Det er som om, at generelt mismod, vinternedtrykthed, juleforberedelser og kærlighed er bedre skrift emner end the tough stuff, som dødsdomme, familiekriser og jobkampe? Måske er det mig der har sværere ved at udlevere mig selv? Udlevere andre?
Faktum er at da jeg i sin tid startede, bloggen vidste jeg at det ikke blev en small talk blog. Eller med minimalt small talk. Skrift har for mig siden jeg lærte at skrive været en udvej, en forløsning, en måde at gøre mit liv til en styrbar proces, også længe inden blogs fandtes. Er jeg ved at sælge ud af min egen overbevisning, ved at holde kortene tæt til kroppen?
Hvad jeg mærker er, at motivationen, initiativet er proportionelt dalende i takt med at jeg ikke formår at sætte ord på de udfordringer jeg møder og har. Måske i et misforstået forsøg på ikke at ende med en klynke-blog. Jeg gider ikke klynke. Men hvad skriver man så, når sjælen ligger ned og man forsøger at gøre business as usual; - gå på job, købe ind, lave mad, fodre katten, spille wordfeud?
Man gør som i ser, skriver forsvindende lidt på bloggen. Og som om det ikke var nok (vi er lige blevet enige om at bloggen er min mentale og følelsesmæssige ventil, ikke?), så mimiker jeg det i den virkelige verden. Taler forbavsende lidt med de 3 nære venner, besøger ingen, får ikke ringet. Næ nej, jeg bliver her i hulen (udover jobbet), står op før fanden får sko på og nusser rundt. Sover i forskellige senge (?), går i seng efter kl. 19.00 fordi dagen jo er ovre = jobbet er ovre. Kører hveranden weekend til Moderdyret i Syd.
Jeg TÆNKER på de nære venner, på bloggen, på naboen med hundene, på blogland. På at jeg ønsker mig flere dage, hvor jeg kan hugge brænde, gå i mine smækbukser ude i haven og rode. Jeg ønsker mig at kunne skrive om det der trykker, det der gør ondt, den frygt der lurer for livet generelt i denne tid. Frygten for at miste, frygten for at blive kattedamen med de 100 katte og i et skur i udkantsdanmark. Frygten for at ende som min morbror, der døde helt alene uden venner og familie fordi .....det var for svært med den der verden.
Så her er jeg now. Ikke hvor jeg var then. Men som L. siger; du går i mentalt vinterhi hvert år fra december til februar, så måske er now ikke så anderledes end then bortset fra sygdom, jobpress og familiekriser?
