Det er pænt. Den ene side af taget er nu lukket, bortset fra vinduet, der laves efter specialmål og først ankommer kort før jul. Lidt koldt, med 3 åbne huller. Men smukt er det, og min ven Bøgetræet, er flot i sine efterårsfarver.
Den anden side er stadig delvist uden tegl, da disse - zink kvistene tager længere tid. Så der går et par uger før der er lagt tag på hele herligheden.
Indvendig er sagen en anden. Her mangler gulv, loft, isolering og tusind andre ting. Det er spændende at følge det fra dag til dag, også selv om byggebudgettet for længst er skredet. Sådan er det med byggerier. Man ved aldrig hvad man finder, under facaden, eller i mit tilfælde gulvet. Og den slags koster. De uforudsete ting.
Her et udpluk af interessante ting, der dukkede op, da det gamle gulv blev fjernet. Specielt KILL IT, dåsen er ret fantastisk. Og der er mere, som jeg nok skal præsentere, når det er gravet frem.
Mon ikke hesteskoen skal op og hænge et sted? Det tror jeg nok. Den har efter al sansynlighed ligget under det gulv, siden huset blev bygget for 100 år siden.

