Myrer

Der er uro i mave, krop og hovede her på matriklen. Helt fysisk, da Banehusets dagsprogram ser således ud:

07:15 Gulvmand ankommer
07:30 VVS mand ankommer
08:00 Tømrere ankommer
13:00 elektriker ankommer

Hvordan de alle får plads på de 39 m2 ovenpå er en gåde, de selv må løse. Selv er jeg gået i hi, så meget det nu lader sige gøre i stuedelen, sammen med katten.

Jeg er projektleder på den 1. sal - og selv om det er dejligt, at første salen begynder at ligne noget beboeligt, så stresser det mig i disse dage, at have alle de folk ind og ud, dagligt.

Mit hovede er fuldt af; "Hvad skal jeg med mit liv jobmæssigt" og "kæresten rejser på lørdag i næste uge", så alt det håndværkeri stresser. Eller måske er det de andre ting der stresser, og håndværkeriet er blot dråben.
Resultatet var, at jeg i går, efter samtale med chef 1. (den der mener psykisk sårbarhed er roterende fis i kasketten), ikke kunne styre mine tanker. De var all over the place og forplantede sig til kroppen. Hovedet var træt, ville gerne sove, have ro, men tankerne ville ikke og kroppen kvitterede med følelsen af at have myrer i benene og under huden.

En løbetur, gav lidt styr på vejrtrækningen og myrerne, men natten var urolig og tanker der kørte i cirkler.
I dag skal jeg, udover opbuddet af mandfolk på førstesalen, til møde med chef 2. Bekende kulør. Måske. I  går gav mig en ide om, at jeg endnu ikke skal raskmeldes, for rask er jeg ikke, med de roterende tanker.  Og jeg kunne MÆRKE det, at jeg ikke er klar. At stressen lurer under overfladen.

Og så skal næste uge være håndværkerfri - så jeg kan få samlet tankerne om de ting der kommer frem ved samtalerne med cheferne, om L.'s afrejse, om det næste halve år.

Træk lige vejret for mig derude, bare en enkelt gang.

Hjemmedage

 Vågner tidligt. Står gerne op mellem 05:00 og 06:00, selv om jeg ikke skal på arbejde. Håndleddet arter sig fint, såret er næsten lægt. Jeg har stadig ondt, når jeg skal vride karkluden, åbne noget eller løfte noget, men motorikken er intakt.

Tiden herhjemme har været tiltrængt. Det sidste år har ikke givet nok tid (jeg er ikke den hurtigste), til at fordøje salg, flytning, flytning, huskøb og livet in general. Det hjælper ikke, at jeg har to arbejdspladser, at alt skal gøres to gange og jeg hver uge, skal forholde mig på ny til to sæt miljøer, to sæt kolleger, to chefer og to arbejdsområder der ikke kunne være mere forskellige.

Jeg savner min selvstændighed. Dengang jeg udelukkende var konsulent. Kørte selv. Bestemte selv. Forstå mig ret, jeg har stor frihed, på begge arbejdspladser, men det er de færreste steder, man kan møde kl. lort tidligt, sove til middag, hvis man er fyldt op og gå til og fra som man bedst er indrettet.

Så mine hjemmedage nu,  er fyldt op af tanker om fremtiden. Jobbet. Helbreddet, Parforholdet. Og at jeg forsømmer mine venner. Alligevel stiller de op, når jeg har brug for dem, se blot her i weekenden, hvor vi havde en dejlig have-rejsegilde-dag. At der allerede er gået 4 uger forstår jeg ingenting af. Lige om lidt skal jeg arbejde igen.

Og huset. Haven. Mit Australien. Det er her jeg lader op, får ideer og aggressioner ud. Det er her, de fleste tanker tænkes.

Alligevel håber jeg næste år giver mig energi til at søge mere ud. Se mine venner. Men for nu, er huletilværelsen en fin en. Min sjæl har brug for det.