Gruekedlen er sat over

Sidder her bag skærmen og gruer. Gruer for i morgen, hvor jeg efter 7 uger hjemme starter job. Mine tanker er all over the place og har været det i alle 7 uger. Sorg, depression, angst. De sidste 2 uger, dog alene panik over jobstarten. Over presset. Over manglende faglig respekt for mig. Over dårligere vilkår end mine kolleger. Over gentagen kamp for min plads, mit kontor, min selvrespekt.

Noget af kagen tilhører jobbet. Jobkulturen. Chefen. Branchen. Mænd/kvinder. At jeg fagligt er en ting men måles på deres faglighed, der er en anden - på trods af at jeg er ansat med min faglighed (did that make sense?).
Noget af kagen tilhører mig, borderline og et manglende fundament, der ikke trives i rammer med skiftevis ros, manipulation og trusler (omend svage) om fyring. Mine kolleger kan, de har selvtilliden (og salgstallene). Jeg kan ikke, har p.t. ikke meget selvværd, slet ikke selvtillid og ikke lækkert hår.

Salgstallene var ikke aktuelle ved min ansættelse for 3 år siden. Jeg blev ansat til at yde en service, vejlede og rådgive. Indtil for 1 år siden, hvor der kom salgskrav. Ikke kun en dårlig ting, for at sælge giver optur - jeg elsker optur og kan køre længe på vores fælles "vi kører for fedt".  Men når jeg presses til at skulle sælge som en sælger, på provision, for at betale husleje, for at beholde jobbet - så er jeg presset for meget. Eller nej, det der presser mig er at jeg ikke ved nok. Kan hvad de andre kan.

What kills me, er at jeg ikke stoler på at jobbet vil mig det bedste. Jeg stoler ikke på ham. Skal han derfor betale endnu en sygemelding? En udredning fra kommunen, for det er hvad det kan ende med? Jeg ved han refunderes, men han mangler jo én.

Jeg har den her tale der kører:"jeg kunne jo bare tage mig sammen. Tage mig sammen til en fungerende hukommelse. Tage mig sammen til overblik. Tage mig sammen til ikke følelsesmæssigt at kortslutte ved minimal menneskelig interaktion", og så kører den anden tale"jeg vil jo gerne, men jeg kan ikke lige nu".

Er jeg klar til at smide borderline kortet? Klar til at mødes med kommunen og sige: Jeg har mistet min mor, det har trukket tæppet væk under mig og jeg er i fuld eksistenskrise - IKKE hjulpet af borderline skyggen. Hvad har i at tilbyde? Mindfullnes? I take it. Motion? I take it. Samtaler? I take it.

Psykologen har væsset kløerne og står bag mig, til øjeblikkeligt at hive "Ny sygemelding"- kortet frem hvis jeg ikke kan sætte mine grænser, holde mit område, trække vejret, sove om natten. Og hun vil være der de næste måneder uanset om det er med jobbet eller med kommunen.

I en perfekt verden, havde jeg igen min egen virksomhed - hvor jeg solgte noget der var 100% efterspurgt. Kunne igen selv bestemme, sove til middag, arbejde de dage hvor alt virkede, passe haven ved siden af. Men nu tager vi lige mandag først, ikk!