Forsøger

....at sætte aktivitetsniveuet ned i morgen. Har arbejdet i hus og have næsten nonstop siden onsdag aften. Jeg har svært ved at stoppe. Jeg nyder aktiviteterne. Nyder at være ud og bygge, grave, plante og male.

Men jeg kan ikke sætte grænsen. Jeg klør på indtil jeg er udmattet fysisk og psykisk. Jeg går i selvsving. Min krop kan ikke arbejde så hurtigt som jeg sætter projekter i gang. Min krop kan ikke følge med mine tanker, og jeg slår mig, falder, taber ting, vælter ting. Kun småskrammer og blå mærker. Intet alvorligt. Jeg går fra nydelse af solen, fingrene i den varme jord, hånden om hammeren, - til hektisk, stresset og med tanker der kører i ring. Jeg bliver irriteret når telefonen ringer, når en sms bibber ind, når nogen taler til mig. Jeg har ikke tid. Must work. Must produce.

Kender i det? At man ikke kan stoppe? At man kun ser det der mangler, ikke det man har lavet. Det æder en op. Mine tanker kører og kører. Tvangstanker virker ikke som det rigtige ord, men jeg kan ikke stoppe fx. en sang der kører i hovedet, en tanke, et tal. Min krop er stresset, den er træt, fordi jeg flytter og løfter og skubber med ting. Det eneste ro er søvn.

I morgen hedder øvelsen:
Træk vejret. Stop tankerne. Vær tilstede. Med dig selv. Ingen afledningsmanøvre. Min sværeste øvelse. Ellers ender disse fine smukke solskinsdage med at være forbi, uden at jeg har været tilstede. Måske skal jeg tage ud til vandet. Væk fra opgaverne. Måske.