Jeg besøgte Moderdyret i weekenden, hun er udskrevet efter 1 uge med medicinregulering og scanninger. Intet nyt dér. Hun har det efter omstændighederne godt, i sær hendes mentale overskud og positivisme er i øjnefaldende. Vi taler ikke meget om døden endnu. Jeg ville gerne, men ikke endnu. Lige nu handler det om, at Moderdyret, Broderdrengen og L. er enige om at jeg ved at køre mig selv ned. Og jeg er enig. Den sidste uges tid, har mit system været i alert, hele mit system, mine tanker, mine handlinger har været gennemsyret af den moderlige symbiose. Det paradoksale er, at der ingen krav er - Ingen kræver jeg gør mere end jeg gør, der er ingen sure miner eller tabte forventninger - Moderdyret er taknemmelig for det jeg gør, og hun siger det. Hun fortæller mig gang på gang, at jeg intet mere kan gøre. At hun har det ok, at hun er tryg.
Broderdyret genfortæller mig, at Moderdyret de sidste par gange selv har ringet til sygehuset for hjælp. Hun gør selv og hun er ikke hjælpeløs. Hjemmeplejen kigger til hende dagligt. Hun klarer det meste selv. Vi skal tage en dag af gangen siger de. Vi kan ikke kontrollere noget. Gøre mere. Noget.
Men min hjerne kan ikke høre det. Mine følelser kan ikke høre det. Jeg reagerer som om hun er død eller døende lige om hjørnet.
Jeg.Kan.Ikke.Acceptere.Det. endnu
..og derfor er mit væsen i alarm. Derfor græder jeg. Derfor sørger jeg. Fordi jeg begynder at forstå. At hun er syg. Meget syg. Men jeg bestemmer ikke hvornår hun er syg nok. Jeg kan kun hænge på, tage en dag af gangen, intet kontrollere, ikke engang døden, og dét er svært. Totalt kontroltab.
Så dagen i dag er min. Til mig herhjemme. Og ugen er min, uden telefon med Moderdyret og Broderdrengen, for min hjerne skal ned i svingninger. Jeg skal mærke mig selv. Jeg skal have afgrænset mig lidt, for ellers brænder jeg ud og det hjælper ingen. Jeg bliver nødt til igen at leve mit liv, parallelt med denne personlige katastrofe. Forsøge at engagere mig i mit eget liv, mine venner, mit parforhold. For jeg ved ikke hvor længe jeg skal vente.
