Lørdag morgen og det øsregner.
Sidder i ynglingspybukserne med en kop kaffe og tænker på de mennesker omkring mig, der kæmper for tiden. Der er de to fra basisgruppen, der slås med hvad der skal slås med, ved en skilsmisse. Netværksdamerne, der slås med hhv. depression og anden sygdom i nærmeste familie. De venner der kæmper med af hhv. en master og en can-noget. På L. og jeg der kæmper med distancen, at få midlerne til at række til både hus og rejse. Ingen af situationerne kan sammenlignes. De er unikke hver i sær, fordi menneskene er unikke og griber ting forskelligt an.
Det er der mine tanker går hen. Forskelligheden i angrebet. Eller mangel på samme. En klog kvinde sagde engang (min fortolkning), at man kunne se det, som at sidde i en kano. Det hårdeste og absolut mest energispildende, var at forsøge at padle MOD strømmen, uanset hvad strømmen i slutspurten indeholdt. Man skulle glide med strømmen, lade kanoen flyde med strømmen. Give slip og være i den strøm, man var bange for ville opsluge en.
På et tidspunkt kommer der en bred......
Risikere, turde og bare glide med.
