Det der kommen videre noget...

Det lykkedes ikke skide godt, når jeg selv skal sige det. Jeg svinger mellem at være ok og så nedefter. Statusrapporten her sidst i november er således, at jeg føler mig skrøbelig. Min krop bliver træt af motion på den "gamle-og-øm-i-skroget", måden og ikke på "total-i-orden-form" måden.
Mit hoved og mine tanker vil gerne dreje negativt, med katastrofetanker og alt hvad det indebærer af (u)hyggelige ting.
Jeg føler mig usikker på jobbet, og bruger det meste af min energi på at foregive at være ok det sted, der udbetaler til huslejen. Men det er også her jeg finder mine bedste fristunder. Mantraet én dag af gangen, er vigtigere end nogensinde, for hvis jeg skuer for meget udover mit liv og mine muligheder, går jeg i sort.

Jeg savner. Jeg savner mine forældre helt åndsvagt og jeg er langsomt startet op i endnu en runde terapi, fordi jeg ikke føler jeg kommer længere selv i bearbejdelsen af sorg. Der er nu gået halvandet år siden jeg bisatte min mor og over 1 år siden jeg gjorde det samme med mit forhold.  Bearbejdelse kræver samtale, og dem jeg ville tale med, som kendte min mor, har trukket sig fra mig. Fra min kærlighed, og min vrede og alt hvad der er indimellem.
Jeg savner mit parforhold, og selv om det er skidesvært at indrømme og ikke mindst at skrive, så savner jeg min kæreste. Som at hun ikke er mere. Som i at vi er nået dertil, hvor vi efterlyser ting der blev efterladt. Nogen gør.

Så det.