Kvinde med hus, kat og høns i mindre provinsby tæt på naturen. Hvordan leves livet som kvinde i 40'erne, når det ikke handler om mand, børn og hund? Når man lever et liv, hvor man har frit valg på alle hylderne og alligevel af og til begrænses af sig selv og de livsvilkår der stilles en. Men mest af alt sig selv.
tirsdag den 18. maj 2010
Psykologhjælp nu
Både Henriette og Mette kan fortælle en historie, og som dem anbefaler jeg nedenstående. Tag en kigger og skriv hvis du føler for det:
Hej Prophecy :0) Ville uendelig gerne skrive en masse - specielt om, hvordan man overvinder sådan en krabat og kommer videre... Med risiko for, at få ørerne i maskinen og det halve blogland på nakken, så drister jeg mig alligevel til at skrive følgende: Jo mere opmærksomhed man giver sin depression, jo mere magt får den. Kan man forvirrer en depression ved at stille spørgsmål til den ? Svaret er JA. Depressionens væsen er jo netop, at den forsøger, at fastholde os i den mørke afdeling af livet - der hvor alle de "dårlige" følelser og tanker bor... Det er tankevækkende, at det visuelle udtryk for en depression 9 ud af 10 gange bliver vist, som en sammenkrøben person med hovedet nedad og omgivet af et mørkt rum. Og så er det jeg igen kommer ind omkring det, at få skabt en dialog med sit indre - de følelser der umiddelbart virker SÅ skræmmende og dødsensfarlige....viser sig jo, at være "en lille vandpyt, der har fået lov at vokse sig kæmpestor" fordi ingen har sørget for, at lænse vandet undervejs - sådan lidt metaforisk sagt! Det handler om, at turde tage ansvaret - ansvaret for sit indre, der er nemlig ingen andre der gør det for én - heller ikke psykologerne! Er jeg frelst - NEJ - men jeg tog kampen op og her på 15 år, er jeg stadig FRI og nyder livet!
For hulen Prophecy, du kan få mig i blækhuset :0)) Det er jo skide interessant, det du kaster ud i blogland! Keep going girl! Stort knus og kram herfra
Kære Lotte tak for dit lange svar. Omend du finder mig modig, er jeg endnu ikke modig nok, til at tage den helt åbne diskussion herinde i forhold til mig. Det ville betyde, at blotte sig mere end jeg er klar til. Så jeg vælger at tilgå dit svar lidt generelt. Som udgangspunkt er jeg enig i mange af de ting du siger. Specielt det med den indre dialog. Kunsten må dog være, at få den drejet til det positive, når man først har fået kontakt?
Din metafor med at lænse, har jeg altid beskrevet som ventil. Får jeg ikke ventilleret, det der påvirker mig, 'stopper' afløbet og jeg får en følelse af at eksplodere. heldigvis er jeg blevet bedre til at ventillere (som igen forudsætter at man kan mærke og kan sætte ord på), så eksplosionsfaren er mindre/ikke så ofte. Men det sker stadig. Som nu. Og når jeg når der til, præcis der, så kan jeg sjældent finde tilbage til årsagen for al dramaet. Den eneste erfaring jeg så har at byde ind med, er at give slip. lade sig synke ned i sølet, ikke kæmpe i mod, og hvis jeg er heldig, får grædt spændingen, proppen ud.
For at slutte på en personlig note (det andet endte også lidt personligt), så har jeg kæmpet så længe jeg kan huske. Med og uden hjælp.
Fri? Nej, det tør jeg ikke håbe på. Men jeg arbejder på det...når jeg igen er oppe af hullet jeg råber fra.
Kære Lotte, tak fordi du deler dit fine brev med mig (os). Jeg genkender det, det med det indre barn, og jeg forsøger at tage mig af det i disse dage. God pinse. Kh
Hej Prophecy :0)
SvarSletVille uendelig gerne skrive en masse - specielt om, hvordan man overvinder sådan en krabat og kommer videre...
Med risiko for, at få ørerne i maskinen og det halve blogland på nakken, så drister jeg mig alligevel til at skrive følgende:
Jo mere opmærksomhed man giver sin depression, jo mere magt får den.
Kan man forvirrer en depression ved at stille spørgsmål til den ?
Svaret er JA.
Depressionens væsen er jo netop, at den forsøger, at fastholde os i den mørke afdeling af livet - der hvor alle de "dårlige" følelser og tanker bor...
Det er tankevækkende, at det visuelle udtryk for en depression 9 ud af 10 gange bliver vist, som en sammenkrøben person med hovedet nedad og omgivet af et mørkt rum.
Og så er det jeg igen kommer ind omkring det, at få skabt en dialog med sit indre - de følelser der umiddelbart virker SÅ skræmmende og dødsensfarlige....viser sig jo, at være "en lille vandpyt, der har fået lov at vokse sig kæmpestor" fordi ingen har sørget for, at lænse vandet undervejs - sådan lidt metaforisk sagt!
Det handler om, at turde tage ansvaret - ansvaret for sit indre, der er nemlig ingen andre der gør det for én - heller ikke psykologerne!
Er jeg frelst - NEJ - men jeg tog kampen op og her på 15 år, er jeg stadig FRI og nyder livet!
For hulen Prophecy, du kan få mig i blækhuset :0))
Det er jo skide interessant, det du kaster ud i blogland!
Keep going girl!
Stort knus og kram herfra
Kære Lotte
SvarSlettak for dit lange svar. Omend du finder mig modig, er jeg endnu ikke modig nok, til at tage den helt åbne diskussion herinde i forhold til mig. Det ville betyde, at blotte sig mere end jeg er klar til.
Så jeg vælger at tilgå dit svar lidt generelt. Som udgangspunkt er jeg enig i mange af de ting du siger. Specielt det med den indre dialog. Kunsten må dog være, at få den drejet til det positive, når man først har fået kontakt?
Din metafor med at lænse, har jeg altid beskrevet som ventil. Får jeg ikke ventilleret, det der påvirker mig, 'stopper' afløbet og jeg får en følelse af at eksplodere. heldigvis er jeg blevet bedre til at ventillere (som igen forudsætter at man kan mærke og kan sætte ord på), så eksplosionsfaren er mindre/ikke så ofte. Men det sker stadig. Som nu. Og når jeg når der til, præcis der, så kan jeg sjældent finde tilbage til årsagen for al dramaet.
Den eneste erfaring jeg så har at byde ind med, er at give slip. lade sig synke ned i sølet, ikke kæmpe i mod, og hvis jeg er heldig, får grædt spændingen, proppen ud.
For at slutte på en personlig note (det andet endte også lidt personligt), så har jeg kæmpet så længe jeg kan huske. Med og uden hjælp.
Fri? Nej, det tør jeg ikke håbe på. Men jeg arbejder på det...når jeg igen er oppe af hullet jeg råber fra.
Kære Prophecy igen igen :0)
SvarSletJeg har på et tidspunkt skrevet til en god ven af mig (englænder), som havde en svær periode i sit liv og den periode havde det med at gentage sig.
Jeg håber du får lige så meget ud af det, som han gjorde :0)
Jeg sender det særskilt og måske endda i flere dele, da bloggen ikke vil tillade mere end 4096 tegn :0)
Stort mega krammer herfra
Kære Lotte,
SvarSlettak fordi du deler dit fine brev med mig (os). Jeg genkender det, det med det indre barn, og jeg forsøger at tage mig af det i disse dage.
God pinse. Kh