I en lille båd der gynger.....

A-kasse damen holdt fast i hvad vi talte om i går. Holdt fast i, hvad vi begge mente er de mulige scenarier, hvis jeg out'er mig til kommune og arbejdsgivere, og fastholder min sygemelding på et andet grundlag end opererede håndled, den psykiske sårbarhed:

- Jeg risikerer fyring p.g.a. sygdom
- Kommunen, ydelseskontoret, jobcenteret (herefter kaldet Pengesystemet), vurderer min arbejdsevne og en mulig nedsættelse af denne, både i eget fag og uden for
- Vurderes det, at jeg kan arbejde over 20 timer ugentligt (hvad jeg selv mener, mener faktisk 25), så er jeg for god, og problemet er mit eget
- lægeudtalelser og lægehistorie tages med, men vægter mindre end ressourceprofil

All things i know. I know. I knew. Dette er ikke et klage indlæg. Det er ikke et ned-med-regeringen og pengepolitik indlæg. Jeg ved samfundet bløder økonomisk. Jeg hører det, ser det og accepterer det.

Alt dette er kun én udlægning. én socialrådgiver. Et liv. Mit. På en underlig måde er jeg lettet. Lettet fordi jeg ikke skal miste kontrollen til et system, jeg ikke stoler på, når det handler om psykisk sårbarhed. Pfew, dodged that bullet, for det her tør jeg ikke risikere. Never mind, at jeg er bange for en udredning.

Men jeg risikerer i værste fald, at jeg fyres pga. sygdom OG ikke godkendes til flexjob.

...Min største angst, det der driver mig, er at jeg skal opgive Banehuset. Banehuset der slet ikke er færdigt endnu. Jeg er ikke færdig med dig hus, eller du med mig. Min hule. Jeg er mest bange for at miste min hule.

Min hjerne kører i højt gear nu. Løsninger, løsninger, løsninger.
I morgen skal jeg til info møde med en rådgiver på Psykinfo, men siden jeg nu har besluttet jeg ikke er psyk, så er det egentlig ikke længere nødvendigt.