Jeg har ferie. Tid til at være urolig. Tid til at være nervøs. Tid til at have en meget lav stresstærskel og det føles som luksus. De sidste uger med konflikter på jobbet (den nye psykokollega), min mor diagnose og L.'s hjemkomst har udfordret min energi. At lede og fordele den er blevet en kunst, så 2 uger med NIX arbejde er velsignet og taknemmeligt modtaget. Vi skal ikke til Mallorca eller back-packe i Tibet. Vi skal heller ikke sejle kano i Sverige eller i sommerhus på Bornholm. En anden sommer måske. Disse to uger skal jeg lade op. Vi skal et par dage på roadtrip, har lånt bolig af søde mennesker i storbyen, tager måske et smut omkring Ønskeøen og hjælper med at pakke sommerens lejr sammen. Og jeg lader i uge 1 op til at uge 2 hovedsageligt kommer til at handle om min mor. Hun kommer til Fyn onsdag. Torsdag tager jeg med hende til samtaler på OUH og fredag indlægger vi/de hende til operation af lungen. Noget skal fjernes, noget skal undersøges.I weekenden kommer familierne til fælles forsinket fødselsdagsfrokost. 15 mennesker. Jeg ved, at mine tanker vil være hos min mor. At jeg skal besøge hende før festen, hvor hun skulle have deltaget. Hun skulle have set det færdige banehus. Min fine kæreste orkestrerer familiefødselsdagen. Gæsterne ved, at jeg har en syg mor. Jeg har "fripas", til at føle præcis det jeg vil og jeg har mulighed for at vise min "nye" familie, hvad jeg føler. Jeg har mulighed for at øve, IKKE at fake. Ikke at være brave-facet. At være svigeren, der har en syg mor hun er bekymret for og som hun trods alverdens lort og dysfunktionel familiestruktur ikke vil miste.
Mini-dræber-mis nyder aftenstunden