Det der kommen videre noget...

Det lykkedes ikke skide godt, når jeg selv skal sige det. Jeg svinger mellem at være ok og så nedefter. Statusrapporten her sidst i november er således, at jeg føler mig skrøbelig. Min krop bliver træt af motion på den "gamle-og-øm-i-skroget", måden og ikke på "total-i-orden-form" måden.
Mit hoved og mine tanker vil gerne dreje negativt, med katastrofetanker og alt hvad det indebærer af (u)hyggelige ting.
Jeg føler mig usikker på jobbet, og bruger det meste af min energi på at foregive at være ok det sted, der udbetaler til huslejen. Men det er også her jeg finder mine bedste fristunder. Mantraet én dag af gangen, er vigtigere end nogensinde, for hvis jeg skuer for meget udover mit liv og mine muligheder, går jeg i sort.

Jeg savner. Jeg savner mine forældre helt åndsvagt og jeg er langsomt startet op i endnu en runde terapi, fordi jeg ikke føler jeg kommer længere selv i bearbejdelsen af sorg. Der er nu gået halvandet år siden jeg bisatte min mor og over 1 år siden jeg gjorde det samme med mit forhold.  Bearbejdelse kræver samtale, og dem jeg ville tale med, som kendte min mor, har trukket sig fra mig. Fra min kærlighed, og min vrede og alt hvad der er indimellem.
Jeg savner mit parforhold, og selv om det er skidesvært at indrømme og ikke mindst at skrive, så savner jeg min kæreste. Som at hun ikke er mere. Som i at vi er nået dertil, hvor vi efterlyser ting der blev efterladt. Nogen gør.

Så det.

Gruekedlen er sat over

Sidder her bag skærmen og gruer. Gruer for i morgen, hvor jeg efter 7 uger hjemme starter job. Mine tanker er all over the place og har været det i alle 7 uger. Sorg, depression, angst. De sidste 2 uger, dog alene panik over jobstarten. Over presset. Over manglende faglig respekt for mig. Over dårligere vilkår end mine kolleger. Over gentagen kamp for min plads, mit kontor, min selvrespekt.

Noget af kagen tilhører jobbet. Jobkulturen. Chefen. Branchen. Mænd/kvinder. At jeg fagligt er en ting men måles på deres faglighed, der er en anden - på trods af at jeg er ansat med min faglighed (did that make sense?).
Noget af kagen tilhører mig, borderline og et manglende fundament, der ikke trives i rammer med skiftevis ros, manipulation og trusler (omend svage) om fyring. Mine kolleger kan, de har selvtilliden (og salgstallene). Jeg kan ikke, har p.t. ikke meget selvværd, slet ikke selvtillid og ikke lækkert hår.

Salgstallene var ikke aktuelle ved min ansættelse for 3 år siden. Jeg blev ansat til at yde en service, vejlede og rådgive. Indtil for 1 år siden, hvor der kom salgskrav. Ikke kun en dårlig ting, for at sælge giver optur - jeg elsker optur og kan køre længe på vores fælles "vi kører for fedt".  Men når jeg presses til at skulle sælge som en sælger, på provision, for at betale husleje, for at beholde jobbet - så er jeg presset for meget. Eller nej, det der presser mig er at jeg ikke ved nok. Kan hvad de andre kan.

What kills me, er at jeg ikke stoler på at jobbet vil mig det bedste. Jeg stoler ikke på ham. Skal han derfor betale endnu en sygemelding? En udredning fra kommunen, for det er hvad det kan ende med? Jeg ved han refunderes, men han mangler jo én.

Jeg har den her tale der kører:"jeg kunne jo bare tage mig sammen. Tage mig sammen til en fungerende hukommelse. Tage mig sammen til overblik. Tage mig sammen til ikke følelsesmæssigt at kortslutte ved minimal menneskelig interaktion", og så kører den anden tale"jeg vil jo gerne, men jeg kan ikke lige nu".

Er jeg klar til at smide borderline kortet? Klar til at mødes med kommunen og sige: Jeg har mistet min mor, det har trukket tæppet væk under mig og jeg er i fuld eksistenskrise - IKKE hjulpet af borderline skyggen. Hvad har i at tilbyde? Mindfullnes? I take it. Motion? I take it. Samtaler? I take it.

Psykologen har væsset kløerne og står bag mig, til øjeblikkeligt at hive "Ny sygemelding"- kortet frem hvis jeg ikke kan sætte mine grænser, holde mit område, trække vejret, sove om natten. Og hun vil være der de næste måneder uanset om det er med jobbet eller med kommunen.

I en perfekt verden, havde jeg igen min egen virksomhed - hvor jeg solgte noget der var 100% efterspurgt. Kunne igen selv bestemme, sove til middag, arbejde de dage hvor alt virkede, passe haven ved siden af. Men nu tager vi lige mandag først, ikk!

Hjemløs kærlighed

"Sorg er den hjemløse kærlighed", står der i pjecen om sorg fra Kræftens Bekæmpelse. Pjecen har jeg haft liggende siden i sommers, da Moderdyret blev syg. Jeg bestilte et shit-load pjecer om alt fra cancertyper, over patientrettigheder, pårørende til alvorligt syge og nu denne om sorg. Jeg læste den for et par dage siden. Jeg finder udtrykket omend ikke dækkende, så rammende: "hjemløs kærlighed".

Sorg er så unik en følelse, at jeg finder det svært at sætte ord på. Det er følelsen der overmander mig midt på arbejdsdagen, når jeg ser en kvinde der er på min mors alder. Det er følelsen der sniger sig ind, når jeg sætter Moderdyrets ting på plads i mit skur, mit værelse eller i min have. Det er følelsen der kommer brasende når bankdamen gennem 10 år rejser sig fra sin plads og krammer mig ved kassen,  fordi hun ved jeg har mistet min mor. Det er når jeg apatisk tjekker hendes sidste lotto kupon, hendes gavekort fra Matas og finder billeder af Broderdrengen, Faderstøtten og mig i hendes pung som sygehuset nu har sendt til mig.
Sorgen er brusende, bragende, snigende, lammende, blød, våd, stenhård, kvælende, forstyrrende og tager ikke hensyn til hvor jeg er, hvad jeg laver og hvem jeg er sammen med.

Sorgen får mig til at savne. Til at glemme hvad der ikke var fedest ved Moderdyret, til at huske at jeg ikke kan ringe, ikke kan spørge (rødspætter, hvor mange minutter på hver side? Hvor er dine sikringer?), ikke kan se, holde og kramme hende. Sorgen får mig til at sidde, midt i arbejdsdagen og skrive dette indlæg, mens tårerne står i øjnene.

Hvad er sorg for dig? Har du oplevet den? Kan du beskrive den?