Den 12 årige superhelt

Sidder her bag ruden. Går om lidt i gang med at rydde op efter dagens håndværker og løber den der tur. Måske. For det er hyggeligt at sidde her. Katten sover ved siden af mig (stadig og igen). På facebook, hvor jeg længe har holdt pause, har jeg fået to nye venner, blogvenner - de første. Hvad er det med mig og facebook. Kan ikke finde ud af det. Enten er jo på hele tiden, kommenterer alt. Ellers holder jeg pause, skriver ingenting.

Da jeg opdagede facebook, passede det GENIALT med mit samle-mennesker-projekt, og damn kender jeg mange mennesker, så den indre skridttæller havde her en synlig fest. På facebook. Men nogle år efter, begyndte det at stresse. At læse om alle disse mennesker. Ikke at jeg ville eller ikke ville, men min hjerne registrerer alt og sorterer uhensigtsmæssigt, så den indre harddisk blev hurtigt brugt op, på "Bager boller med Ulla", eller "Hvor er min handske?". Og forstå mig ret - folk skal skrive hvad de vil og hvornår de vil, det er jo det fede.
Vi vælger at vise/skrive det vi vil. Min hjerne blev træt. For ikke at tale om min indre superhelt, der er en forvokset 12-årig knægt, der skal vinde, være den første, den bedste, den sidste, den højeste, den sjoveste, den klogeste og den smukkeste - den knægt blev meget hurtigt træt i sin lille kyllingehjerne.

 Når man har 300 + bekendte, er det svært at være den første og bedste alt. Og ja, for den indre dreng er det en konkurrence. Livet. Kampen. Altid. Og af og til er den 12-årige alene i byen. Nogle dage er mit omsorgsfulde "skru-ned-jeg" ikke med, og når han styrer skuden alene - så brænder ting sammen. Til sidst besluttede jeg mig for, at stoppe på Facebook. Først sorterede jeg alle "dem- jeg-gik-i-folkeskole-med-som-jeg-ved-nu-gør-dit-og-dat-men-ikke-har-en-klap-mere-at-snakke-med-om" og "kyssede-vi-ikke-engang?", menneskene. Jeg har stadig min profil, men har i et år næsten ikke været derinde.

Indtil for nylig. De sidste måneder har jeg sneget mig ind. Sneget mig ind, for ikke at vække Superhelt drengen. Smugkigget, bladret og smuttet ud igen. Jeg er ambivalent med det der. Ikke for konceptet, men for min egen manglende evne til at forvalte det. Jeg vil (superhelt), gerne være venner med Margrethe Vestager og Linda P.. Jeg vil gerne (superhelt) vise billeder af min lækre kæreste. Jeg vil gerne følge med i de mennesker jeg sang i kor med, men som er gledet i i periferien det sidste år. Men jeg kan ikke administrere det. Der er ikke nogen nuancer, eller ikke mange af slagsen og harddisken er hurtigt brugt op.....Så hvad sker der lige for at jeg har fået hende og hende her som nye FB venner? Lad mig tilføje det var mig der anmodede....Jeg tror den 12 årige er vågnet. Dammit!

Facebook fælden

Jeg har jo så ferie. I 14 dage. Ferie der til største del tilbringes i campingsvognen og haven, med malerarbejde, havearbejde og indtil videre ikke så meget afslapning.

MEN det er ikke hvad indlægget skal handle om.
Det er det der satans facebook. Som nogen ved, besluttede jeg i starten af året, at 'holde pause' fra samme medie. Med 200 + venner, stjålne minutter og timer på siden dagligt, var det tid til en pause.

Jeg har ikke savnet det, bortset fra de 8-9 spil scrabble jeg havde i gang derinde. Nå. Så er jeg så på ølejr, og vel hjemkommen, lægges der billeder på facebook i en lukket gruppe....what to do? Jeg vil jo gerne se billederne, og går fro derind (dejlige billeder).

Dilemmaet er, at nu er facebook ligesom ÅBENT igen (ja, jeg er meget sort/hvid). Det betyder ikke, at jeg igen er derinde i timer - jeg har kigget derind, fået nogle nye venner og så koncentreret mig om det praktiske, fysiske med hus og have.

Then what? Det der er, med mig og facebook (facebook og jeg), er at jeg faktisk kan lide de korte statusopdateringer om folk. Ikke de trivielle, men du ved: 'Jeg er gravid', eller 'Jeg skal giftes' eller 'Peter er et svin'. De store ting i livet. Det betyder, at jeg kan følge med, uden at INVOLVERE mig, lidt sådan voyer-agtigt. Fakta er, at jeg selv da jeg barberede venne-gruppen ned til 50, ikke havde en kinamandschance for at være involveret i så mange menneskers liv. 
Jeg tror på jeg har en mental harddisk af en vis størrelse. Meget af min bruges på at forsøge at sortere og filtrere, da jeg optager og indtager næsten alle informationer og stimuli = meget belastet harddisk til tider. Jeg kan så vælge om jeg vil bruge noget af resten på de spændende opdateringer, fra mennesker jeg holder af, som jeg ikke ser i hverdagen ELLER, jeg kan forsøge at være her i nu, og håbe de vigtige ting når mig per telefon, brevdue eller røgsignal.

Konklusion - jeg vil igen filtrere mig ud af Facebook, og håber så du sender en brevdue, når Peter er et svin
Kh fra feriekolonien