Har tonsvis af stuff jeg kunne/burde hvad angår huset, uddannelsen og udflugter. Det bliver ikke til det store. Weekenderne virker længere end ellers selv om dagene er kortere? Fik samlet 20 km under løbeskoene i går, udelukkende ud fra at 2 timer skulle skæres af lørdagen. En lørdag hvor der var fest i storbyen, hvor jeg vidste mine ølejr-venner var, men også ex-kæresten. Det slog mig ud. Tanker om at nogen syntes videre, nogen er helt færdige med mig. Mens jeg ikke syntes så langt endnu. Langt fra.
Så veninde og jeg besluttede at der skal vi ikke hen. Endnu. Festen kommer hvert år, og i år er det ganske enkelt for sårbart for os begge, så vi blev hjemme. Trodsede impulsen til at "Tadaaa...er her fest?"-overraskelse. Talte i stedet i telefon om alternative boformer, familieformer og weekend besøg. Og så løb jeg den tur.
Aftenen skulle overståes, trods tanker om savn, jalousi, fortid og fremtid.
Frygter at det aldrig holder op. Det frygter jeg altid når jeg er på dette sted. Hvilket logisk set må betyde, at det gør, for ellers ville jeg ikke kunne sige "når jeg er på dette sted". Men gud i himlen jeg syntes relationer er dyrekøbte. De intime af slagsen. Jeg syntes mine følelser er lidt store til denne efterhånden lille krop. Har altid været det - og da jeg ikke har en "konto", hvor de gode dage opbevares og lagres følelsesmæssigt - ryger jeg hurtigt i minus, når jeg rammes på kærligheden.
På toppen af Arthurs Seat, Edinburg, August 2012
