Jeg elskede dem. Det var dem man fik lov til at arbejde med, når man var færdig med det man nu skulle i timerne, så på sin vist en slags stræberbøger? Når man arbejdede med dem fik man selv lov, til at hente en ny ovre ved musiklokalet, når man var færdig med den man sad med. Man fik udleveret lærerens store nøglebundt og kunne gå ud på de musestille gange. Det var en lille smule følelsen af at være forbudt, fordi alle andre sad inde i klasseerne og lyttede (sov?).
Jeg husker oplevelsen, følelsen og lydende af de tomme gange. Hvad jeg også husker, er at jeg ikke lærte en prut af "læs og forstå". Det var rent tidsfordriv, så for mig var det alt det omkring, der gjorde de hæfter til noget specielt. Hæfterne symboliserede at jeg ikke var dum, at jeg kunne noget bedre end andre.
Stik modsat har jeg det med en nyudkommet bog. Den er ikke tyk, den er ikke et hæfte, men da jeg læste den - læste beretningen, forstod jeg noget. Jeg forstod, at vi alle føler os alene når familien får sygdom og død ind i sine rækker. At vi ikke behøver være så berøringsangste. At vi kan mere end vi drømmer om og sidst men ikke mindst, at vi har godt af at dele vores historier. Da jeg læste Fru Z's historie første gang, havde jeg mit eget dødsfald i familien - og ved at læse om en anden familie, blev jeg bekræftet i, at jeg havde gjort det godt nok, og det betød alverden.
Fru Z's fine bog handler om den rejse det er, at følge sin svigerfar til graven. På den fineste måde.
Du kan læse om bogen ovre hos Fru Z, og når du nu er derovre, så kig dig lidt omkring, jeg er sikker på hun gerne vil have du bliver lidt længere.
