Alene med mig selv

Jeg er her stadig, men er røget ind i træthed. Ikke uden grund. Dagene er gået som organisator af temadag på jobbet og begyndende indlæring af nyt ansvarsområde på samme sted. At jeg har haft mine aftener bookede også, har været lovlig optimistisk.
Men jeg skal lære det selv. Jeg skal udfordre mig, og hvis jeg booker for meget, må jeg selv tage konsekvensen - som i dag, hvor jeg havde taget en fridag, for at gå til sidste forsamtale på psykoterapeutisk afsnit. Kalenderen bebudede ligeledes et almindeligt lægebesøg og en madklub kl. 18.00. Allerede i morges, vidste jeg it aint gonna happen. Basisgruppen var på besøg i aftes, efter at vi havde gennemført Kvindeløb i Odense i s-i-l-e-n-d-e regn. Fantasisk! Og jeg mener det.
Men da kl. var midnat og de sidste havde forladt huset, havde jeg gennemskuet at de sidste dages højt gear og koncentration, ikke kunne holde mere.

Så jeg aflyste lægen og madklubben og koncentrerede mig om psykoterapeutisk afsnit. De vil gerne have mig. Jeg har sagt ja, til min. 1 års gruppeterapi. Når der er plads. De vil sætte mig på venteliste til eftermiddagshold, så jeg ikke skal have fri fra job, hvilket er vigtigt for mig. De syns jeg skal øve mig i, at minimere tiden fra mine følelser til mine reaktioner. Bruge mine ord. Ja do daw do! Som om jeg bevidst vælger at reagere 3 dage efter at nogen har sagt BUH til mig!

Nå, så.
Der er et halvt års ventetid til en mulig plads. Passer mig fint. Vil jo egentlig gerne slippe fordi jeg VED det bliver hårdt arbejde. Som det er hårdt arbejde at få den skide løbetid (5 km), under 30 minutter igen (løb i aftes på 30.59, som er en bedring fra de lousy 33 jeg startede sæsonen på). Som det er hårdt arbejde at tabe de 5 kg jeg har taget på mens L. har været væk. Arbejd. Arbejd.


Jeg kan mærke, at jeg de sidste måneder er blevet mere og mere selvforsynende. Ikke hvad angår frugt og grønt, selv om den side også vokser fint, men i forhold til: - jeg har pænt nok i mig selv. Jeg syns det er for omstændeligt at fortælle og forklare venner og familie, hvis noget går mig på eller noget  har rørt mig, good or bad. Jeg orker ikke. Jeg går ud, hver morgen, er i det jeg er i, og tager hjem med det. Jeg reflekterer selv, men har ikke noget synderligt behov for at dele med nogen. Føler ikke nogen stor forbindelse til nogen. Og jeg er ikke sikker på det er en god ting? Jeg skal huske på og aftale med mig selv at ringe til venner eller familie.
Som episoden jeg nævnte for jer forleden, med den råbende kollega. Der skulle komme en opfølgning, men nix. Ikke noget behov. Jeg har ikke noget behov.

Hvad jeg ved er, at når L. kommer hjem, og det gør hun heldigvis om mindre end hun har været væk, så bliver det en kunst at åbne op igen. Åbne op, til det der er lige overfor. Den der ikke går væk. Den der har været inde og banke på hos mit hjerte.

Det jeg i grunden prøver at sige er: at jeg er bange for, at jeg har lukket lidt ned til verden. Hvor jeg som barn higede efter den, at være en del af den. Så føler jeg i disse dage intet behov for det. Lad mig passe mig selv. Lad mig gøre mit job godt. Men den private side. Den er mest mig selv, mine planter, min kat og mad og søvn. All i need.

Not so good?

måske er jeg bare træt