Viser opslag med etiketten på vagt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten på vagt. Vis alle opslag

onsdag den 29. december 2010

Du er ok og jeg er ok

Nu har jeg de sidste timer forsøgt at uploade en video via blogger, og lortet vil ikke. Så skrottet er indlægget om min brors og min julekøretur den 23. 
Fakta er, at julen sendte mig til yderligere tælling. Jeg har det svært med det af min familie der er tilbage. Vi er ikke tætte. Desværre. Alligevel gør det hvert år ondt, at opdage. Jeg ved jeg er naiv, at jeg igen og igen tror, at de forstår hvad jeg handler om. Hvem jeg er. 
Ikke at jeg forstår dem, så vi er lige gode om det.


Hvert år siger jeg til mig selv, at det gavehalløj, er bare hvad det er. Men det er det bare aldrig når jeg så sidder der. Jeg bliver ked af små bitte ting, når jeg åbner mine gaver og de ikke gider vente længere, fordi jeg er den eneste der får gaver fra venner. Når de åbner mine, jeg har lagt tid og tanker i, og de ikke modtages sådan. Og jeg begynder at åbne for muligheden, at min oplevelse ikke er ensbetydende med, at det er sandheden. Virkeligheden. 

Jeg VED jeg er for sensitiv. Og jeg ved det heller ikke er fair, overfor dem, at jeg bliver så skuffet, ked af det og mismodig år efter år. Og det er ikke fair, at de få skylden for, at jeg allerede var til tælling inden jeg ankom.
 Jeg var ikke nok på vagt og faldt i de fleste af fælderne. Jeg ved bedre. Jeg har lært at forsøge at forvente mindre. Mindre nærhed, mindre forståelse og mindre sammenhold end jeg ønsker. 
Jeg er i familien stemplet som den følsomme, efter min mor. Og følsom i vores familie, er lig med at man ikke tæller. At man er 'ikke ok'. Det værste er, at mine grænser ikke overholdes, og jeg er så vant til, at det er ok, at jeg ikke fanger det. Hvornår må man sætte en grænse. Hvornår ER der en grænse, for jeg kan ofte først mærke den alt for sent.
De fleste år, kan jeg så være på vagt, og forsvare mig ved at korte opholdet, holde tæt kontakt med dem der siger jeg er ok og skynde mig hjem og slikke sår. I år lykkedes det ikke så godt, og jeg måtte sove næsten et helt døgn, da jeg nåede L. og Århus. 

Jeg bliver bedre til det igen. Det skal jeg. Det skal jeg simpelthen, for det her virker ikke for mig. Det gør stadig ondt. Og jeg skal huske på, at det gjorde det også inden jeg tog derned. Vejrtrækningen er overfladisk og det gør ondt. Helt derinde.