Vi er ude

Der blev hygget igennem i haven igår. Efter veninde-py-party, med dertilhørende chilled hvidvin og sund mad fra Uhmaro (kender du ham?) fredag, stod lørdagen i drivhusets tegn.

Det skal gøres klart og heldigvis har jeg flittig hjæp fra hønsedamerne. Mens jeg stod for rengøring af ruderne, tilbød de villigt at gennemgå jorden og gulvet i drivhuset for mider, larveæg og andet godtfolk der kan genere en kommende sæson i et forstadsdrivhus.

Det er en fornøjelse at sidde med en kop kaffe og se damerne hygge sig. Og så skider de heldigvis indenfor = instant gødning. 

Vi er ude. 

Jeg vil ikke ha det.

Mens Fru Z har fået sin fine bog udgivet om kræft og dødsfald, har en anden af blogverdens fine mennesker kæmpet sin kræftkamp.
Skyggesiden har ligesom Fru Z, ordenene i sin magt og vi har udvekslet frem og tilbage. Det er ikke i orden det der sker nu. Jeg kan ikke engang skrive det, fordi jeg forsøger at holde tårerne tilbage. Du må selv gå ind og læse. Jeg forstår det ikke, jeg forstår ikke hvordan man skal kapere dødsfald og sygdom og død eller rumme de følelser frygt, tab, panik og ked-af-det hedder hører med.
Det er ikke noget jeg kan kontrollere, og ved at indgå i relationer er risikoen der. Det er humlen af det hele.

Jeg gider det ikke.

Læs og forstå?

Jeg er fra den generation, der i folkeskolens mindre klasser løste opgaver i de bøger der hed "læs og forstå". Jeg husker at de fandtes fra 1-10, og vist også noget a,b, c und so weiter.
Jeg elskede dem. Det var dem man fik lov til at arbejde med, når man var færdig med det man nu skulle i timerne, så på sin vist en slags stræberbøger? Når man arbejdede med dem fik man selv lov,  til at hente en ny ovre ved musiklokalet, når man var færdig med den man sad med. Man fik udleveret lærerens store nøglebundt og kunne gå ud på de musestille gange. Det var en lille smule følelsen af at være forbudt, fordi alle andre sad inde i klasseerne og lyttede (sov?).
Jeg husker oplevelsen, følelsen og lydende af de tomme gange. Hvad jeg også husker, er at jeg ikke lærte en prut af "læs og forstå". Det var rent tidsfordriv, så for mig var det alt det omkring, der gjorde de hæfter til noget specielt. Hæfterne symboliserede at jeg ikke var dum, at jeg kunne noget bedre end andre.

Stik modsat har jeg det med en nyudkommet bog. Den er ikke tyk, den er ikke et hæfte, men da jeg læste den - læste beretningen, forstod jeg noget. Jeg forstod, at vi alle føler os alene når familien får sygdom og død ind i sine rækker. At vi ikke behøver være så berøringsangste. At vi kan mere end vi drømmer om og sidst men ikke mindst, at vi har godt af at dele vores historier. Da jeg læste Fru Z's historie første gang, havde jeg mit eget dødsfald i familien - og ved at læse om en anden familie, blev jeg bekræftet i, at jeg havde gjort det godt nok, og det betød alverden.

Fru Z's fine bog handler om den rejse det er, at følge sin svigerfar til graven. På den fineste måde.

Du kan læse om bogen ovre hos Fru Z, og når du nu er derovre, så kig dig lidt omkring, jeg er sikker på hun gerne vil have du bliver lidt længere.

Godmorgen Lørdag

Sådan ser man ud, når man er pænt tidligt oppe en fri lørdag, lige har fået den første kop kaffe og inden man starter bilen på sin weekendtur til Storestaden.

Nisse? Morgengrim? 40+? 

Det skal nok blive bedre og pænere op af dagen, og med den trofaste mac og photobooth, behøver man jo ikke et fancy-dancy kamera?

Weekenden får lov at indeholde frokostdate med en af ynglingsmenneskerne og aftenmøde med en flok damer jeg måske skal holde noget dameferie med, når vi ikke lige er på ølejr. 

I spil er Bulgarien (billige drinks), Grækenland (Lesbos, for man er ikke helt lesbisk før man har været der?) og et lille hotel i Spanien, drevet af to engelske damer.

Alle steder med mulighed for vandreture, løbeture og god lokal mad, så det bliver win-win uanset hvad vi beslutter.

Må din weekend blive ligeså god som min tegner.

Kh Nissen

Menageriet

Det der kamerabusiness er ikke blevet til noget endnu.
Der ligger to kameraer på matriklen, det en er et lidt oldschool digital fra min mor, der faktisk virker men har opløsning minus 4 tusind?
Det andet er det ganske udmærkede jobkamera, hvor linsen ikke vil køre ind og ud. Planen er, at få jobkameraet på kamerahospitalet, for jeg hader virkelig at smide ud. Så det er med lånte fjer, jeg viser dig disse her:

De er ikke mine, men de ligner min - dem der pibler rundt omkring Banehuset. Jeg var i haven i søndags og legede samme med hønsene at det var forår. Vi fik gravet lidt, flyttet lidt blade, anlagt to nye højbede og spist lidt orm fra komposten. 

Det var megahyggeligt. Jeg indtog en kop kaffe i det støvede drivhus, hvor der er vinteropbevaring af havemøbler. Her mente Hønserne der skulle sonderes for kryb, så de indtog - til fortrydelse for katten, drivhuset samme med os. Resultatet en forvokset 15 års killing, der ikke turde gå forbi hønsene. 

Achh...jeg kan mærke foråret helt ind i knoglerne. Hurra for glæden til de små ting. 

Kamera og krop

Har læst (skimmet) utallige tests (3) af digitalkameraer (eller var det kompakt? Komplet?) og er ikke klogere. De er jo alle fantastiske, på priser mellem 2-6.000 kr.-skalaen. Er der ikke nogen der bare kan sige hvad for et jeg skal købe? Så lover jeg ikke at læse manualen, men blot oplade det og starte med at tage billeder.

Devisen "småt er godt" vil være at værdsætte og kan det tåle at det tabes fra et træ eller trædes på (lidt), så er der pluspoint.

Og er du ligeså lidt gearinteresseret, når det gælder kameraer som jeg er, kan jeg på den personlige front fortælle at der trænes igennem - 5 gange om ugen, jeg begynder at like den der sunde stærke fornemmelse man får. Hvor fokus ikke længere (helt så meget), er vægten - men  den der fornemmelse at at min krop vil mig det godt, hvis jeg passer godt på den. Den trives med styrketræning og løb - og mit ønske er, at jeg kan styre tarmsygdom og tanker selv, uden alt det medicin der hovedløst udskrives.

If its not photographed, it did not happen.

Det plejer jeg at sige:"har du ikke billeder, skete det ikke", selv om den danske oversættelse ikke har den samme slagfærdighed over sig som den engelske original. You get the picture.

Det er ikke mange fotos jeg har taget de sidste år og siden mit trofaste lomme-kan-ikke-fucke-selv-det-værste-motiv-up-digital-uden-spejlrefleks døde, er det mest blevet til selfies af diverse fester og arrangementer, der føltes gode nok til at indikere at jeg har et liv...på instagram.

Så derfor er topbilledet fjernet. For nu. Alle de fotos jeg har, af nogenlunde digital kvalitet er simpelthen enten for brugte, for gamle eller uinteressante, så hellere en tekst - indtil mit billedliv igen føles opdateret, relevant og interessant. Og ja, Lebbeliv i provinsen er forsvundet. Ikke at noget er ændret der, men det er bare ikke så skide interessant længere vel?

Inspirationen til at "tage et kig" på hvad der sker, eller mest ikke sker med layoutet herinde, kommer fra Fru Z. en af mine all time favoritbloggere. Hun har ryddet op ovre hos sig, muligvis i anledningen af at hun lige om lidt får (endnu) en bog udgivet. Så sej er hun nemlig. Så da hun idag flashede sin nye forside, fik jeg set hvor pænt der kan blive når man opdaterer og styler sin blog bare lidt 2014.

Tag ikke fejl, min fjernelse af topfoto og indsættelse af lidt tekst, er på ingen måde et forsøg på at kopiere eller sammenligne mit ydmyge jeg med Forfatterdamen derovre, men blot en reminder til mig selv til at shake ting op lidt.
Komme ind i kampen.
Med det der liv.
Købe et kamera.
Tage nogle billeder.
Få et liv der er værd at gå online for (har jeg nævnt jeg holder Facebook pause? Som i total ikke tilstede online der), og fortælle om. For jeg sidder ikke kun i et hjørne og tuder.
Der sker mange ting, og det er på tide at jeg får skrevet lidt ned igen. Til jer. Herinde. Og til mig. For som min bonusmormor sagde til mig, da jeg besøgte hende inden jul, i en os af cigaretrøg (Mormors):"Du skal tænke på dig selv. Det er vigtigt at sørge, men ikke 3 og 4 år".

Nå. Ok så Mormor.

Jul under solen og sol mellem ballerne

Som de fleste af jer ved nu, så drager jeg igen afsted til Lanzarote for at holde fitness-uger mens i andre eller nogle af jer, holder jul.
I år er vi 5 der tager afsted den første uge og vi er to i "jule"-ugen. Vi har bestilt morgenmad, dobbelt-lejlighed, Campari og solskin.

Hvad jeg ikke havde bestilt, men får med alligevel, er min egen julekalender.
Den søde læge på det fynske sygehus, konstaterede igår at tarmsygdommen er i udbrud igen, og gav mig i recept på 24 flasker a 125 ml (det er på størrelse med en halv flaske vand), som jeg dagligt  til natten får fornøjelsen (og min roomie får fornøjelsen af at overvære!), af at sprøjte, ja jeg sagde sprøjte op i den røv der er i stykker. Super.

Da flaskerne skal blive i originalpakning, og det samme skal det tilhørende prednisolon til endnu en prednisolonkur og hestepillerne (6 stk dagligt, hver på størrelse af et stk. hubba bubba), har jeg brugt noget af i dag på at ansøge om at tage en ekstra kuffert (!) med som håndbagage, udelukkende til medicin. Så det.



Al i wished for was

Det der kommen videre noget...

Det lykkedes ikke skide godt, når jeg selv skal sige det. Jeg svinger mellem at være ok og så nedefter. Statusrapporten her sidst i november er således, at jeg føler mig skrøbelig. Min krop bliver træt af motion på den "gamle-og-øm-i-skroget", måden og ikke på "total-i-orden-form" måden.
Mit hoved og mine tanker vil gerne dreje negativt, med katastrofetanker og alt hvad det indebærer af (u)hyggelige ting.
Jeg føler mig usikker på jobbet, og bruger det meste af min energi på at foregive at være ok det sted, der udbetaler til huslejen. Men det er også her jeg finder mine bedste fristunder. Mantraet én dag af gangen, er vigtigere end nogensinde, for hvis jeg skuer for meget udover mit liv og mine muligheder, går jeg i sort.

Jeg savner. Jeg savner mine forældre helt åndsvagt og jeg er langsomt startet op i endnu en runde terapi, fordi jeg ikke føler jeg kommer længere selv i bearbejdelsen af sorg. Der er nu gået halvandet år siden jeg bisatte min mor og over 1 år siden jeg gjorde det samme med mit forhold.  Bearbejdelse kræver samtale, og dem jeg ville tale med, som kendte min mor, har trukket sig fra mig. Fra min kærlighed, og min vrede og alt hvad der er indimellem.
Jeg savner mit parforhold, og selv om det er skidesvært at indrømme og ikke mindst at skrive, så savner jeg min kæreste. Som at hun ikke er mere. Som i at vi er nået dertil, hvor vi efterlyser ting der blev efterladt. Nogen gør.

Så det.

Fra os til jer - Glædelig jul

Samler i med igen i år?

Fra os til jer - Glædelig jul

Hvad sker der lige med bloggeriet?

HAIEEEEEEEEEJ

Ja, jeg er her stadig. Eller i virkeligheden er jeg jo ikke specielt meget her. Den der "sommerpause" trak ud. Bloggeriet var en stor del af mit tidligere parforhold (!) og jeg har forsøgt at regne ud hvordan og med hvilken motivation jeg skulle fortsætte.
Når det så er sagt, ville jeg lyve hvis jeg sagde at jeg var ligeglad med om nogen læste med/kommenterede. Det er en kæmpe del - og med selvmordet af den der bloglæsningsoversigt (kan ved min død ikke huske navnet, wtf?) - er det nu nærmest umuligt at følge med i andres blog (med mindre de spilder på facebook og jeg er venner med dem), eller jeg ved en nærmest-fejl bruger bloglovin....Er ikke vild med bloglovin. GOOGLE-READER, det var det den hed - den var smart og dynamisk. Bloglovin er...den sucks.

Hvad gør andre? For det er ikke særligt fysisk muligt at zappe rundt direkte til alle de blogs man hhv. skimmer, overser, læser eller ignorerer. Eller er det? Det magter jeg simpelthen ikke.

Og uden publikum, intet offentligt Banehus - så der, da fik du en forklaring hvorfor jeg blogmæssigt hænger i bremsen.
Bum bum - konklusion? Ingen endnu - giv mig et godt blog-læse-redskab (Univers?), og vi får se.
Møs møs

Sommerpause

Heldige mig - der har sommerferie fra i morgen kl. 15.00 - og vejret er p.e.r.f.e.k.t. til årets ølejr. Det går godt her. Tankerne er faldet lidt til ro og fra at være nervøs over min kommende fødselsdagsfest, har det udviklet sig til at kunne blive Årets sommerhavefest, med telte bagerst i haven til de overnattende gæster fra Sjælland og Jylland, ølejr kok og blafrende teltdug og shots - præcis som jeg altid har forestillet mig at fejre min 40 års.

Det eneste der ikke bliver råd til, er Karen-Marie Lillelund, i ved, hende bakkesangerinden. Jeg har altid ønsket mig hende som underholdning, men det bliver vist lige dyrt nok, så jeg satser i stedet på at vi skruer op for Prince eller George Michael og danser under de kulørte lamper og bøgetræet.

God sommer derude og på kærligt gensyn.

Hot and Not i juli

Hot

• bullet lister
• impulshandlinger der resulterer i invitation til  50 mennesker til spontan forsinket-have-fødselsdags-40-års-fest
• gemen festarrangør der bare står klar!
• Ynglingskok der bare står klar!
• haven og al dens herlighed i juli
• hønsedamerne og chuck 
• det nye projekt hønsehus
•  Dumbster diving
• venner der ikke kan skræmmes væk
• hemmelige pennevenner
• dynen

 Not

• Tårer over afbud til spontan-forsinket-have-fødselsdags-40-års-fest
• Angst for ikke at lave en fin fest
• Prednisolonkur og prutter
•  trøstespisning
• selvmedlidenhed
• uren hud
• totalt ustabilt latterligt fundament

Så må der spises igen

Undersøgelserne viste at jeg ikke har kræft.

Den lader vi lige stå et øjeblik og trækker vejret en gang eller to, for jo - min hjerne var begyndt at frygte at vi ikke talte om en uregerlig polyp eller en vildfaren hæmoride.

Undersøgelsen var, som den slags er, ikke behagelig, men nødvendig. Jeg har med al sandsynlighed en kronisk tarmsygdom, der vil kræve en hidsig binyrebark hormonkur i 8 uger og så forebyggende medicin resten af livet - men det kan jeg håndtere. Konsekvenserne af diagnosen er jeg endnu ikke helt klar over, arbejder i fortsatte blodprøver, a...en anden slags prøver og apotek, læge og stuff, men jeg har fået noget der hedder en kontaktsygeplejerske og en fast afdeling und alles :o)

I can do that. I can do this. I will do that.

Det var ikke kræft......pfew.

Mad?

Ok, fuck den der undersøgelse, jeg vil bare gerne have noget mad igen.....