Menageriet

Det der kamerabusiness er ikke blevet til noget endnu.
Der ligger to kameraer på matriklen, det en er et lidt oldschool digital fra min mor, der faktisk virker men har opløsning minus 4 tusind?
Det andet er det ganske udmærkede jobkamera, hvor linsen ikke vil køre ind og ud. Planen er, at få jobkameraet på kamerahospitalet, for jeg hader virkelig at smide ud. Så det er med lånte fjer, jeg viser dig disse her:

De er ikke mine, men de ligner min - dem der pibler rundt omkring Banehuset. Jeg var i haven i søndags og legede samme med hønsene at det var forår. Vi fik gravet lidt, flyttet lidt blade, anlagt to nye højbede og spist lidt orm fra komposten. 

Det var megahyggeligt. Jeg indtog en kop kaffe i det støvede drivhus, hvor der er vinteropbevaring af havemøbler. Her mente Hønserne der skulle sonderes for kryb, så de indtog - til fortrydelse for katten, drivhuset samme med os. Resultatet en forvokset 15 års killing, der ikke turde gå forbi hønsene. 

Achh...jeg kan mærke foråret helt ind i knoglerne. Hurra for glæden til de små ting. 

Kamera og krop

Har læst (skimmet) utallige tests (3) af digitalkameraer (eller var det kompakt? Komplet?) og er ikke klogere. De er jo alle fantastiske, på priser mellem 2-6.000 kr.-skalaen. Er der ikke nogen der bare kan sige hvad for et jeg skal købe? Så lover jeg ikke at læse manualen, men blot oplade det og starte med at tage billeder.

Devisen "småt er godt" vil være at værdsætte og kan det tåle at det tabes fra et træ eller trædes på (lidt), så er der pluspoint.

Og er du ligeså lidt gearinteresseret, når det gælder kameraer som jeg er, kan jeg på den personlige front fortælle at der trænes igennem - 5 gange om ugen, jeg begynder at like den der sunde stærke fornemmelse man får. Hvor fokus ikke længere (helt så meget), er vægten - men  den der fornemmelse at at min krop vil mig det godt, hvis jeg passer godt på den. Den trives med styrketræning og løb - og mit ønske er, at jeg kan styre tarmsygdom og tanker selv, uden alt det medicin der hovedløst udskrives.