Hvis du var mig og jeg var dig og andre

Hvis jeg var andre, ville jeg undre mig over at jeg har ondt i maven. Hvis jeg var andre ville jeg have svært ved at forstå, at der hos mig flyder tårer let og at verden generelt føles en smule svær at være i.

Hvis jeg var mig, ville jeg syntes jeg var et utaknemmeligt skarn, fordi juleaften og dagen med var fyldt med velvilje, samarbejde, god mad, brændeovn og gaver. Der var lidt tårer og en del latter. Hvis jeg var mig, ville jeg være irriteret og uforstående over at jeg ikke kan få fred med det. Nyde at det blev en fin juleaften, hvor L. brillierede i køkkenet med Moderdyret og veninden som livline, med Broderdrengen som praktisk gris, opvasker og mig som nusse-rundt-indslag.

Jeg er mig og mig har siden Moderdyret og Broderdrengen smilende kørte i går, haft en følelse af sorg. Jeg har sovet en time her og der, er faldet i søvn flere gange mens L. så tv.  Grædt, været usikker, haft katastrofetanker og overfladisk vejrtrækning. Jeg er sikker på at L. ender med at gå sin vej. Jeg er sikker på at Moderdyret kommer til at dø lidende. Jeg er sikker på at Broderdrengen og mit nye endnu skrøbelige forhold ikke holder, når den sidste stamforældre er væk. Jeg er meget sikker på at jeg får mange mange katte.

I dag er jeg lettet. Lettet over at det først er i morgen jeg skal på arbejde. Lettet over at jeg har en hel dag med mulighed for fosterstilling og kleenex, for der er mere derinde. Flere af de svære følelser. Mere gråd. Mere sove.

Først i morgen skal jeg igen have mit game-face på.

Status 2010

Jeg havde en fin  dag og nytårsaften. L., katten og jeg. Hovedrengøring i det der stadig ligner en studenterbolig. Fine stjerner efter opskrift fra Miv. Forret, dessert og Asti. Fint tøj og hår. Kuvert med kort for ønsker til sig selv og den anden for 2011. Eventyrfilm. Tårer. Latter. Kan-ikke-holde-mig-vågen-krise. Holdt os vågne. Anti-klimaks, da det forventede landlige fyrværkeri var 10 minutter forsinket. Gik tilfredse i seng, da Otterup viste der var krudt i dem (For selv om man ikke gider feste, vil man gerne inviteres).

Det er moderne, med status og passende, når et årstal skiftes ud. 

2010

- Husejer for første gang

- 2 års dag for første gang

- Håndledsoperationer

- Begyndende erkendelse, af at mine psykiske udfordringer har et navn

- Trailer ejer

- Campingsvognsejer

- Året hvor jeg så mindre til mine venner end jeg nogensinde har gjort

- Taknemmeligheden over en dygtig læge

- Utrygheden og angsten ved erkendelse

- Bloggen, fik en rutine, en form og faste læsere (!) - Hele 38 af slagsen.  

Kære læsere. 

Bloggen kom til live i 2010, efter et par forkølede søsætninger årene før. Tak for jeres læseri, skriveri og ikke mindst jeres blogge. 

Lad 2011 være kærlighedens år. Lad det sive ind, af alle sprækker og vaske mistroen og mistilliden væk.  Lad ære få plads. Ære til andre. Respekt til sig selv og andre. Ned med småligheden. 

Jeg bringer en opfordring til blogland. Lad os åbne vejen til hinandens ord. Lad os fjerne de fjollede kryptiske ord, der skal tastes ind for at lægge en kommentar. Lad os vinde tiden - og bruge den til noget bedre.

Hvad siger i? 

Hård nat

Jeg er splittet mellem at tie, skrive med falsk optimisme, eller give det lige ud af posen. I ved jeg vil vælge det sidste, for ellers er denne blog en narref....sut.

Mine rutiner, nu hvor jeg officielt er sygemeldt pga. operation af 2. og sidste håndled, men i virkeligheden kæmper med mine dæmoner, er små. De indebærer ganske ofte en morfar, uden at jeg har problemer med at sove om natten.
Ikke i går. Jeg kunne mærke, gennem eftermiddagen og aftenen, at spændingen (ikke den gode slags), byggede sig op og jeg 'låste' indeni. Det hjalp, da jeg efter 4 mdr.s pause, tog en lille løbetur i minus 10 grader. Alligevel byggede det sig op indeni. Jeg vidste, at det ikke ville hjælpe at lægge sig ned og forsøge at sove. Den eneste mulighed, var at slukke for tv'et og mærke smerten, hvilket jeg belejligt og i panik udskød til kl. 00.45, hvilket er 3-4 timer senere end ellers.

Så gik der hul. Jeg satte en sang på computeren og fik fat i klumpen inden i. Smerten, og tårerne strømmede ud, med lyd på. Panikken genererede alle tårerne, al angsten, al håbløsheden og jeg er igen løbet tør for kleenex.
Tårer vasker rent? Tårer er forløsning? I mit tilfælde ja. Også selv om jeg forsøger at undgå konfrontationen med mig selv, til der ikke er anden udvej - først der giver jeg slip, fordi der ikke er andre acceptable muligheder.
Jeg faldt i søvn, til sidst. Katten var bekymret.

Jeg ved det ikke er slut, der er mere derinde. Mere der skal 'tages af'. Giv mig styrke.