sagde han sidste gang, "kollega" tog en tur. Det latterlige er, at alle er enige om at han er "out there", men så længe han ikke er flippet på chef 1, 2 og 3 og sælger det han skal (han er en knaldgod sælger), - er der ingen der rør ham.

Jeg ved godt det ikke er ok som jeg har det. Jeg skal ikke have det sådan. Det var det samme inden min ferie for nu 3 uger siden. Og der var både chef og "gode" kollega til stede - så det er  ikke noget under jeg mister modet. At navigere på en privat arbejdsplads er anderledes end det offentlige, i get it  - men som det her?

Jeg skal klare de der to sidste dage. Næste uge kommer "god kollega" og jeg må gemme mig bag ham så godt jeg kan og så har jeg ferie og en mulighed for at sygemelde mig, for jeg er nødt til at tænke udvej, ellers falder jeg sammen. Pis.

De tager mit kontor

Jeg har gravet et hul i haven den sidste time. Jeg skal ikke bruge noget hul, men jeg var så arrig, at det virkede som en rigtig god ide.
Efter at have gravet, hevet rødder op, fået jord i støvlerne og væltet på halen op af en gammel stub, satte jeg mig ned i den bløde våde jord, med rystende hænder og begyndte jeg at græde. Hvorfor al den hidsighed?

Fordi min chef i dag forkyndte, at han skal bruge mit kontor, til den nye sælger der starter i august. Nja men hvad mener du?
Trumfkortet er angiveligt, at manden har 37 timer, det har de andre gutter også = de 5 faste kontorer, hvor jeg har det i midten, skal besættes af dem. Chefen lagde det op som om der var muligheder "Vi kan tænke over det", - men da jeg gik ham på klingen, med hvad selv jeg syntes var udmærkede forslag, til de to nyest ankomne sælgere, viste det sig, at det ikke stod til diskussion. Beslutningen var taget, og "mulighederne", lå i om jeg helst vil have et skillevægskontor hvor printeren står, eller forrest i biksen, hvor der er 4 døre ind og ud af butikken.

Jeg føler mig i den grad degraderet. I den grad. Hvis jeg et sekund er objektiv, kan jeg se, at de 5 sælgere, er dem der tjener langt den største del af det der betaler husleje og lønninger - og det havde været ærlig snak. I det private erhvervsliv er formlen: Jo mere du tjener til firmaet, jo mere er du værd. (Og jo mere sur du bliver jo lettere får du din vilje) Og det er fandme svært at argumentere med. Jeg reagerer ikke på, at vi er nødt til at finde en løsning, der ikke indebærer at bygge en kube mere i kontorrækken, til kr. 100.000-150.000 lige nu. Jeg reagerer på at det er MIG, DAMEN, HENDE MED 30 TIMER, der skal ud i det åbne.

"Så tjen mere", siger du? Tjah, principielt et godt forslag (tjen et kontor), men da jeg er ansat som konsulent og er med til at hive kunder i butikken, rådgive og vejlede og lader mine kolleger tage "salget", er det sgu lidt svært.

Jeg skal nok æde den. Jeg har ikke noget valg. Men jeg er et hule menneske. Jeg sidder bedst med ryggen op mod muren. Jeg indretter huler, om det så kun er for en overnatning hos en veninde, så tanken om at sidde "åbent" i butikken som en anden receptionist dame, virker.....degraderende, utrygt og fucking ikke ok. Selv om jeg skal æde den. Jeg har ikke andet valg. Lige nu er det ikke engang tilfredsstillende at vide, at  jeg med mine 30 timer tjener det samme som min kollega der har 37 timer.  Det gør det måske på mandag, hvis når  jeg møder op.

Da chefen havde forsøgt at sælge mig ideen som min egen og vist mig alle muuuuhlighederne, sagde jeg " Jeg kører nu, og jeg kommer ikke igen i dag, farvel". Var det at overreagere ?. kl. var 11, men jeg mente jeg havde fortjent en meget tidlig weekend...

Ps 2. Chefen sagde "Du tager det bedre end jeg havde regnet med" (wtf?). Lortebutik.

Optur

Jeg er her stadig. Jeg arbejder. Jeg elsker det. Jeg har i to hele uger kunne sige at jeg elsker mit job. Når jeg kigger tilbage til i vinters, hvor jeg var i tvivl om jeg skulle i gang med hele den kommunale udredningsmølle, fordi jeg havde fået en diagnose og ikke magtede 2 jobs, så er det ikke til at forstå, at det er den samme mig, der hver dag møder ind før tid. Samme sted. Et sted. Hos den gode chef der fatter nada om psykisk sårbarhed og nok ikke helt tror på den slags (!), men som ikke desto mindre tilbød mig 30 timer til en løn, hvor jeg kan nøjes med 30 timer.
I en stilling, hvor jeg udover min terapeutbaggrund, får lov at bruge de ufaglærte evner jeg har indenfor marketing og organisation.
Jeg bruger alle evner i disse dage. Organiserer temadage, skriver artikler til magasiner, samler hele holdet af mandlige divaer til fotoshoot (tro mig, det er sværere end at passe en børnehave og de er noget større), foretager afprøvninger ift. siddestillinger og funktionsmålinger - kort sagt, jeg får lov at spille på hele registeret, samtidigt med at hele arbejdspladsen syder af en kærlig sort jeg-sviner-dig-til-fordi-jeg-ikke-kan-sige-du-er-sød-tone. Pik og patter and i love it.

Jo, jeg klapper sammen som et korthus når jeg går hjem kl. 15. Nej, jeg får ikke lavet meget i på hus og i have. Men jeg trives.
Heldige mig.

Nothing to see here...

Her er så stille nu. Efter at jeg er begyndt arbejde, er der stadig ikke meget energi i posen og bloggen lider. Mine kommentarer hos jer andre lider. Undschuldugung.

Jeg læser jer. Det gør jeg virkeligt og får også af og til knyttet en halvfiltreret kommentar igennem. Husk mig venligst for min velformulerethed og døm mig ikke på det i denne periode usorterede og grænseløse (i mean well). Eller de dårlige jokes og film.

Jeg glemmer. Jeg glemmer, at det at arbejde er risiko for nederlag. Helt uproportioneret nederlag over minimale detaljer. Ting andre glemmer efter 5 minutter, men som hos mig sidder i kroppen timer og dage efter. Jeg havde sådan en oplevelse i går. Blev mildt tilrettesat, begrundet, måske lidt voldsom reaktion fra modparten, men ...fair nok - jeg var angiveligt nummer 15 der havde begået fejlen at afbryde noget der blev vurderet som et møde, men som jeg hidtil i denne organisation kun har kendt som "Lukket dør - kom bare ind". I hear you.
Det der var anderledes, var at jeg i sekundet det skete vidste - AV, det her optager min sind og mine følelser helt ude af proportion. Det her kommer til at gøre mig ked af det. I sekundet, siger jeg. Kæmpede straks med følelserne skam og skyld kontra "du er dum er du og kan ikke lide mig". Pænt flankeret af følelserne fætter "du er et nul" og kusine "fuck du er åndsvag" I hate you, you dont want me.

Så point til mig over at jeg kunne sætte ord på det. Jeg kunne ikke stoppe det, ændre reaktionen, men jeg kunne erkende at det skete. At det var der. I sekundet. Klap på ryg for det. At jeg så løste den indre konflikt mindre modent og i stedet for at konfrontere modparten "Hey du, fair nok, men det plejer ikke at være sådan", lavede en Maude, fuldt påklædt for derefter at spise til jeg fik ondt i maven. Shit happens.

I dag har jeg passet min pc skærm. Surmulet på modparten, men vist velvillighed og holdt lav profil. Måske i morgen er der hvor jeg siger, hej Chef, du - sorry men jeg er nødt til at påtale det, for at jeg ikke vender mig fra dig.

U see?

She works hard for the money....

Jeg er træt som et alderdomshjem og går i seng, men kære venner - det der med at starte job, ét job, jobbet, var den rigtige beslutning.
..og at gå hjem hver dag kl. 15.00 bliver mit nye sort, når jeg først er oppe i gear igen. For de her første dage går gassen hurtigt af ballonen. NØJ, jeg er træt.
Jeg er set, jeg er værdsat, jeg har været savnet og manglet, der er gode nye opgaver og gode gamle, og der er øvelse hele vejen med grænser, hvem mener hvad og alt det der hører BPD til. Og ingen tuttenut, "hvad føler du", "jeg fornemmer...." bare dårlige hentydninger om kønsdele, kolleger der hopper rundt på ét ben og siger lyde, en chef, der forvirret tørrer bord og sørger for morgenbrød, som en anden mor og kunder der skriver mails om at de handler hos os pga. mig.

Det er godt :o)

Godnat!

Søndagsblues

Egentlig har det været en ongoing historie det meste af ugen, søndagsbluesen, Nu er det reel, virkelig og lige i fjæset. I morgen er det slut med at dandere den. Til i morgen skal der sættes vækkeur, vælges tøj, op før fanden tager sko frem. I morgen har jeg sidste arbejdsdag hos Chef 1, nu snart ex.chef.

OG JEG GIDER IKKE. Jeg gider ikke ud og sige farvel, have medfølende blikke og pis. Jeg har forberedt mig, ved at bage boller til folket. Mange boller, til at stoppe fjæset og blikkende med. Et par af kollegerne holder jeg af, dem ser jeg igen. De er i min basisgruppe, der holder sammen på 7. år.
Resten (ok, måske et par til), er ikke og vil ikke være vigtige i resten af mit liv. Når jeg mærker efter, så er jeg egentlig ikke vred på dem. Eller er jeg? Jeg er i hvert fald vred på stemningen, chefen og arbejdsopgaverne. I virkeligheden er jeg nok mest vred på mig selv, over at jeg ikke mestrede det her, som jeg er vant til at mestre ting. Jeg har ikke fornemmelsen af at have givet op, men at have fravalgt dem. Men hvis jeg mærker efter, gav jeg op for længe siden. For over et år siden.

På tirsdag fortsætter jeg jobbet hos Chef 2 (herefter kendt som Chefen). De salige 30 timer om ugen. Lige nu, føles det ikke særligt saligt. Jeg hygger mig jo her. Herhjemme. Med huset, der skal males lige om lidt.  Med at vente på foråret. Jeg er slet ikke sikker på, at jeg kommer til at hygge mig på mit kontor. At kunne syns om, at der er kommet 3 flere folk til siden jeg gik på sygdom. At der er nye arbejdsopgaver, nye udfordringer, nye krav. At der stilles krav, at jeg har ansvarsområder. Slet ikke sikkert det er hyggeligt nej. Men at kigge ud i haven, bage boller, kigge på katten, det er hyggeligt. (og lidt kedeligt i få minutter af gangen).


Jeg er nervøs, og slår mig i tøjret. Jeg vil ikke, siger jeg jo. Så spis lige en bolle.

Vi er her stadig. Katten og jeg. Jeg husker ikke nogen tid i mit liv, hvor jeg har haft så god tid til at tænke. At det ikke er ensbetydende med, at tankemylderet holder op, eller ebber ud er en anden sag. Mennesket er ufattelig i sin tilpasningsevne. I mit tilfælde, betyder det at trods tid, så kan små opgaver, små sociale aktiviteter fortsat stresse, udmatte eller udfordre. Funny that. 

Som i går, hvor jeg kiggede forbi den nye gamle arbejdsplads. Det kan tælles på få hænder, hvor mange gange jeg er kommet i "normalt tøj" de sidste måneder. Tøj der ikke går under kategorien "hjemmetøj" eller "havetøj". Nuvel, det betyder, at det tager tid at finde ud af, hvad man egentlig tager på derude. Og makeup og arbejds-ordforrådet. Hvor var det lige jeg lagde det?

Fint besøg var det. Entusiastisk Chef 1. På alle måder Chef 1 nu. Der er en ny puls derude. De har ryddet ud og op, noget jeg har forsøgt at sætte igennem de sidste to år. Vi har endelig de faciliteter, vi har arbejdet for de sidste 2 år og set uppet er klart til mig 1. marts. 30 timer baby. Det kan være lyst både når jeg skal afsted OG når jeg skal hjem, meget mere af året. 

Men lige nu. Lige her. Er det hele en smule overvældende. Ikke for hovedet. Hovedet er superhelt og ser de forskellige scenarier. Kein problem. Det er kroppen der på må og få kaster lidt åndenød, trykken for brystet og spændte muskler ind. Den krop der. Den pålidelige krop. Gad vide hvad den fortæller mig?

Blogland Rocks, igen

Der er ingen tvivl om, at jeg er i en proces for tiden. Og i skal vide, at jeres input, på mine indlæg bliver læst og lyttet til. I sidste ende, finder jeg den løsning, der er bedst for mig, men hvor er det dejligt, at kunne få input fra mennesker der ikke har 'aktier' i enten mit job, min kommune eller mig for den sags skyld. Det giver mig nogle nuancer, noget andet - derfor forsøger jeg også så specifikt som muligt, at beskrive hvad jeg oplever, når jeg er i sådan en situation, som mit forrige indlæg handlende om. På den måde får jeg andre synspunkter (jeres), meninger og erfaringer. Det rocks sgu.

Min proces handler, som mit liv åbenbart gør, om identitet. Den professionelle mig, som er en stor del af min identitet og den nu-med-diagnose-jeg, som også er mig, for jeg er jo ikke anderledes, end da jeg ikke havde den. Diagnosen. Nu skal jeg 'bare' integrere lortet og det er her, jeg let kommer til kort/ud at skide/svede med de fede.

Tag fx. eksemplet igår, da venlig ergoterapeutkvinde, bankede på min dør. Jeg har ansøgt kommunen om en specialdyne (mere om den en anden gang), som hjælpemiddel. Med til historien hører at jeg selv er ergoterapeut, og i en del år efterhånden, har foretaget præcist den slags hjemmebesøg. Hos andre. Hold da kæft det var grænseoverskridende, pludselig at være på den modtagende ende. Ja, jeg kunne have valgt selv at finde pengene til dynen, men ansøgningen er for mig også en øvelse. En øvelse i at erkende, bede om hjælp, out'e mig, være ambassadør for den erhvervsaktive borderlinedame. For at finde en nuance i det at være erhvervsaktiv, professionel OG et  menneske med problematikker og udfordringer ud over det sædvanlige.

Terapeuten var ligeledes udfordret. Det er ikke tit de/man/jeg sidder overfor en fra samme fag, med mere erfaring og tænker (jeg tror hun tænkte), "Hvor fanden er du syg henne". Nej, hun bandede nok ikke. Hun var virkelig sød og ærlig da hun sagde, at hun ikke vidste hvad hun skulle sige og mene. Vi fandt fælles ud af vinklen på ansøgningen, og nu skal jeg så afvente deres teammøde. Den slags teammøder jeg hidtil selv har siddet på. So strange og grænseoverskridende.

I samme åndedrag kan jeg fortælle jer, at jeg i sidste uge sagde min stilling op hos chef 2. Jeg skal ikke længere være sagsbehandler. Ikke længere være den der foretager hjemmebesøg og vurderer mennesker for kommunen - og det er en lettelse. Kæmpe. Nu skal jeg være handicapkonsulenten, konsulenten, der ved en masse om biler, lovgivning, afprøvninger, marketing. De ting jeg er god til, jeg elsker og som jeg har gjort noget af min tid de sidste 5-6 år. Det er dejligt. Jeg er spændt på det. Chef 1 har mange ideer og forventninger til mit udvidede timetal, og jeg er spændt på om jeg kan opfylde dem. Jeg vil gerne prøve. Jeg vil gerne bevare min uafhængighed af systemet, da afgivelse af kontrol på det område giver mig ondt i maven. Og tyndskid ;o)

Nu blev det en længere smøre igen, når jeg i bund og grund blot ville sige tak for input. Tak for jer.
Kh

Gear og krop

Hvordan kommer jeg ned i gear? 

Om en uge starter jeg job, efter 5 + ugers sygemelding. Tanken er og ønsket var, at tiden skulle bruges til fordybelse, at læse de 10 + bøger på mit bord, brodere mit første broderi og lave julegaver selv. 

Se venner, få ro på. Få ro på.

Det meste er ikke sket. Jeg har bagt og læst 1 1/2 bog og jeg har lavet alt for meget udenfor. Så meget, så tilfredsstillende og synligt. Men roen i kroppen, den har ikke indfundet sig. Broderiet er ikke sat i gang. Og kroppen er ikke glad. Den protesterer. Mit nye ar, dunker som Harry Potters, arvævet er større end det burde.  Mine arme har svært ved at løfte kaffekoppen, puderne fra sengen, de er ømme, tunge og stive.

Hvordan får man ro indeni. Ro på tankerne. Hvordan mister man følelsen af uro og rastløshed i kroppen, på andre måder, end at bruge sin krop til den segner?

Jeg er ikke ulykkelig. Mit set up er ønsket, stræbt efter. Huset, haven, byggeriet, og ikke mindst kærligheden. Men hvordan lærer jeg at være i det, hvile i det, nyde det uden at halse videre til næste projekt? Hvad halser jeg efter?

Multitasking er en dyd. Eller er det? Jeg mestrer kunsten ypperligt. Når vi taler om praktiske ting. Når vi taler socialt, er det en anden snak - men det sociale har jeg kunnet begrænse mens jeg går herhjemme. 

Jeg frygter den hverdag, der betyder job 8 timer dagligt, for jeg segner i forvejen af træthed hver dag, uden jobbet.

Jeg vil gerne være en god job dame. Det var jeg engang. 

Too Green?

Det er varmt her på job. Og meget stille. Trods mellemlang videregående uddannelse og 12 års erhverserfaring har jeg i dag:

• Støvsuget meget stor butik (400 m2)
• Skiftet Firma flag på 4 flagstænger
• Møvet rundt på indernettet efter hhv. nyt blog design (u like?) og en brugt trimmer til haven (no luck)
• Talt i telefon med diverse mennesker (7), der hellere ville have fat i mine kolleger
• Talt i telefon med 3 mennesker der gerne ville tale med mig (og have sponsorpenge)
• Spist frokost aaaaleeeeeene i stor frokoststue

To dage i samme tempo art (+  3 timer mere i dag), før weekend.