If its not photographed, it did not happen.

Det plejer jeg at sige:"har du ikke billeder, skete det ikke", selv om den danske oversættelse ikke har den samme slagfærdighed over sig som den engelske original. You get the picture.

Det er ikke mange fotos jeg har taget de sidste år og siden mit trofaste lomme-kan-ikke-fucke-selv-det-værste-motiv-up-digital-uden-spejlrefleks døde, er det mest blevet til selfies af diverse fester og arrangementer, der føltes gode nok til at indikere at jeg har et liv...på instagram.

Så derfor er topbilledet fjernet. For nu. Alle de fotos jeg har, af nogenlunde digital kvalitet er simpelthen enten for brugte, for gamle eller uinteressante, så hellere en tekst - indtil mit billedliv igen føles opdateret, relevant og interessant. Og ja, Lebbeliv i provinsen er forsvundet. Ikke at noget er ændret der, men det er bare ikke så skide interessant længere vel?

Inspirationen til at "tage et kig" på hvad der sker, eller mest ikke sker med layoutet herinde, kommer fra Fru Z. en af mine all time favoritbloggere. Hun har ryddet op ovre hos sig, muligvis i anledningen af at hun lige om lidt får (endnu) en bog udgivet. Så sej er hun nemlig. Så da hun idag flashede sin nye forside, fik jeg set hvor pænt der kan blive når man opdaterer og styler sin blog bare lidt 2014.

Tag ikke fejl, min fjernelse af topfoto og indsættelse af lidt tekst, er på ingen måde et forsøg på at kopiere eller sammenligne mit ydmyge jeg med Forfatterdamen derovre, men blot en reminder til mig selv til at shake ting op lidt.
Komme ind i kampen.
Med det der liv.
Købe et kamera.
Tage nogle billeder.
Få et liv der er værd at gå online for (har jeg nævnt jeg holder Facebook pause? Som i total ikke tilstede online der), og fortælle om. For jeg sidder ikke kun i et hjørne og tuder.
Der sker mange ting, og det er på tide at jeg får skrevet lidt ned igen. Til jer. Herinde. Og til mig. For som min bonusmormor sagde til mig, da jeg besøgte hende inden jul, i en os af cigaretrøg (Mormors):"Du skal tænke på dig selv. Det er vigtigt at sørge, men ikke 3 og 4 år".

Nå. Ok så Mormor.

Maj fødselsdage

Min mor ville være blevet 63 år, den 1. maj. 

Min far 74 år, den 3. maj. 

Sorgen, indeholder manglende forståelse, afgrund og handlingslammelse. 

Jeg blev sygemeldt i mandags, efter råd fra psykologen, da jeg fortalte om hjertebanken, nedsat hukommelse og katastrofetanker. Dagene efter mandag, har handlet om at acceptere, at jeg har det "dårligt nok", til at gå hjemme. Til at falde i staver. Til at tude. Til at tænke på liv og død og mening. Til at stirre ud i luften, gå i seng midt på dagen og gemme mig under den bløde dyne.  Til at falde i søvn (igen), på terrassen, med katten i fodenden og hønsene løs i haven. Med L. der laver aftensmad.

For jo. Jeg har ondt i livet. Det gør forbandet ondt at miste. Forbandet. Livet fremover har andre betingelser, og dem skal jeg regne ud, forstå og acceptere og for nu kan min hjerne og mine følelser ikke følge med, efter 7 måneder med akut sygdom, 3 måneder med død, bisættelse, opløsning af bo, Broderdreng med symptomer.

I mandags blev Broderdrengen "frikendt". Kun raskt væv at spore. De tog det hele ud og han fejler intet. Da denne oplysning ikke gav lettelse hos mig, blot lod mig tilbage med "nå", indså jeg at bægeret er (for) fuldt. Der. Er. Ikke. Mere. Plads. På. Harddisken.

Jeg kan og vil ikke mærke mig selv, hvilket betyder at alle andres "stuff" fylder alt. Det skaber vrede, når anyone henvender sig til mig, som om det var deres mening at gøre mig ondt. Det er det ikke. Men jeg er fyldt op. Nu må jeg se på mig, mærke mig og gøre for mig. Først der er der en chance for, at jeg igen kan mærke andre, være for andre. Kan arbejde uden angst for det næste telefonopkald. Det næste møde. 

For nu må jeg se angsten i øjnene. Ligegyldigheden. Det sorte der lurer indeni. Det der skal mærkes, kigges på og væres i. I wish i should'nt. I really did. 

Tak for alle jeres fine kommentarer på mit forrige indlæg.