Status 2010

Jeg havde en fin  dag og nytårsaften. L., katten og jeg. Hovedrengøring i det der stadig ligner en studenterbolig. Fine stjerner efter opskrift fra Miv. Forret, dessert og Asti. Fint tøj og hår. Kuvert med kort for ønsker til sig selv og den anden for 2011. Eventyrfilm. Tårer. Latter. Kan-ikke-holde-mig-vågen-krise. Holdt os vågne. Anti-klimaks, da det forventede landlige fyrværkeri var 10 minutter forsinket. Gik tilfredse i seng, da Otterup viste der var krudt i dem (For selv om man ikke gider feste, vil man gerne inviteres).

Det er moderne, med status og passende, når et årstal skiftes ud. 

2010

- Husejer for første gang

- 2 års dag for første gang

- Håndledsoperationer

- Begyndende erkendelse, af at mine psykiske udfordringer har et navn

- Trailer ejer

- Campingsvognsejer

- Året hvor jeg så mindre til mine venner end jeg nogensinde har gjort

- Taknemmeligheden over en dygtig læge

- Utrygheden og angsten ved erkendelse

- Bloggen, fik en rutine, en form og faste læsere (!) - Hele 38 af slagsen.  

Kære læsere. 

Bloggen kom til live i 2010, efter et par forkølede søsætninger årene før. Tak for jeres læseri, skriveri og ikke mindst jeres blogge. 

Lad 2011 være kærlighedens år. Lad det sive ind, af alle sprækker og vaske mistroen og mistilliden væk.  Lad ære få plads. Ære til andre. Respekt til sig selv og andre. Ned med småligheden. 

Jeg bringer en opfordring til blogland. Lad os åbne vejen til hinandens ord. Lad os fjerne de fjollede kryptiske ord, der skal tastes ind for at lægge en kommentar. Lad os vinde tiden - og bruge den til noget bedre.

Hvad siger i? 

Jule hjertet # 24

Hjertet i dag er mig selv. Og så en lille forklaring til mit indlæg i går. Tak for jeres søde svar. Smerten lever jeg med, har altid gjort. Smerter og ondt i sjælen, der afløses af glæde over små bitte ting. Der skal ikke meget til, hverken til at gøre mig glad, eller for den sags skyld ked af det. Du og jeg kan ikke forudse hvad der gør hvad. Ikke altid. 

Og det er humlen af det hele. Selvfølgelig påvirker det mig, at L. skal på en fantastisk rejse til den anden side af jorden i et halvt år. . Selvfølgelig påvirker det mig, at det er vinter,

Selvfølgelig påvirker det mig,  at jeg kæmper med at være den 120% ergoterapeut, der i 13 år har været min identitet, og nu langsomt ikke synes at være mere. 

 Selvfølgelig kæmper jeg som alle, når nogen bliver syge, dør, skælder mig ud eller brænder mig af. Thats life. Life happens. 

Problemet (ja, jeg er ikke nået til at det er en udfordring endnu), er at jeg påvirkes ude af proportion af 1.000 andre ting. Små ting, andre ofte ikke oplever eller ser. Ting der ikke nødvendigvis ER som jeg ser, hører og oplever dem. Det er de ting, der igen og igen sender mig til tælling. Eller sagt på den pædagogiske positive måde; - min rige indre forestillingsverden, sætter mig efterhånden til tælling, for ofte og for hårdt, til at jeg kan kæmpe mig op igen og igen. 

Og nu går den ikke længere. Jeg nægter, at være i underskud længere, når det kommer til de ting der giver mig overskud. Jeg vil ikke længere være HELT tom, når det kommer til kæresten, vennerne, haven og katten. Mit liv er sgu for kort, til at jeg skal kæmpe sådan, hver dag.

Så indlægget i går handlede om, at jeg har søgt hjælp, fra de kloge, fra lægerne. Jeg har googlet, skrevet, været til samtaler, og langsomt begynder jeg at sætte min fod ud i det landskab der hedder erkendelse. Erkendelse af at jeg er ikke som andre, når det kommer til at rumme, sortere og filtrere. Nej, jeg er ikke som de andre, når det kommer til at kunne være social i længere tid eller stabil i min arbejdsindsats. 

Nej, jeg er ikke som andre, når jeg bliver sindsygt glad over små ting, er super kreativ med løsninger, kan arbejde non stop i 24 timer og være superhelt. Charmere mig ind på en sten.

Jeg er ikke som andre. Fair nok, men jeg vil ikke skamme mig, jeg vil ikke gemme mig, - jeg har sgu ikke selv valgt det her, at være sådan. Jeg vil gerne arbejde med at acceptere hvem jeg er. Elske det jeg kan, og den energi jeg kan generere, men jeg vil og kan ikke længere gøre det under påskud af, at jeg er som alle andre.

Så derfor de sidste måneders smerte. Erkendelsessmerter. Men jeg er her. Jeg er på vej. På vej til mig. 

Glædelig jul alle sammen, det er dejligt i læser med. Det gør en forskel. I gør en forskel.

Kh