Jeg har set frem til dette. Uanede mængder af tid og dage, til at føde sjælen. Gå lange ture, blive ladet op. Nyde nuet og se Banehuset forvandle sig trin for trin til et lyst paradis. Drikke hvid te og læse de 7-8 romaner og 3-4 selvhjælpsbøger jeg har samlet til lejligheden.
Huset, min største hule til dato. Hvor L. skal gå barfodet rundt i kjole, gravid, med en unge på slæb, eller begge dele, mens jeg roder og bygger i haven (nej, jeg gider ingen kommentarer om stereotyp i dag). Se venner jeg ikke har set alt for længe. Samtaler over te og kage.
I stedet finder jeg mig selv i en tilstand af surmuleri, apati og træghed. Jeg gider sgu ikke gå tur. Det har jeg aldrig gidet. Jeg ligestiller det med søndagsbilisme, formålsløst og energispild.
Selvhjælpsbøgerne, til fordybelse og oplysning, gider jeg sgu heller ikke. Selvhjælp-smellhjælp. My ass.
Den barfodede gravide dame, arbejder som pokker i Århus, fordi hun først skal ud og rejse og så tage den der uddannelse og et kørekort, før hun er klar til voksen (!) liv med mig, og blive bundet fast på Nordfyn. Og sådan ønsker jeg det også, men altså idag.....
Jeg gider ikke samtale særlig meget. Jeg ved jo alt, ikk. Og te er for hippier.
Problemet er, at spise morgenmad, drikke kaffe og ryge smøger ikke kan udfylde en hel dag, uger og måneder. Pis.
Så i dag, kan det rende mig langsomt det hele.
P.s Soveværelset er Meg Ryans, selv om det jo faktisk er mit. Selv om jeg ikke gider. Noget. I dag.
