Det der kommen videre noget...

Det lykkedes ikke skide godt, når jeg selv skal sige det. Jeg svinger mellem at være ok og så nedefter. Statusrapporten her sidst i november er således, at jeg føler mig skrøbelig. Min krop bliver træt af motion på den "gamle-og-øm-i-skroget", måden og ikke på "total-i-orden-form" måden.
Mit hoved og mine tanker vil gerne dreje negativt, med katastrofetanker og alt hvad det indebærer af (u)hyggelige ting.
Jeg føler mig usikker på jobbet, og bruger det meste af min energi på at foregive at være ok det sted, der udbetaler til huslejen. Men det er også her jeg finder mine bedste fristunder. Mantraet én dag af gangen, er vigtigere end nogensinde, for hvis jeg skuer for meget udover mit liv og mine muligheder, går jeg i sort.

Jeg savner. Jeg savner mine forældre helt åndsvagt og jeg er langsomt startet op i endnu en runde terapi, fordi jeg ikke føler jeg kommer længere selv i bearbejdelsen af sorg. Der er nu gået halvandet år siden jeg bisatte min mor og over 1 år siden jeg gjorde det samme med mit forhold.  Bearbejdelse kræver samtale, og dem jeg ville tale med, som kendte min mor, har trukket sig fra mig. Fra min kærlighed, og min vrede og alt hvad der er indimellem.
Jeg savner mit parforhold, og selv om det er skidesvært at indrømme og ikke mindst at skrive, så savner jeg min kæreste. Som at hun ikke er mere. Som i at vi er nået dertil, hvor vi efterlyser ting der blev efterladt. Nogen gør.

Så det.

Hjemløs kærlighed

"Sorg er den hjemløse kærlighed", står der i pjecen om sorg fra Kræftens Bekæmpelse. Pjecen har jeg haft liggende siden i sommers, da Moderdyret blev syg. Jeg bestilte et shit-load pjecer om alt fra cancertyper, over patientrettigheder, pårørende til alvorligt syge og nu denne om sorg. Jeg læste den for et par dage siden. Jeg finder udtrykket omend ikke dækkende, så rammende: "hjemløs kærlighed".

Sorg er så unik en følelse, at jeg finder det svært at sætte ord på. Det er følelsen der overmander mig midt på arbejdsdagen, når jeg ser en kvinde der er på min mors alder. Det er følelsen der sniger sig ind, når jeg sætter Moderdyrets ting på plads i mit skur, mit værelse eller i min have. Det er følelsen der kommer brasende når bankdamen gennem 10 år rejser sig fra sin plads og krammer mig ved kassen,  fordi hun ved jeg har mistet min mor. Det er når jeg apatisk tjekker hendes sidste lotto kupon, hendes gavekort fra Matas og finder billeder af Broderdrengen, Faderstøtten og mig i hendes pung som sygehuset nu har sendt til mig.
Sorgen er brusende, bragende, snigende, lammende, blød, våd, stenhård, kvælende, forstyrrende og tager ikke hensyn til hvor jeg er, hvad jeg laver og hvem jeg er sammen med.

Sorgen får mig til at savne. Til at glemme hvad der ikke var fedest ved Moderdyret, til at huske at jeg ikke kan ringe, ikke kan spørge (rødspætter, hvor mange minutter på hver side? Hvor er dine sikringer?), ikke kan se, holde og kramme hende. Sorgen får mig til at sidde, midt i arbejdsdagen og skrive dette indlæg, mens tårerne står i øjnene.

Hvad er sorg for dig? Har du oplevet den? Kan du beskrive den?

Lavendelbarnet

En af de stærkeste mennesker jeg kender, fordi hun tør vise os de sider, ikke alle tør - begravede sin søn i går. På en solbeskinnet fredag.
Det der ikke bør ske for nogen, skete for hende sidste uge, at overleve sit barn. Læs hendes ord, det er kærlighed, visdom og menneskelighed.

Jeg har ikke set Lavendel siden det unævnelige skete. Jeg har ringet lidt, skrevet lidt, men ikke set hende, besøgt hende og jeg tog heller ikke til den smukke domkirke i Odense. Døden er blevet en svær størrelse for mig, siden min far døde af cancer for 5 år siden. Jeg ville ønske jeg kunne sætte mig udover min egen smerte - kunne have gjort mere, men det blev ikke. Tanken har været der. Impulsen til at køre forbi med mad, blomster og knus. Jeg husker fra vores "egen" død, at man undres over hvor tæt man som familie pludselig er, selv om man ikke nødvendigvis er det til daglig. I døden er man ikke i tvivl om hvor man kommer fra eller hører til.
Jeg ved fra Lavendels smukke indlæg, at hendes familie ligeledes har været med i smerten og sorgen og farvellet. Det er godt.

Hvil i fred Lavendelsøn.

She's leaving

Yes she is.
Vi kører mod Kastrup CPH lige om for lidt.
Vi har værnet om os i går. Den sidste uge. For fremtidens skyld.
Jeg ved, det ikke er farvel, men mit følelsesunivers er ikke udrustet med en 'relativ'-knap. Ingen 'nuance'-knap, ingen 'gråtone'-knap eller 'realitetscheck'-knap.

'Du-er-slået-hjem-knappen'-fungerer derimod fortrinligt. Der er dog ikke kr. 4.000 ved passering af start. Så uanset hvad du, jeg, de siger - så forlader hun mig nu, lige om lidt. Og ingen ord kan overbevise mine følelser om det. Følelser trumfer fornuft.

Men jeg tør godt. Jeg tør godt tage udfordringen op. For hun fortjener alt det Australien hun orker. Til hun kaster op af Australien og kommer hjem igen. Til mig. Der i mellemtiden, tager kampen op. Kampen med mine faldgruber, kampen mod at synke. For helvede. Jeg kan det her. Jeg har gjort det før. Bare aldrig med kærligheden. Kærligheden der blev, selv om jeg gjorde mig for at få hende til at skride. Nu er den her så, kærligheden, og den fucker med mig, for jeg mangler lige en manual eller to, til at forstå hvordan man både kan elske og elskes, og at farvel for 6 mdr. ikke er ensbetydende med farvel.

Farvel min skat. Dit modige menneske. Ikke modig fordi du tager til Australien, men fordi du har taget mig.

Genudsendelse

Jeg genudsender, på egen opfordring min nytårsblog, og mit ønske for 2011 til blogland:

-----------------------------------------------------------------

Kære læsere. 

Bloggen kom til live i 2010, efter et par forkølede søsætninger årene før. Tak for jeres læseri, skriveri og ikke mindst jeres blogge. 

Lad 2011 være kærlighedens år. Lad det sive ind, af alle sprækker og vaske mistroen og mistilliden væk.  Lad ære få plads. Ære til andre. Respekt til sig selv og andre. Ned med småligheden. 

Jeg bringer en opfordring til blogland. Lad os åbne vejen til hinandens ord. Lad os fjerne de fjollede kryptiske ord, der skal tastes ind for at lægge en kommentar. Lad os vinde tiden - og bruge den til noget bedre.

-------------------------------------------------------------------------------

Hvad siger i? 

3 bloggere har allerede taget det til sig, og fjernet 'volapyk' ordene. Tør du?

Kh

Panik versus taknemmelighed

Det går fremad. I mandags var jeg overvældet, med en følelse af kaos og unden virkelighedsfornemmelse. Der var kun panik, katastrofetanker og ked-af-det-hed.
Tak for jeres søde, hjælpsomme og eftertænksomme kommentarer. De betyder noget.

Det der holder mig fast, gør at jeg TØR være i alle de følelser, er at jeg tror mig elsket. Af nære venner, når jeg lader dem vide hvor jeg er, og selv om kontakten p.t. er sporadisk.
Af jer i blogland der følger med, hvor specielt det må syne, og gennem de sidste år i af kvinden jeg kalder kæreste. Hun er blevet et anker. Et følelsesmæssigt anker, jeg kan mane frem, når jeg er færdig med at sejle rundt. Når jeg har kigget på angsten, panikken og katastrofetankerne. Hun er der. Maser ikke på. Holder afstand, når selv en berøring føles som en invasion. Hun er der bare. Hun bager en kage, gør sig venner med kælekatten gang på gang (katten husker ikke så godt), tænder op i brændeovnen og lader mig drive rundt i haven med spade, hammer og økse. Indtil jeg er så træt, at jeg kan puttes i seng og sove, mens hun læser lektier.
Hun nyder min aftensmad, hun laver aftensmad. Hun går lige så tidligt i seng som jeg, og står op kl. 05:00, for at tage med bus og tog, for at nå dagens undervisning, langt fra mig. Inde hun tager afsted, har hun lavet kaffe og tændt op i brændeovnen.
Hun taler mit kærlighedssprog. Det sprog der er handlinger, mere end ord.

I mandags følte jeg panik. I dag, torsdag, føler jeg taknemmelighed.