At vægte

Nå, den der fortsættelse med hønsedøren der skal gøres automatisk, må vi vente på. Der er ikke sket en skid, siden jeg postede det lidet interessante indlæg.

Det der fylder, det der bruges tid på og det der gør at jeg sover ret godt er min nye passion. Vægttræning. Yes, som i hun løfter vægte sammen med de store gutter i fitnesscenteret. Ikke zumbatimer, mave, balder, lår eller små stænger med 2 og 5 kg. Ikke at jeg ikke nyder den slags timer, men der er ikke længere tid til det.
Jeg træner 2 dage og har en dags pause og så 2 dages og en dags pause osv. Hver session ender på ca. 1 1/2 til 2 timer, så haven sker der heller ikke så meget i for tiden.

What I didnt know, er at det ikke er let (!). Vægten man spasser på er selvfølgelig selvvalgt, men at en øvelse kræver så meget fokus, koncentration og motorik, det havde jeg ikke regnet med.
Men det følelse af kropsbevidsthed det giver mig, at jeg kan mærke hvilke dele af kroppen der arbejder og at kroppen gerne vil det, er fantastisk.

Jeg har ikke nogen mål endnu, som i jeg vil kunne løfte så meget, have sådan en tyrenakke eller lignende. For nu nyder jeg blot at min krop nyder det. At den trives og former sig stille og roligt. At de 10 kg, der har sneget sig på siden rygestop og tarmsygdom er forsvundet og at de kg der ryger på nu er muskler.

Løb? Jeg løber stadigt, men ikke så meget - jeg har et halvmaraton mere i år (det 3. og sidste), som skal gennemføres og hvor jeg håber på en bedre tid. Løb forsvinder aldrig, men hold nu kæft det her nye er godt.

Træner du noget?

Kamera og krop

Har læst (skimmet) utallige tests (3) af digitalkameraer (eller var det kompakt? Komplet?) og er ikke klogere. De er jo alle fantastiske, på priser mellem 2-6.000 kr.-skalaen. Er der ikke nogen der bare kan sige hvad for et jeg skal købe? Så lover jeg ikke at læse manualen, men blot oplade det og starte med at tage billeder.

Devisen "småt er godt" vil være at værdsætte og kan det tåle at det tabes fra et træ eller trædes på (lidt), så er der pluspoint.

Og er du ligeså lidt gearinteresseret, når det gælder kameraer som jeg er, kan jeg på den personlige front fortælle at der trænes igennem - 5 gange om ugen, jeg begynder at like den der sunde stærke fornemmelse man får. Hvor fokus ikke længere (helt så meget), er vægten - men  den der fornemmelse at at min krop vil mig det godt, hvis jeg passer godt på den. Den trives med styrketræning og løb - og mit ønske er, at jeg kan styre tarmsygdom og tanker selv, uden alt det medicin der hovedløst udskrives.

Vi er her stadig. Katten og jeg. Jeg husker ikke nogen tid i mit liv, hvor jeg har haft så god tid til at tænke. At det ikke er ensbetydende med, at tankemylderet holder op, eller ebber ud er en anden sag. Mennesket er ufattelig i sin tilpasningsevne. I mit tilfælde, betyder det at trods tid, så kan små opgaver, små sociale aktiviteter fortsat stresse, udmatte eller udfordre. Funny that. 

Som i går, hvor jeg kiggede forbi den nye gamle arbejdsplads. Det kan tælles på få hænder, hvor mange gange jeg er kommet i "normalt tøj" de sidste måneder. Tøj der ikke går under kategorien "hjemmetøj" eller "havetøj". Nuvel, det betyder, at det tager tid at finde ud af, hvad man egentlig tager på derude. Og makeup og arbejds-ordforrådet. Hvor var det lige jeg lagde det?

Fint besøg var det. Entusiastisk Chef 1. På alle måder Chef 1 nu. Der er en ny puls derude. De har ryddet ud og op, noget jeg har forsøgt at sætte igennem de sidste to år. Vi har endelig de faciliteter, vi har arbejdet for de sidste 2 år og set uppet er klart til mig 1. marts. 30 timer baby. Det kan være lyst både når jeg skal afsted OG når jeg skal hjem, meget mere af året. 

Men lige nu. Lige her. Er det hele en smule overvældende. Ikke for hovedet. Hovedet er superhelt og ser de forskellige scenarier. Kein problem. Det er kroppen der på må og få kaster lidt åndenød, trykken for brystet og spændte muskler ind. Den krop der. Den pålidelige krop. Gad vide hvad den fortæller mig?

Gear og krop

Hvordan kommer jeg ned i gear? 

Om en uge starter jeg job, efter 5 + ugers sygemelding. Tanken er og ønsket var, at tiden skulle bruges til fordybelse, at læse de 10 + bøger på mit bord, brodere mit første broderi og lave julegaver selv. 

Se venner, få ro på. Få ro på.

Det meste er ikke sket. Jeg har bagt og læst 1 1/2 bog og jeg har lavet alt for meget udenfor. Så meget, så tilfredsstillende og synligt. Men roen i kroppen, den har ikke indfundet sig. Broderiet er ikke sat i gang. Og kroppen er ikke glad. Den protesterer. Mit nye ar, dunker som Harry Potters, arvævet er større end det burde.  Mine arme har svært ved at løfte kaffekoppen, puderne fra sengen, de er ømme, tunge og stive.

Hvordan får man ro indeni. Ro på tankerne. Hvordan mister man følelsen af uro og rastløshed i kroppen, på andre måder, end at bruge sin krop til den segner?

Jeg er ikke ulykkelig. Mit set up er ønsket, stræbt efter. Huset, haven, byggeriet, og ikke mindst kærligheden. Men hvordan lærer jeg at være i det, hvile i det, nyde det uden at halse videre til næste projekt? Hvad halser jeg efter?

Multitasking er en dyd. Eller er det? Jeg mestrer kunsten ypperligt. Når vi taler om praktiske ting. Når vi taler socialt, er det en anden snak - men det sociale har jeg kunnet begrænse mens jeg går herhjemme. 

Jeg frygter den hverdag, der betyder job 8 timer dagligt, for jeg segner i forvejen af træthed hver dag, uden jobbet.

Jeg vil gerne være en god job dame. Det var jeg engang. 

Rygende

"....gøremål i haven. Noget der har som mål, at få planter til at gro, få en have til at fungere, få jorden uden for vinduerne til at blive smuk og frodig, som man gerne vil. Dette er ikke noget man lærer på en sommer eller to. Man lærer det heller ikke ved at sætte sig ned en vinter og læse alverdens havebøger. Der er kun én metode, der virkelig tæller: at gøre tingene. Prøve det ene og prøve det andet. Begå fejl og rette fejlene. Opleve de store og uventede overraskelser og aldrig glemme dem. Kort sagt: erfare sig til hvordan jord og planter og vind og vejr spiller bedst muligt sammen. Men indrømmet: man får ikke en smuk have ved at ta' et ar timer derude hver lørdag formiddag. Hjertet og sjælen skal være derude, hvis det skal blive til noget. Og hænderne naturligvis. "


Uddrag fra Søren Ryges forord til sin bog: "I haven", fra 1994. Forlag Aschehoug.

Det afsnit,  er et af de få, der har sat sig, af det jeg har læst i diverse havebøger og opslagsbøger.

Med lidt omskrivning, og kreativ tilgang - har jeg taget det afsnit til mig. En livsregel om man vil. Leveregel.
Kun ved at prøve igen og igen, rette fejlene (men ikke være bange for at begå dem), kan man høste succes oplevelser. Og kun hvis sjælen og hjertet er med i udviklingen af mig, selv får jeg hoved, krop, tanker og følelser til at spille sammen.

Ganz einfach.