Jeg kan nu se frem til 4 uger herhjemme, med rehabilitering (man er vel ergoterapeut) - og til at give tankerne og følelserne plads og luft til at manifestere sig. Komme ud af skjulet. Følelser hos mig fylder. Meget. Af og til uforholdsmæssigt meget i forhold til en almindelig hverdag.
Så en time-out, pga. håndled, er en kærkommen pause til at lade tanker og følelser få plads. Fylde det de gør, inden jeg igen skal være 'den normale' på job.
Tanker om de sidste 2 år, hvor jeg er gået fra lejlighedsejer i byen til husejer i liguster-fascist-pastel-helvede, fra stærk-kan-alt-attitude-single, til hvordan-gør-man-det-kæreste, fra den der var den sarte og mærkelige, til hende der ved hvorfor det er sådan, og nu arbejder mod følsom, intuitiv og påvirkelige og håber at blive stærkere af det.
Mine håndled har givet mig den gave, ved at sige fra. Man får det man har brug for.
