Jul under solen og sol mellem ballerne

Som de fleste af jer ved nu, så drager jeg igen afsted til Lanzarote for at holde fitness-uger mens i andre eller nogle af jer, holder jul.
I år er vi 5 der tager afsted den første uge og vi er to i "jule"-ugen. Vi har bestilt morgenmad, dobbelt-lejlighed, Campari og solskin.

Hvad jeg ikke havde bestilt, men får med alligevel, er min egen julekalender.
Den søde læge på det fynske sygehus, konstaterede igår at tarmsygdommen er i udbrud igen, og gav mig i recept på 24 flasker a 125 ml (det er på størrelse med en halv flaske vand), som jeg dagligt  til natten får fornøjelsen (og min roomie får fornøjelsen af at overvære!), af at sprøjte, ja jeg sagde sprøjte op i den røv der er i stykker. Super.

Da flaskerne skal blive i originalpakning, og det samme skal det tilhørende prednisolon til endnu en prednisolonkur og hestepillerne (6 stk dagligt, hver på størrelse af et stk. hubba bubba), har jeg brugt noget af i dag på at ansøge om at tage en ekstra kuffert (!) med som håndbagage, udelukkende til medicin. Så det.



Al i wished for was

Halvanden and!

På blot 6 dage, lykkedes det os at samle ind til halvanden julefest :o) Hvor gode er vi/i - Tak for det søde blogfolk.
Jeg kan ikke lade være med at forestille mig halvanden meget sulten sønderjysk familie i det mørkeste udkantsdanmark, sidde i stearinlyset og spise det alle burde kunne spise hvis de vil juleaften. Sentimental much?

Indsamlingen slutter først næste torsdag, så der kan nå at komme flere ænder og knas til, måske til en sulten familie på Nørrebro?

Følg med her:

Indsamling til julemad

Jul, og så vil jeg ikke høre mere om det ok?

Tænk sig, at julen kan være en skræmmende pose uhygge. Nej, vi taler ikke om Halloween, som jeg principielt er for gammel (!) til at have en relation til.

Vi taler om rød-nisse-gran-kalenderlys-julegaver-brunkage-kirke julen. I ved den der har luret siden i sommers, hvor jeg måtte erkende at det sgu nok ikke bliver helt som jeg er vant til eller ønskede det.

Men dette indlæg er ikke den forventede klagesang (selv om jeg er syg, har deadline om 3 uger på en opgave jeg knap har begyndt og fredag var en lorte dag på job). For jeg har fundet en løsning og taget en beslutning.

Uanset hvad jeg gør, vil december bringe nogle minder der vil trække tårer. UANSET. Det bliver min første jul uden min mor. Uden nogen jeg er i familie med. Uden nogen jeg skal give de STORE gaver til. Så uanset hvor dysfunktionelle mine familieforhold har været og hvor traumatisk jul kunne føles, så er kagen pludselig en anden, når man ikke har den. For man vil jo gerne inviteres ikke?

Inviteret er jeg blevet. Til hele 5 steder. Kærlige, dejlige venner, hvor jeg sagtens kan se mig selv gnaske marcipan og smugdrikke ovre i hjørnet som den hyggelige tante/moster/veninde jeg er. Scotland vil også gerne holde tysk jul (!) med mig, så det er ikke der skoen bider (sagde Amalie).

Det går bare ikke. Det er for svært at være her i julen. Jeg forstår godt, at jeg får en reaktion uanset, men at være her, hvor vi holdt den sidste jul med min mor, i Banehuset, med det samme klima, ....det går bare ikke. Jeg får allerede nu knopper over stablerne af brunkager i Netto og ticks når jeg passerer andedisken i Kvickly.

Hvad gør Sportsstjernen så? Hun tager sgu da til Club La Santa julen over og tager på hhv. Yoga og Løbekursus! 20-25 grader og daglig mulighed for alt fra dykning, løb, cykling og kajak. U name the Sport, de har det. Og da jeg ved der stort set er booket ud julen over, må der være nogen jeg kan drikke mig i hegnet med juleaften i baren, right?

Så jo. Der vil blive tårer og jo, det er ikke hvad jeg troede skulle ske med jul i år, men det er der så meget i livet der viser sig ikke at være.

Har du holdt jul andre steder end med din familie?

Hvis du var mig og jeg var dig og andre

Hvis jeg var andre, ville jeg undre mig over at jeg har ondt i maven. Hvis jeg var andre ville jeg have svært ved at forstå, at der hos mig flyder tårer let og at verden generelt føles en smule svær at være i.

Hvis jeg var mig, ville jeg syntes jeg var et utaknemmeligt skarn, fordi juleaften og dagen med var fyldt med velvilje, samarbejde, god mad, brændeovn og gaver. Der var lidt tårer og en del latter. Hvis jeg var mig, ville jeg være irriteret og uforstående over at jeg ikke kan få fred med det. Nyde at det blev en fin juleaften, hvor L. brillierede i køkkenet med Moderdyret og veninden som livline, med Broderdrengen som praktisk gris, opvasker og mig som nusse-rundt-indslag.

Jeg er mig og mig har siden Moderdyret og Broderdrengen smilende kørte i går, haft en følelse af sorg. Jeg har sovet en time her og der, er faldet i søvn flere gange mens L. så tv.  Grædt, været usikker, haft katastrofetanker og overfladisk vejrtrækning. Jeg er sikker på at L. ender med at gå sin vej. Jeg er sikker på at Moderdyret kommer til at dø lidende. Jeg er sikker på at Broderdrengen og mit nye endnu skrøbelige forhold ikke holder, når den sidste stamforældre er væk. Jeg er meget sikker på at jeg får mange mange katte.

I dag er jeg lettet. Lettet over at det først er i morgen jeg skal på arbejde. Lettet over at jeg har en hel dag med mulighed for fosterstilling og kleenex, for der er mere derinde. Flere af de svære følelser. Mere gråd. Mere sove.

Først i morgen skal jeg igen have mit game-face på.