Vabelplaster anyone?

Bedste veninden og jeg gik sidste weekend en tur på Gendarmstien. Planen var at gå alle 74 km over 4 dage med fuld oppakning (dvs. med sove- og kogegrej). Piece og cake, ud fra regnestykket. Man kan gå 5 km på en time, så 20 km dagligt er ingenting.

Vi nåede 25 km. På den første dag. Så brød vores fødder sammen og sagde:" Nix weiter". Der var ganske enkelt ikke mere at hente hos de fødder. Måske var det varmen (26 grader), måske det naive i at to omend øvede vandrere/løbere ikke havde kalkuleret at de 13 kg på hver vores ryg, ville ændre noget og måske var det bare hvad det var.
Virkeligheden var at den rute nok er en af de smukkeste jeg har set. 20 af vores 25 km var kyststrækning. Når jeg siger kyststrækning, mener jeg at vandet er mindre end 3 meter fra dig hele vejen.
Det er min hjemegn, født og opvokset, så næsten alle 25 km havde minder og billeder. Det var en fantastisk tur, også da vi blev reddet af kusinen, der kørte os og vores døde fødder til hendes sommerhus, hvor vi lå brak i to dage og nød solen, vandet og stilheden, kun afbrudt af familiegrill og besøg af min sønderjyske familie.
Vores plan er at fortsætte hvor vi slap (læs: blev hentet), i sensommeren engang. Uden sove- og kogegrej, og med overnatninger hvor de har senge og vabelplaster.

Voksent jubilæum

Jeg er så den type, der har nået en alder, hvor man tager til 25 års jubilæum på sin efterskole. Wtf?

Skolen har gammel elevdag, og jeg tror vi bliver en 20-30 stykker fra min årgang. Jeg forventer ikke de store overraskelser, da vi mødtes som 10 års jubilarer og fejrede igennem og fik oplevelserne "Gud, har du fået 5 (!) børn", "Er du blevet skilt" osv. Som 10 års jubilarer var vi vist alle lidt i chok at det var lykkedes os at blive voksne, have jobs og få børn.

Nu forventer jeg skilsmisser, livskriser og dødsfald, men vi har alle været voksne så længe nu, at det ikke længere overrasker. Vi skal have kaffe på skolen, fotograferes, se de nye (børn) elever lave gymnastik og have middag. Vi (dem med 25 års), stikker dog af efter fotograferingen. Vi samles et privat sted med drinks og pizza, og det tror jeg bliver skidehyggeligt. For selv om vi er voksne, så har vi alle brug for at drikke os en lille smule i hegnet og snakke om dengang vi var 15.

Sådan

I did it.

Om det er fordi mange fine mennesker har sendt mig energi eller mine super ben står i det uvisse, men jeg gennemførte og bedre end det, jeg slog min hidtidige rekord på 02:20:00 og spurtede (!) ind på 02:16.00. Yai Baby, det var fedt.

Lillebælt Halvmarathon var som altid supergodt organiseret. Det klapper bare, selv om 11.000 mennesker har besluttet at løbe 21,1 km. Hvis du skal gøre dit første forsøg med denne distance, kan jeg anbefale Lillebælt.
Next stop: Odinsbro Halvmarathon d. 10. juni. Nu med nye fine godt-gået-løbesko.

Nummero Uno

I et anfald af, løb-fixer-alt har jeg meldt mig til 3 halvmarathon denne sæson. Mindre kunne åbenbart ikke gøre det da jeg sad halvfed og halvtrist i vinters og spekulerede over hvad 2014 skulle bruges til.

Så i dag tager vi det første, Lillebælt Halvmarathon. Rundt omkring den gamle lillebæltsbro. Solen er stået op, løbetøjet er lagt frem og jeg har lavet en aftale med mig selv. Hvis jeg gennemfører er det ret fint, for kroppen er stadig påvirket af tarm-halløjsi og svage ankler (noget med at blive 40+).

Officielt har jeg ingen intentioner eller forhåbninger om at slå min rekord. Det er her vigtigt at understrege at man kun skal sammenligne med sig selv, så rekord er udelukkende relateret til mig. Mig på 162 cm, korte ben og stadig med lidt for mange kilo. Uofficielt vil løber jeg i tankerne selvfølgelig under de magiske 2 timer (jeg aldrig kommer under), så er scenen ligesom sat.

Da jeg løb Lillebælt for allerførste gang d. 3. maj i 2008, var det mit allerførste løb på den distance. Jeg løb det for min far der var død 2 år tidligere. Det er hans fødselsdag, den 3. maj og han var med mig hele vejen. Da jeg løb det sammen med Broderdrengen i 2013, var det som første gang som ikke-ryger. Jeg slog min rekord og løb det for min mor, der var død året før.

I år løber jeg det for allerførste gang alene (med de andre 10.999). Jeg løber for børnecancerfonden, de danske hospitalsklovne og julemærkehjemmene. Og jeg løber det for Lene.

Hep på mig?